Perkolat og gas

Perkolat opstår som funktion af, at regnvand siver ned gennem deponeret affald og en række miljøfremmede stoffer opløses i regnvandet, som kaldes perkolat. På godkendte deponeringsanlæg skal perkolatet opsamles og behandles for at forhindre en forurening af jord, grundvand og nærliggende overfladevand. Opsamling og behandling af perkolat kan først stoppes, når myndighederne vurderer, at perkolatet ikke længere udgør en uacceptabel risiko for forurening af det omkringliggende miljø. Det forudsættes som udgangspunkt, at perkolatet fra en deponeringsenhed skal opsamles og behandles i minimum 30 år efter, at deponeringsenheden er nedlukket. Dog kan affaldssammensætningen og perkolatets indhold af miljøfremmede stoffer begrunde, at perkolatopsamlingen kan ophøre. Herefter vil deponeringsanlægget overgå til en passiv tilstand. Det betyder, at de miljøbeskyttende foranstaltninger ikke længere er i drift.

Opsamling og behandling af perkolat fra deponeringsenheder er en af de store økonomiske omkostninger ved deponering af affald – især fordi opsamling, overvågning og behandling af perkolatet skal fortsætte i en ukendt årrække efter at modtagelse af affald ophører og enheden er nedlukket. Heri ligger også måske den største både tekniske og økonomiske usikkerhed, der er forbundet med at drive et deponeringsanlæg (se materialet fra DAKOFAs seminar om emnet her).

I modsætningen til Danmark har de øvrige europæiske lande valgt at reducere vandgennemstrømningen gennem deponeret affald ved at anlægge næsten tæt slutafdækning. Det betyder, at både gasdannelse og perkolatdannelse minimeres. Til gengæld må man påregne at skulle vedligeholde miljøbeskyttelsessystemerne ”til evig tid”, da tæt afdækkede deponeringsenheder ikke vil opnå en tilstand, hvor de kan overgå til passiv drift. I Holland har man taget konsekvensen af denne strategi og opsparer penge til ”evig” vedligeholdelse.

Perkolatbehandling
Den seneste benchmarking af deponeringsanlæg i Danmark (data fra 2013) viste, at 49% af anlæggenes perkolat sendes til rensning på kommunale anlæg, ca. 33% behandles på anlæggene, 10% recirkuleres på anlæggene og 8% håndteres på anden måde.
REF http://mst.dk/media/131173/benchmarking_deponering_2013.pdf

Nye metoder til rensning
Da opsamling og behandling af perkolat udgør en betydelig omkostning for deponeringsanlæggene arbejdes der på at finde nye løsninger/metoder for behandling af perkolat.  Der arbejdes blandt andet på at behandle perkolat ved ultrafiltrering – se f.eks. nedenstående links
• Superkritisk vådoxidation 
• Grundfos Biobooster (combination af biologisk behandling og ultrafiltrering)
• Membranfiltrering

Recirkulering af perkolat
Flere steder i landet overvejer man at recirkulere perkolat primært med det formål at reducere omkostningerne til behandling af perkolat. I England har man flere års erfaring på det område og erfaringerne med recirkulering af perkolat er opsamlet i en udgivelse fra UK Environment Agency.

Det fremgår af den engelske rapport at formålet med at recirkulere perkolat bør afklares inden design af recirkuleringssystemet, da det er afgørende for designet og dermed også om det ønskede resultat opnås. Det bør samtidig overvejes om recirkulering af perkolat kan have en utilsigtet følgevirkning, som f.eks. forlængelse af efterbehandlingstiden for deponeringsenheden.

Der findes i udlandet en række tiltag hvor recirkulering afprøves i praksis, f.eks her på Southampton University

Men langt de fleste udenlandske undersøgelser handler om recirkulering af perkolat i forbindelse med deponering af husholdningsaffald.

I deponeret affald kan der dannes gas ved både biologiske og kemiske reaktioner.  Den dannede gas kan bestå af både kuldioxid og metan. Metan er en kraftig drivhusgas (ca. 25 gange kraftigere end kuldioxid) og udslip af deponigas til atmosfæren er derfor uønsket.

Afhængig af hvor stor gasproduktionen i affaldet er kan gasemissioner imødekommes gennem både aktive og passive foranstaltninger. Hvis gasdannelsen er tilstrækkelige stor og gassen har god brændværdi (høj metan-koncentration) kan der med fordel etableres et gasindvindingsanlæg, hvor gassen pumpes ind i en motor, som omsætter gassen til elektricitet. Hvis gasproduktionen er så lav, at det ikke længere kan betale sig at opsamle gassen til udnyttelse kan der etableres passive opsamlings/omsætningssystemer, som f.eks. biocover.

Læs mere om deponigas på Miljøstyrelsens hjemmeside

Læs også
- Miljøprojekt nr. 1646, 2015 Håndbog i monitering af gasemissioner
- Miljøprojekt nr. Udnyttelse af lossepladsgas – erfaring fra projekter støttet under Miljøstyrelsens virksomhedsordning
- Miljøprojekt nr. 1401, 2012 - Reduktion af metanemissionen fra Klintholm losseplads ved etablering af biocover

Tilskudsordning for biocover
Som en del af vækstdelaftalen på energiområdet, der blev offentliggjort i juli 2014, afsættes der 185 mio kr. i 2014-2017 til etablering af ca. 100 biocovers på nedlukkede affaldsdeponier. Det er Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som er blevet enige om en delaftale til vækstaftalen.

Biocovers er velegnede til at reducere udledningen af metan fra de nedlukkede deponeringsanlæg, hvor der ikke længere er potentiale for at opsamle og udnytte metangassen.

Puljen til statslig finansiering til etablering af biocovers skal bidrage til at opfylde klimamålet i 2020, og Energistyrelsen forventer, det vil reducere udledningen med ca. 0,3 mio. tons CO2-ækvivalenter i 2020.  Derudover forventes det, at et bedre dansk know-how-grundlag kan åbne for muligheder for eksport af viden og rådgivning i forhold til etablering og vedligeholdelse af biocovers.

Læs mere om
- Tilskudsordingen her Biocover-ordningen
- Vækstdelaftalen her

Se Klima-, Energi- og Bygningsministeriets virkemiddelkatalog ”potentialer og omkostninger for klimatiltag” fra august 2013 her