Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: PFAS i byggeaffald

14. februar 2024
PFAS i byggeaffald
Generelt viser resultaterne, at der er PFAS i maling og at der kan være PFAS i forskellige typer af gulve og gulvtæpper

Niras har gennemført en undersøgelse af omfanget af PFAS i byggeaffald fra nedrivninger og renoveringer i Danmark for Miljøstyrelsen.

Undersøgelsen finder, at maling generelt viser markante PFAS koncentrationer på tværs af alle byggeår. Linoleum, vinyl, gulvtæpper og parketgulve viser moderate PFAS koncentrationer, men det varierer afhængig af byggeår. Væg- og gulvfliser, tegl ubehandlet udvendigt, beton ubehandlet udvendigt og fuger indeholder ikke nævneværdige koncentrationer af PFAS.

I undersøgelsen er 31 bygninger i Øst- og Vestdanmark prøvetaget. Bygningerne kategoriseres i undersøgelsen som: boliger, institutioner, erhvervsproduktion og øvrigt erhverv. Bygningerne er opført i tre tidsperioder: Før 1950, 1950-1977 og 1977-2000. Bygningstyperne inkluderer ikke tung industri og industri med fremstilling af produkter med PFAS. 

Der er i undersøgelsen udtaget prøver af maling på fem typer af overflader, fem typer gulvbelægninger, gulv- og vægfliser, fuger, udvendigt ubehandlet beton og udvendigt ubehandlet tegl. Derudover er der suppleret med et mindre prøveantal af fem bygningsdele, som indgår i bygningstypen kaldet ”Andet”.

Der er i alt udtaget 350 prøver, som er analyseret for 32 PFAS-forbindelser. Foruden de 22 PFAS-forbindelser der normalt undersøges i Danmark, er der valgt yderligere 10 bl.a. på baggrund af kortlægninger af brancher, der anvender PFAS.

POP-forordningen indeholder grænseværdier for PFAS i affald, der er noget højere med hhv. 1, 40 og 50 mg/kg TS. Undersøgelsen referer derfor kun til jordkvalitetskriteriet.

Der er ingen specifikke grænseværdier for PFAS i byggeaffald. Miljøstyrelsen har sat tre sæt grænseværdier for PFAS i jord, drikkevand, grundvand, overfladevand og slam: For Sum af 4 (specifikke forbindelser af) PFAS er det vejledende jordkvalitetskriterium på 0,01 mg/kg TS, for Sum af 22 PFAS er det vejledende jordkvalitetskriterium på 0,4 mg/kg TS. Desuden undersøges Sum af 12 PFAS, hvor jordkvalitetskriteriet tidligere var 0,4 mg/kg TS.

Af de 350 prøver, var 12 over grænseværdien for Sum af 22 PFAS og 68 over grænseværdien for Sum af 4 PFAS.

Detektionsgrænsen er den mindste koncentration, der kan måles af et stof. Rapporten konkluderer, at der ud af 350 analyserede prøver, konstateres PFAS koncentrationer over detektionsgrænsen for 32 PFAS-forbindelser i 217 tilfælde, over detektionsgrænsen for 22 PFAS-forbindelser i 203 tilfælde og over detektionsgrænsen for 4 PFAS-forbindelser i 200 tilfælde.

Kvalitetskriterierne for jord er baseret på risiko for human kontakt med jord, særligt indtagelse af jord. Kriterierne for jord er ikke baseret på risiko for udvaskning til grundvand og overfladevand. Ved håndtering og genanvendelse af bygningsaffald kan udvaskning af PFAS-forbindelser til overfladevand, grundvand mv. udgøre et miljøproblem.

Prøvetagningen, analysemetode og detektionsgrænsen for analyserne er beskrevet udførligt i rapporten. 

Læs mere
Miljøstyrelsen, 9. feb. 2024, Undersøgelse af PFAS i byggeaffald
Miljøstyrelsen, 8. jan. 2024, PFAS and fluorine-free alternatives in lubricants and construction products  
Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer, Branchebeskrivelser
Miljøstyrelsen, Erhverv, PFAS, grænseværdier opdateret 15. dec 2023
Dakofa, 14. april 2023, Høring: Forslag om forbud mod anvendelse af PFAS i EU

Læs mere i vidensbanken

Bygge- og anlægsaffald
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.