Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Anbefalinger til producentansvar for tekstiler i Norge

12. oktober 2023
Anbefalinger til producentansvar for tekstiler i Norge
Et nyt sæt anbefalinger fra en arbejdsgruppe nedsat af den norske regering kick-starter debatten om et muligt producentansvar for tekstiler i Norge.

En norsk arbejdsgruppe bestående af udvalgte repræsentanter for en række aktører, herunder erhvervslivet, kommuner, industrien, indsamlingsaktører og NGO’er, har netop præsenteret sine anbefalinger til den norske regering vedrørende mulig indførelse af producentansvar for tekstiler i Norge. Den primære opgave for gruppen var at:

  • skabe det vidensgrundlag, der er nødvendigt for indførelse af en producentansvarsordning for tekstiler og at pege på eventuelle videns- eller informationshuller, der bør udfyldes
  • præsentere en række anbefalinger til, hvordan en producentansvarsordning for tekstiler kunne designes i Norge

Selvom Norge ikke er medlem i EU, har arbejdsgruppen prioriteret at fokusere deres anbefalinger på aspekter og elementer, der let ville kunne implementeres eller bygges på det system, som vi i øjeblikket begynder at kunne se konturerne af i EU-regi, for på den måde at sikre, at det norske marked ensrettes med resten af EU. Arbejdsgruppen har derfor bl.a. også baseret sine anbefalinger på de minimumskrav, som er fastsat i EU’s nuværende affaldsrammedirektiv men også på tidligere generelle anbefalinger fra den norske myndigheder for producentansvarsordninger.

De nye anbefalinger tager helt overordnet udgangspunkt i, at den nuværende praksis for produktion, forbrug og affaldshåndtering af tekstiler skal ændres drastisk, hvis en cirkulær fremtid for tekstiler skal blive til virkelighed. Gruppen påpeger i den forbindelse, at en producentansvarsordning ikke vil ikke løse problemerne til fulde, men at det er én af de nødvendige regulatoriske byggesten mod en mere cirkulær fremtid for tekstiler.

Syv fokusområder – en lang række anbefalinger
I den nye rapport præsenterer arbejdsgruppen en lang række interessante anbefalinger under syv hovedoverskrifter:

  • En klar definition af, hvilke tekstiler, der skal omfattes af ordningen
  • Formål og mål for ordningen, herunder bl.a. krav om kvantitative mål
  • Roller og pligter for producenter og andre aktører
  • Miljøgraduerede gebyrer
  • Omkostninger til, og finansiering af, affaldshåndtering
  • Antallet af producentansvarsorganisationer
  • Registrering og rapportering

Et kort udpluk af de mange anbefalinger lyder:

  • I forhold til de miljøgraduerede gebyrer foreslås det bl.a., at tekstilprodukter, der hovedsageligt består af syntetiske fibre, skal pålægges et højere gebyr end øvrige tekstilprodukter med henvisning til et norsk forskningsprojekt om plast i tekstiler, som også tidligere har været omtalt her på DAKOFAs hjemmeside.
  • Gebyrer for produkter der sættes på markedet skal indledningsvis baseres på vægt, idet det er en parameter hvorom, man allerede nu kan indhente data, men over tid skal det være ambitionen, at der udvikles en løsning, som er baseret på de enkelte produkter og bl.a. deres reelle levetid, som en bedre indikator for produktets bæredygtighed. Denne anbefaling henviser ligeledes til føromtalte norske forskningsprojekt, der også plæderer for udviklingen af et såkaldt Targeted Producer Responsibility.
  • Arbejdsgruppen anerkender også, at konkurrence som udgangspunkt er godt, men med reference til en nyere rapport fra konsulenthuset Eunomia, påpeges det også, at fremtidens producentansvar skal kunne sætte mere ambitiøse mål og krav end det tidligere har været demonstreret for producentansvarsordninger for andre produktgrupper. Det anbefales derfor, at man kun udvikler en enkelt PRO til at varetage ordningen for tekstiler.

I tillæg til de mange anbefalinger fremhæver gruppen også, at der var fire områder, hvorunder de havde delte synspunkter:

  • Hvorvidt producenterne skal være forpligtet til sørge for afhentning af alt separeret tekstilaffald eller om dette skal bero på en forhandling
  • Hvorvidt producentansvarsordningen skal omfatte et kvantitativt mål for reduktion af mængden af markedsførte tekstiler og for drivhusgasemissioner fra tekstiler, der er markedsført på det norske marked
  • Hvorvidt fastsættelse af omkostningsdækning skal besluttes af den norske Miljøstyrelse eller en anden uafhængig part, eller om dette skal besluttes gennem forhandlinger
  • Hvorvidt den nationale producentansvarsordning skal bidrage til at dække omkostninger til brugte tekstiler og tekstilaffald, som er eksporteret til salg uden for OECD

Læs mere
Du kan se alle anbefalingerne i rapporten ”Produsentansvar for tekstiler” som du finder her.

Læs mere i vidensbanken

Tekstiler
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.