Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Indsamling af madaffald med haveaffald kan være en relevant løsning

11. januar 2016
Frederiksberg Kommune har i en forsøgsordning indsamlet madaffald sammen med haveaffald i den beholder, som bruges til haveaffald. I alt 2.300 haveboliger har været omfattet af ordningen og har ud over madaffald også sorteret de større grene fra haveaffaldet og lagt dem i enten i restaffaldsbeholderen eller i bundter ved siden af. Ordningen blev sat i gang i februar 2015.

I forbindelse med forsøget blev der delt en køkkenspand, bioposer samt informationsmateriale ud. Herudover blev tømning af beholderen øget fra 9 gange årligt til hver 14 dag om sommeren og 1 gang om måneden om vinteren – dvs. i alt 18 tømninger om året.

Der blev i forsøgsperioden indsamlet, hvad der svarer til 712 ton bioaffald pr år. Madaffaldet udgør 162 ton, hvilket er mindre end forventet (220 ton pr år). Over 90% af madaffaldet er blevet sorteret korrekt.

Den indsamlede blanding af madaffald og haveaffald var planlagt til at affaldet skulle forbehandles til pulp og efterfølgende bioforgasning.

Frederiksberg Kommune har nu publiceret en evalueringsrapport af forsøgsordningen. Rapporten konkluderer, at indsamling af madaffald sammen med haveaffald kan være en relevant løsning for boliger, som i forvejen har en beholder til haveaffald. Ordningen vil dog ikke umiddelbart egne sig til etageboliger uden en haveaffaldsordning. Rapporten peger endvidere på, at det ikke er klart, hvordan madaffaldet kan medregnes i ressourcestrategiens genanvendelsesprocent, når det er blandet med haveaffald. Dette skyldes, at haveaffald som fraktion ikke indgår i beregningsmetoden.

De væsentligste erfaringer, som er gjort i forbindelse med forsøget er:

- Madaffaldet er sorteret i høj kvalitet, hvilket vurderes til at være på grund af bioposerne og indsamling i haveaffaldsbeholderen, hvor borgerne i forvejen er vant til skal bruges til organisk affald.

- Borgerne har generelt været positive og deltaget aktivt i sorteringen. Kun få har oplevet gener i form af lugt i sommerperioden.

- Ordningen vurderes til, at give en øget genanvendelse af næringsstofferne i madaffaldet, særligt fosfor. På de andre miljø- og energiparametre som f.eks. drivhuseffekt, forsuring m.v. vurderes ordningen til at være på niveau med den tidligere løsning, hvor madaffaldet sammen med restaffald blev brændt.

- Der har været flere grene, sten og mere jord i beholderne end forventet, hvilket medførte at den blandede madaffald og haveaffaldsfraktion ikke egnede sig til forbehandling til biopulp, som først planlagt. Derfor blev affaldet behandlet på Biovækst-anlægget i Holbæk, som kombinerer biogas og kompostering.

- Biovækst-anlægget har ikke så høj en energieffektivitet, som et biogasfællesanlæg, men på trods af dette vurderes ordningen samlet set som lige så god for miljøet som kildesortering af madaffaldet i en særskilt ordning. Årsagen er, at haveaffaldet også energiudnyttes, hvor den grønne del udnyttes til biogas og grene til forbrænding.

- Økonomisk er ordningen dyrere pr husstand end den tidligere løsning, hvilket skyldes udgiften til bioposer på 40-50 kr. pr. husstand samt 9 ekstra tømninger. Der har ikke været ekstra udgifter til beholdere eller indsamling ud over de ekstra tømninger og omkostningen ved uddeling af køkkenspande er ikke beregnet. Poserne uddeles af skraldemanden.

- I forsøgsperioden har der dog været ekstraordinære udgifter til behandling af affaldet, transport og omlastning, hvilket har betydet en samlet øget udgift på godt 190 kr./år/deltagende husstand. Ved en permanent ordning forventes det, at behandlingsprisen vil falde. Hvis ordningen skal være omkostningsneutral skal prisen på behandling, transport og omlastning reduceres væsentligt.

Se Frederiksberg Kommunes Evalueringsrapport samt bilag her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.