Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Ny viden om genbrugskøb

10. april 2024
Ny viden om genbrugskøb
En ny undersøgelse fra den svenske forskningsenhed IVL undersøger forbrugernes drivkræfter, udfordringer og vaner i forhold til genbrugskøb af en række udvalgte produktgrupper.

Den nye undersøgelse tager udgangspunkt i en erkendelse af, at en helt central del af den bæredygtige omstilling vil være en reduktion i vores forbrug af nye varer og langsommere cirkulation af de produkter, som vi køber, hvilket bl.a. vil kunne fremmes gennem øget genbrug. For at styrke genbrug er der ifølge forfatterne i høj grad brug for inddragelse af en bred vifte af aktører, der kan bygge bro mellem nyindkøb, brugtmarkedet samt affaldssystemerne og som kan sikre en høj tilgængelighed af brugte varer samt gode og effektive logistik- og transportløsninger.

Den nye undersøgelse sætter i den forbindelse fokus på forbrugernes rolle og deres ønsker, vaner og holdninger til genbrug. Undersøgelsen er baseret på både spørgeskema og interview og har forsøgt at dække forskellige segmenter i forhold til bl.a. geografi, alder og køn. Et vigtigt element var også hvilke såkaldte ”arenaer” man identificerede respondenterne på, hvilket i denne undersøgelse omfattede affaldsarenaen (genbrugspladser med genbrugsområde), genbrugsarenaen (genbrugsbutikker) og ny-købsarenaen (butikker med nye varer eller med både nye og brugte varer).

Resultater
Undersøgelsen tog udgangspunkt i følgende fem forskellige forskningsspørgsmål, der fremhævede en række interessante pointer:

- Hvad er de generelle drivkræfter og forhindringer forbundet med genbrugskøb?
Her viste det sig, at de, der blev identificeret på affalds- og genbrugsarenaen, særligt fokuserede på miljø, skarpt forfulgt af pris samt muligheden for at finde unikke produkter, mens de, der blev identificeret på nykøbsarenaen havde pris som primære argument for at købe brugt, skarpt forfulgt af miljøargumentet. Generelle barrierer for at købe mere brugt var pris, udbud og tilgængelighed.

- Hvilke forskelle er der mellem forskellige segmenter (med fokus på alder og køn) i forhold til vaner for genbrugskøb af udvalgte produktgrupper (småt elektronik, tøj og sko samt møbler og indretning)?
Her fremhæver undersøgelsen bl.a., at mænd og kvinder genbrugskøber alle tre undersøgte produktgrupper lige ofte, men med en svag tendens til at kvinder køber genbrug lidt oftere end mænd.

- Hvilke forbrugsvaner af hhv. nye og brugte produkter findes der inden for disse udvalgte produktgrupper?
Her viste det sig, at respondenterne generelt genbrugskøber mere tøj og sko frem for møbler og indretningseffekter samt småt elektronik. De som køber tøj og sko eller møbler og indretningseffekter flere gange om måneden køber det oftere brugt end nyt. Undersøgelsen viste også, at respondenterne helst køber de brugte effekter i en fysisk butik eller på et loppemarked.

- Hvilken opfattet økonomisk, praktisk og æstetisk/emotionel værdi knytter respondenten til et specifikt køb af et brugt produkt?
Her viste studiet, at det ser ud til, at respondenter, der som vælger at betale for et produkt, ser en højere praktisk, æstetisk og emotionel værdi af produktet set i forhold til dem, der kan erhverve produktet gratis (eksempelvis i et byttehjørne).

- I hvor høj grad erstatter et specifikt køb af en brugt vare købet af en tilsvarende ny vare (den såkaldte erstatningsgrad)?
Her var der betydelig variation mellem de to undersøgelsesmetoder (spørgeskema og interview), idet respondenterne fra spørgeskemaerne i højere grad gav udtryk for, at et brugtkøb erstattede et nykøb set i forhold til respondenterne fra interviewene. Det er ifølge forfatterne uklart hvorfor denne forskel er opstået og de efterspørger derfor yderligere undersøgelser af netop dette spørgsmål. Forfatterne til rapporten understreger imidlertid, at et brugtkøb kun er mere bæredygtigt, hvis det ikke blot erstatter et nykøb, men samtidig heller ikke øger det samlede forbrug (pga. rebound effekten).

Brug for flere undersøgelser
Det understreges, at undersøgelsen ikke er repræsentativ for hele den svenske befolkning, men at den kan give interessante indikationer for, hvad der bør undersøges nærmere, herunder køb og salg privatpersoner imellem, købsvaner og -prioriteter for personer, der ikke på nuværende tidspunkt efterspørger brugte varer samt også en endnu dybere forståelse for, hvornår et brugt køb kan erstatte et nyt.

Læs mere
Du kan læse mere i rapporten ”Konsumenters drivkrafter, hinder och vanor kopplat till begagnatköp” som du finder her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.