Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Hvorfor er pap ikke altid pap?

21. april 2016
Hvorfor er pap ikke altid pap?
DAKOFA’s netværk for affaldskommunikation har i forbindelse med en revitalisering af netværket afholdt årets første regionale møde i Vejle den 19. april 2016. Revitaliseringen går ud på, at der etableres to regionale og mindre netværk i hhv. Jylland og på Sjælland, hvor der er fokus på god tid til erfaringsudveksling og videnspredning.

Temaet var ”affaldssorteringsvejledninger”. Frederiksberg kommune havde indsamlet eksempler på sorteringsvejledninger, som blev gennemgået og som var udgangspunkt for en livlig diskussion blandt deltagerne.

Særligt brugen af ”Ja Tak til…. og Nej Tak….” budskaber i vejledningerne var på dagsordenen, hvor bl.a. ”Nej Tak til ….” blev foreslået erstattet af en handlingsanvisning for, hvad man skal gøre med det affald, som ikke må komme i affaldsbeholderen f.eks. pizzabakken. Et alternativ til sorteringsvejledninger kunne være en situationsguide, hvor udgangspunktet bliver taget i ”hvad skal du gøre med dit affald i forskellige situationer”. Der mangler generel viden om, hvad folk læser og målinger eller observationer. Det blev drøftet om, der kunne hentes viden fra adfærdsstudier, som bruges til f.eks. reklamer.

Forskellige distributionskanaler blev ligeledes drøftet, men også her mangler der viden og erfaringstal. Sociale medier, som Facebook, er et godt medie at bruge, fordi folk hjælper hinanden, men det kræver sagsbehandling. E-boks kan også fungere, men her skal man være opmærksom på, at nogle er fritaget for e-boks og link’s måske ikke virker. Direkte dialog og doorstepping virker til gengæld godt. Silkeborg kommune har gode erfaringer med vejbesøg.

Endvidere blev sammenhængen mellem det, der kommunikeres og den konkrete affaldsindsamling (driften) samt overensstemmelse mellem affaldssystemet i køkkenet og udenfor vendt. Ofte passer tingene ikke sammen og borgernes oplevelser stemmer ikke med det, der kommunikeres f.eks. "vi vil rigtig gerne have dine sorterede affaldsressourcer, men beholderen er altid overfyldt". Dermed sendes modstridende signaler. En anden problemstilling, som er svær at kommunikere er, at plastik ikke altid er plastik og pap ikke altid er pap. Typisk må pizzabakken ikke smides i papcontaineren, men for borgeren er pizzabakken jo pap!

Se mere under kommunikations netværkets side her og klik på mødet til højre

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.