Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer

Nyhed: De første erfaringer fra affaldsforbrændingsanlæggene under kvotesektoren

07. november 2013

På DAKOFAs seminar om måling af CO2 afholdt d. 31. oktober blev knap et års erfaring med affaldsforbrændingsanlæggene under kvotesektoren fremlagt og diskuteret.

Konklusionerne på mødet var, at der fortsat er behov for at følge op på både kvaliteten i de målinger, der udgør grundlaget for opgørelse af  CO2 indholdet, samspillet med SRO og metoderne til at bestemme det fossile indhold af CO2 i røggassen.

Affaldsforbrændingsanlæg i kvotesektoren
I en Ea Energianalyse fra 2010 vurderedes det, at såvel den danske stat som forbrændingssektoren ville kunne få økonomisk fordel af at overgå til kvotesektoren. For sektoren afhænger størrelsen af denne gevinst af hel eller delvis afskaffelse af CO2-afgiften, men også af andre forhold som f.eks. udviklingen i CO2 kvoteprisen spiller en betydelig rolle. Et samarbejde mellem myndigheder og sektoren førte til, at Regeringens økonomiudvalg i marts 2012 sagde ja til, at 21 affaldsforbrændingsanlæg overflyttedes til kvotesektoren. Der var således også en forventning om og krav til, at metoder til måling af CO2 emissioner tilfredsstiller dokumentationskravene indenfor kvotesektoren.

De 21 anlæg har valgt mellem tre forskellige metoder til overvågning og opgørelse af CO2-emissionerne: De danske B-anlæg måler med kulstof 14 –metoden (3 anlæg) og eller med  massebalancemetoden (6 anlæg). De  tolv mindre A-anlæg har valgt at anvende standardværdier. Anlæggene har endnu ikke indrapporteret det første års resultater. 

I broderlandet Sverige har man ligeledes valgt at overflytte affaldsforbrændingsanlæg til kvotesektoren fra januar 2013, og også her evaluerer man det knap første års erfaringer. Ialt 38 anlæg overført til kvotesektoren, heraf er 11 anlæg kategoriseret som B-anlæg og resten som A-anlæg (definition af A- og B-anlæg findes i EU 601/2012). Alle A-anlæg samt 5 ud af 11 B-anlæg anvender standardværdier til opgørelse af CO2 emissioner. De øvrige B-anlæg anvender målemetoder. Avfall Sverige har bestilt en rapport, som skal samle op på B-anlæggenes erfaringer og resultater.  

Styr på kvaliteten ved CO2 opgørelser
I det europæiske standardiseringsorgan CEN arbejdes der på at udvikle standardiserede metoder til at bestemme drivhusgasemissioner fra ”energi-intensive” industrier. CEN-metoderne forventes at få betydning også inden for kraftvarmesektoren og affaldsforbrændingssektoren i forbindelse bestemmelse af drivhusgas-emissioner (primært CO2-emissioner) og opgørelse af usikkerheder forbundet hermed. Det er derfor også bemærkelsesværdigt, at ingen danske repræsentanter fra kraftværkssektoren deltager i arbejdet.  På seminaret blev der givet et indblik i hvordan usikkerheder ved direkte måling af CO2 opgøres baseret på eksisterende guidelines udgivet af EU. I det seneste draft af standarden opgøres således den samlede usikkerhed på årsudslippet til en ganske lille del af usikkerheden på hver enkelt 1-times værdi, og den tilbageværende usikkerhed er den systematiske fejl som stammer fra QAL2-kalibreringen. Dette er baggrunden for de tilladte tolerancer, hvormed årsudslippet skal opgøres iflg. EU regulativ 601/2012.

Der var på seminaret også mange små tips og triks at hente fra referencelaboratoriet, når det gælder om at få så gode og præcise CO2- og røggasopgørelser som muligt. I bund og grund drejer det sig om det, som man i laboratorieverdenen kalder god praksis. Anbefalingerne fra referencelaboratoriet var da også dejlige konkrete og kunne med fordel samles i en lille håndbog. Det er især ved at have fokus på både usikkerhed og fejl, at der er meget at hente, når det kommer til at sikre kvaliteten i CO2-opgørelserne og reducere den samlede usikkerhed ved bestemmelserne. Systematiske fejl opstår typisk som følge af sjusk, manglende omhu, forkerte eller upræcise enheder, dårlige målesteder og lign. Tror man, at variabilitetstesten i QAL2 (hvor et eksternt målefirma foretager en parrallelmåling) er en garanti mod dette, så tager man fejl. Systematiske fejl afsløres ikke, men vil leve videre i QAL2 kalibreringsfunktionen, og får dermed betydning for afgiftsbetalingen i op til fem år. Det anbefales derfor, at man forbereder både anlæg og personale op til en QAL2 test, så QAL2 kalibreringsfunktionen bliver så god som muligt. Hyppig egenkontrol og vurdering af om tallene svarer til forventede niveuaer, er ligeledes vigtigt i forhold til at opdage fejl på det automatiske målende system hurtigt. Der skal være kontinuert fokus på de vigtigste parametre, som er flow, CO2 -, H2O - og O2 koncentrationer i røggassen. De væsentligste fejlkilder for hver parameter blev fremhævet i præsentationen fra referencelaboratoriet. Det kræver således både tid og en vedvarende indsats at opnå høj kvalitet i CO2-opgørelserne, men, som det også kom frem på seminaret (blandt andet i et indlæg fra Dansk Affaldsforening), kan det koste dyrt ikke at stræbe mod præcise opgørelser, da målingerne er grundlaget for både afgifter og CO2-kvoteopgørelser.

Erfaringer med opgørelse af CO2-emissioner
Det fremgik tydeligt af indlæggene på seminardagen, at der med anlæggenes overgang til kvotesektoren er sat fokus på CO2-opgørelserne og beregning af den fossile andel. Man følger opgørelserne af CO2-emissionerne nøjere på anlæggene, hvilke også har givet anledning til at se nærmere på systemerne, herunder målernes funktion. Gennem 2 indlæg blev der for hver af de 2 metoder til bestemmelse af fossilt CO2 (C14-metoden og massebalancemetoden (BIOMA)) sat fokus på de styrker og udfordringer, som man gennem det seneste år har oplevet. Hver metode har ”sine egne” styrker og udfordringer, som man kan dykke ned i ved at studere slides fra hhv. Christian Riber fra Rambøll (BIOMA) og Karsten Fuglsang fra FORCE (C14-metoden).  Claes Vallin Avfall Sverige kunne fortælle om tilsvarende erfaringer i Sverige og supplere med, at man har haft usikkerheder omkring fastlæggelse og anvendelse af  standardværdier.

Den øgede fokus på overvågningen af den fossile andel bidrager generelt til en bedre forståele af systemerne. Hos Reno Nord har man efter nogle indkøringsvanskeligheder fået systemet (BIOMA) op at køre blandt andet ved at sætte målerene under skarp kontrol. Samtidig har man set, at systemet synes at reagere rigtigt i forhold til det kendskab, man har til det indfyrede affalds sammensætning. Hos Reno Nord afventer man nu SKATs og Energistyrelsens vurdering af resultaterne.   

Hos Vestforbrænding har man valgt at implementere både BIOMA-metoden og C14-metoden. Også her har man været udfordret af måleresultaterne. Dertil kommer, at man har set op til 20% forskel på andelen af fossilt CO2 opgjort med hhv. BIOMA og C14-metoden. Afregningsmæssigt vil det beløbe sig til en øget eller sparet omkostning på omkring 20 mio kr/år afhængig af, om der afregnes efter højeste eller laveste resultat.

Konklusionerne på dagens møde var derfor også, at der fortsat er behov for at følge op på og dele erfaringer med opgørelse af fossilt CO2. 

Alle indlæggene fra seminaret kan findes her på DAKOFAs hjemmeside

Se Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012 af 21. juni om overvågning og rapportering af drivhusgasemissioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.