Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: FNs verdensmål og affaldssektoren

15. november 2018
FNs verdensmål og affaldssektoren
Verdensmålene kan være et både strategisk og kommunikativt stærkt værktøj i fremtidens affalds- og ressourcesektor – hvis man formår at bruge dem rigtigt.

DAKOFAs seminar med titlen "Strategisk og praktisk kommunikation af verdensmålene i affaldssektoren", som blev afholdt den 14. november, havde til formål at sætte fokus på affaldssektorens rolle i opnåelsen af FNs verdensmål.

Affaldssektoren kan nemlig tage sin del af ansvaret, når det kommer til Verdensmålene. Den seneste rapport om status for opnåelse af målene viser således, at alle lande – også Danmark – halter gevaldigt bagefter på blandt andre de to verdensmål: 12, Ansvarligt forbrug og produktion og 13, Klimaindsats. Specielt indenfor disse to mål kan affaldssektoren gøre en forskel.

Lotte Hansen fra "Hansen og Ersbøll Agenda" lagde da også ud med at sige, at det i høj grad er de danske kommuner, som har muligheden for at rykke på denne dagsorden. Kommunerne har løbende kontakt med borgerne, og kan dermed i en vis grad også præge og sætterne rammerne for borgernes adfærd. Lotte Hansen pointerede blandt andet, at miljø- eller affaldsafdelingen kan være med til at sætte verdensmålene på dagsordenen i kommunen. Det er nemlig ude i de borgernære afdelinger, at man ved, hvad borgerne reagerer på, og hvordan verdensmålene kan bruges i dialogen. Derfor foreslog Lotte Hansen affalds- og miljømedarbejderne, at de skal tage teten – lav et skriv til byrådet eller anden instans i kommunen, og sæt gang i den interne debat om at arbejde struktureret med verdensmålene fremadrettet.

Hos affaldsselskabet Renosyd er man allerede i gang med at integrere verdensmålene i organisationens DNA. Her har man netop indført relevante verdensmål i ejerpolitikken, hvilket betyder at Renosyd fremadrettet vil bruge verdensmålene som intern rettesnor for kommende aktiviteter. Det betyder blandt andet at delmålene for de valgte verdensmål skal implementeres i succeskriterierne for Renosyds kommende affaldsplan. Hvert enkelt verdensmål har fået en række delmål, som kan bruges som guidelines for, om man arbejder konkret med målene. Renosyd pointerede, at en anden fordel i at integrere verdensmålene er, at de kan bruges som formidlingsværktøj, der ikke kun får affaldshåndtering til at handle om affald, men i stedet sætter fokus på, hvordan borgerne kan være med til at leve op til verdensmålene. Det giver Renosyd en helt ny ramme at kommunikere i og om. 

Formidling og kommunikation - i teori og praksis

Formiddagens program bød også på et indspark fra FN-byens kommunikationsafdeling, der satte fokus på, hvordan verdensmålene kan formidles til børn og unge via forskellige lege og metoder. Her blev blandt andet diskuteret, hvordan skoletjenester i landets kommuner kan arbejde med verdensmålene ude hos eksempelvis folkeskolerne.

Programmet bød også på indblik i, hvordan nogle kommuner har inddraget verdensmålene som virkemiddel i lokale tiltag for både borgere og virksomheder. Gladsaxe Kommune er en af de kommuner, som har arbejdet strategisk med verdensmålene i længere tid. Blandt flere tiltag har kommunen sat fokus på at understøtte lokale virksomheders omstilling til mere bæredygtig produktion, blandt andet gennem projekt Klimaklar. Derudover tilbyder kommunen også virksomheder et ressourcetjek, som hjælp til at kickstarte et mere bæredygtigt syn på virksomheden og på dens produktion.

Hos Odsherred Kommune blev verdensmålene brugt som kommunikativ ramme for kommunens bidrag til Odsherred Geopark Festival. Formålet var sætte fokus på, hvordan verdensmålene, som ellers kan virke meget fjerne fra vores dagligdag, også har stor betydning for danskerne, og mere specifikt, borgerne i Odsherred Kommune. I en film havde kommunen linket forskellige verdensmål til kommunens eget ressourceforbrug. Der blev blandt andet sat fokus på grundvandet i Odsherred samt vigtigheden af affaldssortering i forhold til genanvendelse og genbrug lokalt. Filmen gjorde verdensmålene jordnære og forståelige for borgene ved at trække paralleller til borgernes egen hverdag.
Se filmen fra Odsherred Kommune her 

Se rapporten 2018 SDG Index and Dashboard Report her

Se alle oplæg fra seminaret her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.