Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Mejerierne havde ¼ mio. ton affald i 2022 kategoriseret som madaffald

02. april 2024
Mejerierne havde ¼ mio. ton affald i 2022 kategoriseret som madaffald
Den danske forarbejdnings- og fremstillingssektor havde 0,4 mio. ton madaffald i 2022 – 38 % af dette var fra mejerier. Den primære produktion skaber især madaffald fra dyrkning af sukkerroer og kartofler og fra avl af malkekvæg.

Vi skal ikke græde over spildt mælk, men hvad så, når mejerisektoren producerer 262.000 ton madaffald årligt? Det viser en ny rapport fra Miljøstyrelsen, som har kortlagt madaffaldet i den primære produktion og forarbejdnings-/fremstillingssektoren med data fra 2022. Opgørelse af madaffald fra disse sektorer følger af krav af EU (se evt. her). 

Den samlede mængde af madaffald fra primære produktion og forarbejdnings-/fremstillingssektoren udgjorde ca. 810.000 ton i alt i 2022. Det er en stigning 224.000 tons i forhold til en opgørelse fra 2018.  Stigningen på næste 40 % i mængden af madaffald skyldes blandt andet:

  • En ændret behandling af affaldet, idet mindre affald går til dyrefoder (ingen minkfarme), og mere til biogas, som dermed betragtes som madaffald.
  • Der er kommet bedre data fra de større aktører, og dermed mere valide informationer i forhold til hvad der betragtes som madaffald.
  • En større omsætning (produktion) af flere produkter, som betyder en stigning i mængden af madaffald grundet en generel stigning i produktmængden.

De største specifikke kilder til madaffald nævnt i rapporten er:

  • Mejerier          261.000 ton
  • Drikkevarer     79.000 ton
  • Slagterier        52.000 ton
  • Bagerier mv    48.000 ton
  • Sukkerroer      34.000 ton
  • Kartofler         32.000 ton

Rapporten omtaler vanskeligheder med at indhente data og tager visse forbehold mht. kvaliteten af data. Der står bl.a. (side 9):

  • For fremstillings- og forarbejdningssektoren er de fastlagte nøgletal for madaffald beregnet på baggrund af gennemførte interviews med større og mindre aktører samt ved udsendelse af ca. 80 spørgeskemaer til virksomheder i gruppen ”anden fødevareindustri” (for 2018 var dette tal ca. 30). Dette har ikke medført en væsentlig større tilbagemelding med data end for året 2018.
  • Som supplement til interviews og spørgeskemaer i denne sektor har der været rettet henvendelse til virksomheder, der har valgt at være en del af Fødevareministeriets projekt vedrørende madspild (One-Third projektet). Som en del af dette projekt fremsender virksomhederne frivilligt data vedrørende madaffald og madspild med henblik på at undersøge, om de har opnået en årlig reduktion af mængderne. Virksomhedernes data har været efterspurgt i nærværende projekt, for at kunne øge datagrundlaget for indberetningen til EU. Kun ganske få har vendt tilbage, blandt andet grundet i at de ikke ønsker at bruge tid på den samme indberetning to gange.
  • Samlet set vurderes datakvaliteten at være god og valid for nogle underbrancher, mens den er relativ spinkel og usikker for andre (se tabeller i afsnit 9 om datakvalitet).

Projektet er udført for Miljøstyrelsen af COWI.

Find rapporten ”Kortlægning af madaffald i primærproduktionen samt forarbejdnings- og fremstillingssektoren” Miljøprojekt 2263 marts 2024, her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.