Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Transformation – at bygge om eller renovere bygninger

10. februar 2023
Transformation – at bygge om eller renovere bygninger
Otte cases viser, at der er store CO2-reduktionspotentialer i at renovere den eksisterende bygningsmasse fremfor at bygge nyt

Klima- og energiaftryk er et varmt emne i debatten om byggeriet, men noget af det mest cirkulære er at bevare så meget af den eksisterende bygningsmasse som muligt. Hvis det kan lade sig gøre at bygge om, bygge til eller renovere, er det ofte en ressourcemæssig og klimamæssig bedre løsning end at rive en hel bygning ned for at bygge en ny på samme sted. Det betyder bl.a., at den energi (og de CO2-emissioner) der er brugt til at fremstille de oprindelige byggematerialer – den indlejrede energi, kan bevares.

Hvert år bygger vi 7-8 millioner nye m2 i Danmark, samtidig med at vi river 2-3 millioner m2 eksisterende bygninger ned. Byggeriet står for ca. 30 pct. af det danske klimaaftryk, og heraf udgør fremstillingen af byggematerialer ca. en tredjedel. Desuden står bygge- og anlægssektoren for 40 pct. af det indsamlede affald i Danmark (4,9 mio. ton) jf. den seneste affaldsstatistik.

Rådet for Grøn Omstilling har udgivet en publikation for at dele viden og erfaringer, så myndigheder og bygherrer i højere grad ser transformation som en bæredygtig mulighed. I otte cases beskrives de konkrete renoveringer, samt deres udfordringer, læring og anbefalinger samt klimabelastning.

Rapporten konkluderer, at klimaberegningerne på de otte cases indikerer, at der er store CO2-reduktionspotentialer i at renovere den gamle bygningsmasse i forhold til at bygge nyt. Det skyldes bl.a. genbrug af væsentlige dele af bygningskonstruktionen, som ofte har højt klimaaftryk. Medianen af klimaaftrykket i de otte cases ligger lige under 3 kg CO2e/m2/år, hvordimod medianen i BUILDs 60 undersøgte nybyggerier ligger på 7,1 kg CO2e/m2/år.

Anbefalingerne til myndigheder og bygherrer er:

Til myndigheder:

  • Offentlige aktører skal være driver for transformationsprojekter, fx gennem de krav, der stilles ved salg af offentlige bygninger og grunde.
  • Der er brug for flere tydelige incitamenter, fx fokus på indlejret CO2 og klimaaftryk som del af offentlige byggeprojekter.
  • Videreformidling af best practice, fx ved at indgå dialog på tværs af miljø- og teknikforvaltninger.
  • Genbrug af byggematerialer, fx ved at at sikre opstilling af materialebanker og genbrugsstationer som mellemstation for byggerier.

Til bygherrer:

  • Genbrug og transformation af materialer og bygninger kan blive en stadig større nødvendighed og dermed også en vigtig konkurrenceparameter.
  • Transformation og renovering kalder på nye måder at tænke byggeproces på.
  • Der er ofte er meget klare gevinster både i forhold til klimaaftryk, økonomi, sundhed og arkitektonisk udtryk.
  • Vi skal lære af hinanden.
  • Tag højde for det uforudsete.
  • Nedrivning og nybyg skal være sidste udvej.
  • Transformation skal ske med omtanke.

De otte cases er: 

  1. Anstalt -> Socialpsykiatrisk bosted
  2. Industri -> Hotel
  3. Loftsrum -> Svanemærkede taglejligheder
  4. Industri -> Kulturhus
  5. Kloster -> Seniorbofællesskab
  6. Lade -> Tegnestue og bolig
  7. Bolig -> Bolig med sommerhaver
  8. Postcentral -> Erhvervslejemål

Rådet for Grøn Omstilling har fået støtte fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Rambøll har udarbejdet analyser af totaløkonomi og klimabelastning for de otte cases. Rådet for Grøn Omstilling har interviewet bygherrer og arkitekter for at få erfaringer og anbefalinger, der er vigtige at have med, når man renoverer.

Se rapport og baggrundsrapport
Rådet for Grøn Omstilling, 2022, Transformation af bygningsmassen

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.