Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Mode- og tekstilbranchen skal genstartes i en bæredygtig retning

16. september 2020
Mode- og tekstilbranchen skal genstartes i en bæredygtig retning
Det er en af anbefalingerne fra de 8 genstartteams, som regeringen nedsatte i august. Anbefalingerne til tiltag, der kan understøtte dansk eksporterhverv gennem corona-krisen, blev afleveret i går.

Genstartsteamet for mode og tekstil vurderer, at det er tid til at:

  • Genstarte nye, grønne og bæredygtige veje frem for dansk mode og tekstil
  • Skabe et solidt fundament for et af Danmarks største eksporterhverv
  • Blive en grøn styrkeposition for Danmark
  • Bygge videre på nye tiltag til digitale salgskanaler
  • Gøre det muligt for særligt SMV’erne at omstille sig til den ny virkelighed

Branchen eksporterede i 2018 for 35 mia. kr., hvilket er den fjerdestørste varegruppe i den danske vareeksport. I alt henter branchen 2/3 af omsætningen på eksportmarkederne.

Hvordan tackles udfordringerne med en bæredygtig omstilling af branchen?
Genstartsteamet anbefaler blandt andet, at der etableres en Taskforce for bæredygtig mode og tekstil, som skal kickstarte arbejdet for en bæredygtig omstilling og øget eksport af bæredygtig dansk mode og tekstil. Taskforcen skal bl.a. fremme små- og mellemstore mode- og tekstilvirksomheders konkurrenceevne til bæredygtige omstillingsstrategier på tværs af virksomheden, fx justering af produktportefølje-, salgsstrategier-, certificeringer-, samt markedsføring. Taskforcen kickstarter også centrale initiativer anbefalet af Klimapartnerskabet for Handel om at nedsætte et Partnerskab for Bæredygtigt Tøj og Tekstiler.

Det anbefales, at der afsættes midler til forskning og udvikling inden for cirkulær økonomi og teknologier, der nedbringer tekstilspild og øger genanvendelse af tøj og tekstiler bl.a. med inspiration fra Sverige. Der peges på at forskningsindsatsen kan varetages i regi af den nationale klynge for de kreative erhverv, Lifestyle and Design Cluster, i tæt samarbejde med forskningsinstitutioner på tværs af vidensfelter herunder teknologi, design, business, humaniora samt relevante parter fra erhvervslivet. Dette vil sikre, at Danmark i fremtiden vil stå stærkt i den globale konkurrence om eksport af viden inden for mode- og tekstilområdet.

Frederikke Schmidt fra Roccamore, der har været formand for genstartsteams for mode og tekstil, udtaler følgende i forbindelse med offentliggørelsen:

”Mode- og tekstilbranchen er et af Danmarks største eksporterhverv, men det er også en branche, som står over for store klima- og miljømæssige udfordringer. Det er kun blevet mere tydeligt med COVID-19 krisen. Der er derfor brug for at genstarte mode- og tekstilbranchen i en bæredygtig retning og nytænke branchens traditionelle forretningsmodeller, så vi kan komme stærkere ud på den anden side af krisen. Dansk mode og tekstil skal være kendt og anerkendt verden over for kvalitet og bæredygtighed. Og det kræver, at vi får hele branchen med, ikke mindst alle de mange små og mellemstore danske mode- og tekstilvirksomheder. Vores anbefalinger er et vigtigt første skridt til at kickstarte en grøn genstart af eksporten.” 

Baggrundsmateriale:

Du kan læse alle anbefalingerne her på Erhvervsministeriets hjemmeside

 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.