Nyhed: Nyt kritisk indspark om plast i tekstiler samt fast fashion

Forfatternes bekymring for PEF er baseret på forskning forskningsprojekter ved SIFO, Oslomet, Norge samt deltagelse i EU-Kommissionens tekniske sekretariat for udvikling af Product Environmental Footprint Category Rules (PEFCR) for beklædning og fodtøj.

Der peges på at favoriseringen af ​​plast skyldes en række uheldige omstændigheder, men også mere bevidste valg. Først opsummeres, hvordan plast og dermed fast fashion favoriseres i PEF-metoden (i LCA'er generelt og LCA-baserede værktøjer specifikt, såsom Higg MSI). Derefter vises, hvordan viden om brugsfasen ignoreres, og hvordan plast favoriseres gennem den måde, brugsfasen planlægges målt på.

Ifølge forfatterne er der blandt andre følgende grunde til, at LCA-baserede værktøjer favoriserer de syntetiske fibre:

• Systemgrænserne for syntetiske og naturlige fibre er forskellige, og fornybarheden eller ikke-fornybarheden af ​​råmaterialer tages ikke fuldt ud i betragtning, hvilket favoriserer syntetiske fibre.
• Ingen af ​​de store miljøpåvirkninger, der er specifikke for plast (ikke-bionedbrydeligt, ikke-vedvarende, mikroplast) er blandt kriterierne inkluderet i LCA'er eller PEFCR.
• Vægten på arealanvendelse favoriserer syntetiske fibre, fordi eventuelle positive effekter ikke tages i betragtning, såsom at holde landskaber åbne, og bidrage til jordforbedring og biodiversitet gennem græsning.
• Globale gennemsnit udvasker de betydningsfulde stedspecifikke forskelle i produktionsmåder (vanding/regnvandsbehov til bomuld, arealanvendelse til får osv. osv.). De geografiske forskelle er meget større end forskellene mellem alle fibrene.

Brugsfasen
Det påpeges, at tøj opfylder mange forskellige funktioner og skal udfylde disse funktioner for forskellige mennesker til alle sociale og fysiske lejligheder i livet. De mange forskellige egenskaber er derfor ikke mulige at måle på en skala fra godt til dårligt. Tværtimod er nogle egenskaber ønskelige i nogle tilfælde og ugunstige i andre (f.eks. varme, vand- og vindmodstand, blødhed osv.), selv slid kan i nogle tilfælde opfattes som positivt, f.eks. slidte jeans, men i andre tilfælde være helt uacceptabelt. Fast fashion omtales, ifølge forfatterne, ofte som "dårligt tøj", men tøjet har ingen fælles fysiske egenskaber, der adskiller sig fra andet tøj. Et kendetegn er dog, at de ofte er lavet af plast eller har en høj andel af plast, da råvaren er billig. Plast bruges dog også i andet tøj (f.eks. regntøj og vindjakker), hvor disse fibres egenskaber er ønsket. Fast Fashion skal, ifølge forfatterne, derfor ses som et system og ikke som en type tøj.

Der peges på, at i arbejdet med LCA for beklædning er brugsfasen ikke tilstrækkeligt udviklet, og ofte ikke inkluderet. Dette er tilfældet, selvom brugsfasen gør den største forskel når miljøbelastningen opgøres i antallet af brugte gange/pr år, som i LCA'er kaldes den "funktionelle enhed". Noget tøj er brugt 1000 gange og er gået i arv igennem generationer, eller som dåbskjoler, der kun bæres én gang af hvert barn, men kan have været brugt af mange børn. Andet tøj bæres ikke en gang; det sælges aldrig, eller det hænger ubrugt i skabet. Som følge heraf, falder det gennemsnitlige antal brugsgange pr. beklædningsgenstand, når antallet af beklædningsgenstande, der importeres/produceres og købes i EU stiger.

Forfatterne hævder derfor, at hvis vi ikke mindsker mængden af ​​tøj, der kommer ind i garderoberne i EU, så vil forsøget på at gøre gør tøjet mere slidstærkt blot betyde, at det tøj, der smides ud, vil have en højere andel af slidstærkt tøj i fraktionen. Markedet bevæger sig mod et engangsbrug af tøj, hvor det ikke, så længe dette er tilfældet, vil give mening at designe tøjet, så det kan bruges fx 500 gange. Det fremhæves, at når det handler om tøj er lang levetid (mange slid, mange års brug og muligvis mange brugere) selvfølgelig en stor fordel, men stærkere tøj har ikke denne effekt, hvis mængderne stiger. Forfatterne peger derfor på, at problemet i EU er, at tøj i dag stort set (2/3) bliver smidt ud længe før det er slidt. Det menes at være en af grundene til den store eksport af brugt tøj fra EU til det globale syd, som er tredoblet de sidste 20 år (EEA, Forthcoming, 2023).

Fiberstyrken
Forskellen mellem de forskellige fibre, når det kommer til styrke, er meget stor. Plastmaterialer, såsom polyester (som er den største og i dag repræsenterer over 60 % af den globale fiberproduktion) er væsentligt stærkere end naturlige fibre. Kravene til styrke vil derfor skulle gøres så lave, at naturfibre ikke ”straffes” (hvilket ville give ringe mening som kriterium), ellers vil dette favorisere plast. Resultatet af dette vil være en yderligere stigning af plastikblandinger i tøj med naturlige materialer (for at gøre dem stærkere). Virkningen af ​​dette kan være øget frigivelse af mikroplast, reduceret genanvendelighed (blandede materialer er sværere at genanvende) og reduceret anvendelighed for forbrugerne (f.eks. syntetisk tøj lugter mere og skal derfor vaskes oftere, hvilket igen øger den miljømæssige påvirkning).

Forfatterne peger derfor på, at ”styrke” er en uhensigtsmæssig metode til at måle tøjets levetid. Den manglende sammenhæng mellem "styrke" og holdbarhed opleves ikke, at blive taget seriøst i PEF's udviklingen. I øjeblikket mangler vigtige korrelationer i PEF-metodens validerede påstande og empiriske data. Forfatterne mener derfor, at der bør bruges metoder, såsom affaldsanalyser og garderobeundersøgelser, og øvrige empiriske data til at udvikle PEF og andre politiske værktøjer, såsom udvidet producentansvar. Endelig foreslås Targeted Producer Responsibility (TPR), som anvender affaldsanalysemetoden, der ved at se på brugsfasen gør det muligt at skelne mellem engangsprodukter og varige værdier, hvilket giver langt det største potentiale for at reducere miljøbelastningen. At ignorere brugsfasen favoriserer fast fashion og fører til ugunst for det tøj, som er brugt i lang tid og af mange, mener forfatterne.

Budskabet er derfor, at PEF for beklædning kan forårsage en yderligere accelerering af andelen af ​​fossile materialer i tøj samt fremme fast fashion, og vil der ikke være i overensstemmelse med intentionerne i EU's tekstilstrategi.

Læs mere her:
Du kan læse indsparket her på Clothing Resarch 

Du kan læse mere om Product Environmental Footprint Category Rules (PEFCR) her på EU-Kommissionens hjemmeside.