Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Politisk aftale om CO2-fangst i forsyningssektoren

08. februar 2024
Politisk aftale om CO2-fangst i forsyningssektoren
Der er indgået en bred folketingspolitisk aftale om de langsigtede rammer for CO2-fangst i forsyningssektoren, herunder kommunalt ejede (kraft)varmeværker.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har offentliggjort en ny folketingspolitisk aftale af 7. februar om de langsigtede rammer for CO2-fangst i forsyningssektoren. Regeringens udspil til en aftale blev omtalt af klimaministeren den 17. januar.

Formålet med aftalen er at skabe klarhed om rammevilkårene for forsyningssektoren inden det første udbud af CCS-puljen ventes at blive offentliggjort i 2024 (red.: juni 2024 ifølge aftale af 20. september 2023 om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark).

Det fremgår af aftaleteksten af 7. februar, at "den implementerende lovgivning træder i kraft, inden bydere afgiver endelige bud på de næste CCS-udbud, der åbner i 2024 og 2025".

Nogle af punkterne i den nye aftale af 7. februar

Både kommuner og private skal kunne organisere CO2- fangstvirksomhed i et særskilt CO2-fangstselskab eller lade CO2-fangstvirksomheden indgå i samme selskab som kraftvarme-, varmeproduktions- eller elproduktionsvirksomheden.

Aftaleparterne noterer sig, at kommunerne med aftalen får en øget mulighed for at påtage sig risici forbundet med CO2-fangst på kommunalt ejede (kraft)varmeanlæg. Det bemærkes, at det er muligt for kommunerne at indgå i partnerskaber om CO2-fangstprojekter med private selskaber, hvorved risiko kan mindskes.

Kommunen må som udgangspunkt kun bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig. Beslutninger om at påtage sig risici vil blive omfattet af delegationsforbud, således at kun kommunalbestyrelsen kan beslutte at bære risici uanset den valgte organisationsform.

Varme fra CO2-fangstanlæg i forsyningssektoren skal betragtes som og indtægter reguleres som overskudsvarme.

CO2-fangst skal ske selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenettet.

Hvis CO2-fangst sker i samme selskab som (kraft)varmeproduktion, skal der laves særskilte regnskaber for varmeproduktion og øvrige aktiviteter, herunder CO2-fangst.

Anlæg, der på baggrund af CO2-fangst og -lagring sparer omkostninger til CO2-kvoter og -afgifter, gives mulighed for fortsat at opkræve værdien af de sparede afgifter og kvoter i varmepriserne med henblik på at finansiere CO2-fangst.

Kommuner og kommunale anlæg får hjemmel til salg af klimakreditter og salg af CO2 til anvendelse til finansiering af CO2-fangstanlæg som i industrisektoren.

 

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.