Nyhed: Konference om affaldssektorens fremtidige organisering

17. maj 2023
Konference om affaldssektorens fremtidige organisering
Hvor langt er vi, hvad er på vej, og hvad er allerede vedtaget? Den 22. juni kan du blive en hel del klogere på, hvad der er status for de politiske ambitioner om en helt ny organisering af affalds- og ressourcesektoren.

Den politiske aftale om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra 16. juni 2020 indeholder ambitiøse målsætninger om blandt andet en klimaneutral affaldssektor i 2023. Aftalens målsætninger skal ikke mindst nås gennem en omfattende omorganisering af sektoren. Denne konference har karakter af en statuskonference for hele omorganiseringen af affalds- og ressourcesektoren.

På dagen vil du således få mulighed for at skabe dig et overblik over strømlining af affaldsindsamlingen, den nye organisering af genanvendelsessektoren - herunder overgangsordninger og dispensationer - kommunale udbudskrav, krav til selskabsgørelse, direkte genbrug på genbrugspladserne, styrket affaldstilsyn, udvidet producentansvar for emballage samt den spritnye lov om den fremtidige organisering af forbrændingssektoren.

Sidst - men ikke mindst - byder dagen på et oplæg fra Forsyningstilsynet, der har fået tildelt en yderst central plads i omorganiseringen af sektoren.

Derfor – deltag i DAKOFAs statuskonference om alle de nye organiseringstiltag og bliv klogere på, hvad der venter dig og resten af den danske affalds- og ressourcesektor.

Da der er tale om en hybridkonference, kan 50 deltagere sikre sig fysisk deltagelse i DAKOFAs konferencelokale på Vesterbrogade i København, mens de resterende deltager via ZOOM. Alle vil dog have mulighed for at give deres bidrag med spørgsmål eller kommentarer gennem dagen – hvad enten det er i virkelig eller virtuel tilstand.


Du kan trykke hér for at tilmelde dig hybridkonferencen den 22. juni samt læse nærmere om arrangementet og programmet.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.