Nyhed: Skal tekstilerne være EU’s nye fokusfraktion?

Spørgsmålet blev stillet af Karolina D’Cunha, team-leader fra Waste Management and Recycling enheden under DG Environment i Europa-Kommissionen. Hun har bl.a. siddet med i spidsen for revisionen af de europæiske affaldsdirektiver og de europæiske plastinitiativer og spørger altså nu, hvor vidt tekstiler skal være den næste fraktion i fokus samt, hvad man i så fald skal fokusere på fra EU’s side, hvis de tekstile materialekredsløb skal lukkes.

Til at svare på spørgsmålet sad repræsentanter fra Ellen MacArthur Fondens circular fasion initiativ; European Spinning Group, der producerer tekstiler af både virgine og genanvendte materialer; HNST jeans, der designer og producerer jeans til lukkede kredsløb samt TexAid, der indsamler, sorterer og genanvender brugte tekstiler.

Hvordan er det nu lige med økonomien?
Et af argumenterne for, at EU bør sætte øget fokus på tekstilområdet var bl.a., at der, ifølge Ellen MacArthur Fondens initiativ fra 2017 ”Den nye tekstiløkonomi” bliver deponeret eller forbrændt én lastbilfuld brugte tekstiler, hvert eneste sekund og at vi derfor står med et ressourcetab, der er til at få øje på. Et ressourcetab, som ifølge Fonden, med de rette rammer og teknologier, bør kunne omsættes til en klækkelig økonomisk gevinst.

I forhold til teknologierne blev det diskuteret, at der fortsat er udfordringer med at genanvende de store mængder af post-forbruger tekstil men også, at man over hele verden arbejder hårdt på at finde de gode løsninger. På nuværende tidspunkt findes der bl.a. effektive teknologier for genanvendelse af produktionsaffald, ligesom der lige nu bl.a. arbejdes på en løsning, der kan skille bomulds- og polyesterfibre ad for herefter at genanvende de to materialer hver for sig. Sidstnævnte teknologi, som er udviklet af Hennes og Maurits Fonden i samarbejde med et universitet i Hong Kong, forventes at blive skalérbar inden for en overskuelig årrække, hvilket panelet også understregede bliver højst nødvendigt, så snart EU’s krav om separat indsamling af brugte tekstiler og tekstilaffald forventes at få de indsamlede mængder til at eksplodere.

Og netop EU’s indsamlingskrav fik især TexAids repræsentant til at plædere for, at man også snarest muligt skal tage fat på en fælles europæisk diskussion af, hvem der skal bære ansvaret og dermed også, hvad der på nuværende tidspunkt stadig er omkostningerne, for indsamlingen og håndteringen af de brugte tekstiler. Det er nemlig stadig kun den genbrugelige del af indsamlingen, som finansierer hele indsamlingen og den efterfølgende behandling og idet det kommende indsamlingskrav forventes at få særligt de genanvendelige mængder til at stige betydeligt, forventes det ikke, at der kommer positiv økonomi i de store mængder lige foreløbig. Man bør derfor ikke sætte sin lid til, at de nuværende indsamlere, som primært indsamler de genbrugsegnede tekstiler, vil tage fat på indsamlingen af de genanvendelsesegnede tekstiler, med mindre der følger en økonomisk kompensation med opgaven.

Er et udvidet producentansvar vejen frem?
I forbindelse med diskussionerne om økonomien spurgte den højt ansete professor og økonom fra London, Paul Ekins, der sad blandt publikum, og som netop er startet på et forskningsprojekt omkring mulighederne for et udvidet producentansvarssystem for tekstiler, yderligere til de økonomiske incitamenter i sektoren. Mere specifikt ønskede han at blive klogere på, hvordan det egentlig ser ud med økonomien inden for sektoren. For hvordan kan det være, at det stadig kan betale sig, at man på globalt plan kan miste tekstilressourcer i dén størrelsesorden, som Ellen MacArthur fonden illustrerer? Panelet kunne enstemmigt pointere, at tekstilområdet, ligesom så mange andre af de såkaldte ”hurtige forbrugsgoder”, er domineret af en sektor, der i mange henseender har spundet sig ind i et net af hurtigt forbrug og manglende fokus på kvalitet og holdbarhed. Producenterne har således arbejdet for ”mere og billigere” ved at eksternalisere både sociale og miljømæssige omkostninger ved produktionen, uden at blive stillet til ansvar for konsekvenserne. Debattørerne anså derfor også et egentligt producentansvar som en mulighed for at skabe mere balance i værdikæden. I Frankrig har man allerede gjort det, men debattørerne var også enige om, at det skal designes rigtigt, hvis ikke det bare skal ende som en slags afgift på produktionen uden at skabe de rette incitamenter til forandringer. Med en sektor, der stadig leder efter billigere og lettere materialer er vi nødt til at skabe nogle incitamenter, som kan ændre produktion og forbrug radikalt, lød det fra én af debattørerne.

I forhold til en eventuel rent praktisk gennemførelse af et udvidet producentansvar, hvor producenterne reelt skal stå til ansvar for deres egne produkter, kunne repræsentanten fra HNST påpege, at man faktisk allerede nu har de tekniske løsninger til at mærke og herefter automatisk sortere tekstilerne iht. eksempelvis producent. Med dette in mente vil det blot handle om politisk vilje i forhold til at stille producenterne til ansvar for deres produkter – både i løbet af produktets livscyklus såvel som efter endt levetid. 

Forebyggelsen er nummer ét
Panelet var ydermere enige om, at forebyggelse, herunder et reelt opgør med fast-fashion kulturen, skal stå højest på listen over indsatsområder, når man tager fat på tekstilerne, men erkender også, at det kan være rigtig svært at ændre kulturer og vaner, som dikterer hurtig udskiftning i garderoberne. Blandt publikum blev det bl.a. også påpeget, at man stadig ved alt for lidt om, hvor store de usolgte mængder er, men at sidste års afsløringer af bl.a. Burberry og H&M’s afbrænding af usolgte kollektioner bør skabe stof til eftertanke i en branche der løber hurtigere end den selv kan følge med. Panelet anbefalede også, at man fremover fokuserer på, hvordan vi gør det attraktivt at arbejde med levetidsforlængelse af både fibre og produkter. En mulighed kan være, at vi flytter fokus fra modebranchen og i stedet fokuserer på at skabe konkrete løsninger inden for tekstiler fra erhverv og offentlige institutioner. Løsninger, som herefter kan skaleres op til modebranchen, hvor de store mængder er. 

Store forventninger til de kommende år
I forhold til genanvendelsen var panelet enige om, at der skal skabes et lige marked for virgine og genanvendte fibre, hvilket eksempelvis kan gøres med en skat på de virgine ressourcer eller en momsfritagelse på produkter, der indeholder en vis andel genanvendt materiale. Panelet var enige om, at vi ikke bør konstruere egentlige forbud mod visse materialetyper, som eksempelvis ikke på nuværende tidspunkt kan genanvendes, men at man i stedet skal blive bedre til at arbejde sammen om de gode løsninger på tværs af værdikæderne.

D’Cunha endte med at konkludere, at det ser ud til, at der er masser at gøre inden for tekstilområdet og at man måske med en tilgang i stil med dén som man har haft til plastområdet, med en fælles europæisk indsats vil kunne flytte nogle af de store mængder, som unægtelig vil strømme ind efter 2025. Kommissionen kigger allerede nu på, om der skal sættes specifikke mål for genbrug og genanvendelse af tekstilfraktionen og de kommende år vil vise, om netop denne fraktion vil få samme fokus som vi har set det inden for plastområdet.