Energi og klima

(opdateret 27. november 2015)

Siden midten af 1980'erne har politiske aftaler på energiområdet bidraget til stabilitet om energipolitikken. Væsentlige dele af lovgivningen og rammerne på energiområdet er baseret på aftaler mellem skiftende danske regeringer og de øvrige politiske partier i Folketinget eller mellem regeringen og energiselskaberne.

Der er en bred folketingsaftale fra 2012 om den danske energipolitik 2012-2020, som skal sikre:

• 12 % reduktion af bruttoenergiforbruget i 2020 i forhold til 2006
• Ca. 35 % vedvarende energi i 2020 og
• Ca. 50 % vind i det danske elforbrug i 2020.

Aftalen er et skridt mod at omstille hele Danmarks energiforsyning (el, varme, industri og transport) til vedvarende energi i 2050 i form af vindmøller, mere biogas og mere biomasse. Aftalen er indgået den 22. marts 2012 mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti, som inden udgangen af 2018 vil drøfte supplerende initiativer for perioden efter 2020.

Energistyrelsens årlige energistatistik viser fordelingen af energiproduktion på de forskellige typer af energikilder (-brændsler) og kan findes her. Styrelsens ”Danmarks Energi- og Klimafremskrivning 2014” beskriver den fremtidige udvikling på energiområdet, herunder energiproduktion fra affald som forventes konstant i en årrække, og denne såkaldte basisfremskrivning kan findes her.

Det diskuteres, hvordan en kapacitetstilpasning af affaldsforbrænding i Europa i en cirkulær økonomi kan finde sted. Det er omtalt i DAKOFAs nyhed fra juni 2015 (se her).  Kapacitetstilpasning indgår også i Energistyrelsens 'Vejledning i analyser af systemændringer og scenarieanalyser', nr. 2 fra 2013, som vedrører den stratetiske energiplanlægning i kommunerne og kan findes via en DAKOFA nyhed fra november 2013 (se her).

Der er to andre, mere overordnede folketingsaftaler fra 2014, som dels fastlægger:

• Danmarks nationale mål om 40 % lavere drivhusgasemission i 2020 (i forhold til 1990) samt
• En klimalov – vedtaget efterfølgende som Lov om Klimarådet, klimapolitisk redegørelse og fastsættelse af nationale klimamålsætninger (se Lov nr. 716 af 25. juni 2014 her).

Disse to klimarelaterede aftaler er indgået den 6. februar 2014 mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Energistyrelsens har en oversigt over aftaler indgået siden 1985 på energi- og klimaområdet, se her.

Klimarådet har i november 2015 udgivet en række faktaark og analysen 'Omstilling med omtanke. Status og udfordringer for dansk klimapolitik' (se her).

Der foreligger en dansk national klimaplan. Klimaplanen er et instrument, som beskriver problemstillingerne på området og lægger op til dialog med de forskellige aktører, men planen fastlægger ikke målsætningerne. Det fremgår af klimaplanen, at energisektoren forventes at tegne sig for ca. 40 % af den samlede danske udledning af drivhusgasser i 2020, transport for 30 %, landbrug for 20 %, olie & gas (indvinding/forædling) 5 % og miljøområdet for 5 %. Godt 1/2 af udledningen fra miljøområdet i 2020 forventes at være CO2 fra cement, tegl og kalkproduktion og knap ¼ fra affaldsdeponering (metan fra organisk materiale på gamle deponier). Der blev sammen med klimaplanen offentliggjort et virkemiddelkatalog over potentialer og omkostninger for klimatiltag. (Regeringens klimaplan og virkemiddelkataloget, begge fra august 2013, kan findes her)

Udledningen af drivhusgasser fra affaldsdeponering forventes at falde betydeligt i perioden 2010-2020-2035 ifølge klimaplanen. Etablering af biocovers til at omsætte metan fra deponier skal være med til at opnå dette fald, og midler til biocovers indgår som en (mindre) del af en folketingsaftale på energiområdet (aftalen fra 14. juli 2014 mellem Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kan findes her). En ny bekendtgørelse skal udmønte anvendelsen af midlerne til biocovers (se DAKOFAs nyhed fra juli 2015).

Affaldssektorens udledning af CO2 og andre drivhusgasser indgår på lige vilkår med andre sektorer i opgørelse af Danmarks emission af drivhusgasser, og fra 2013 har affaldsforbrændingsanlæggene (>20 MW indfyret) været med i EU's CO2-kvoteordning på lige fod med andre el- og varmeproducenter. Det betyder, at de fleste danske affaldsforbrændingsanlæg nu er inkluderet i EU’s kvotesektor, og anlæggene har kun udgifter til kvotekøb, hvis deres emissioner overstiger deres tildeling af gratiskvoter. Alle forbrændingsanlæggene skal stadigvæk betale CO2-afgift til den danske stat for udslip af fossilt CO2, som bl.a. fx stammer fra afbrænding af plastaffald (se beskrivelsen af denne CO2-afgiftsberegning i afsnittet 'Energi og affaldsforbrænding').

Der anvendes to forskellige metoder i Danmark til måling af emission af fossilt CO2 fra affaldsforbrændingsanlæg, kulstof-14-metoden som FORCE tilbyder og Rambølls BIOMA-metode, samt muligheden for at anvende en standardværdi for fossilt CO2-indhold (dvs. fast procentdel af den samlede CO2 emission antages at være af fossil oprindelse). Der er i de seneste år opnået en del erfaringer med disse metoder, hvilket blev gennemgået på et møde i DAKOFAs Netværk for Energi og klima den 3. juni 2015 (du kan se oplæg mv. fra mødet her). Der blev også afholdt et DAKOFA seminar om emnet i oktober 2013 - opsamlingen fra dette seminar kan findes her).