Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Hvad vil EU med den cirkulære økonomi?

10. november 2016
Hvad vil EU med den cirkulære økonomi?
På den igangværende konference: "3rd European Resources Forum" i Berlin fik vi indblik i EU's aktuelle fokuspunkter i forhold til cirkulær økonomi-dagsordenen.

Werner Bormanns fra DG Environment kunne således berette, at følgende tre begreber er centrale for Kommissionens aktuelle arbejde indenfor det grønne område: Ressourceeffektivitet, grøn vækst og cirkulær økonomi. Det er opfattelsen, at cirkulær økonomi vil være med til at sikre, at EU vil komme i mål med visionerne på klimaområdet, genanvendelsesområdet og adskillige sociale og økonomiske målsætninger.

Der er fokus på alle dimensioner af begrebet cirkulær økonomi via indsatser overfor produktion, forbrug, affaldshåndtering samt sekundære råvarer. Tillige er der udpeget de væsentligste fokusområder, som er plast, madspild, kritiske råvarer, bygge-/anlægsaffald samt organisk affald.

Desuden er man fra Kommissionen helt bevidst om, at ECO Design er et yderst centralt element for at forebygge ressourcespild. Waste-to-Energy er ligeledes i søgelyset i forhold til de stoffer og materialer, der eventuelt går tabt, ligesom revidering af EU Ecolabel og EMAS-forordningen støves af i bestræbelserne på at målrette disse til ressourcedagsordenen.

Grønne investeringsplatforme anses for at være afgørende for etableringen af nye, innovative teknologier og serviceydelser ligesom assistance og støtte til beregning og formidling af "Product Environmental Footprints" for produktionsvirksomheder.

Af igangværende opgaver på DG Environment's skriveborde finder vi i følge Bormanns kvalitetsstandarder for sekundære råvarer med henblik på upcycling samt afstøvning af BREF for den industrielle sektor.

I 2017 forventes det, at der vil blive født en decideret plast-strategi. Dette skal ses som konsekvens af flere faktorer. Dels forefindes stadig større mængder plast i naturen og dels er der stort genanvendelsespotentiale. Der vil således blive sat krav til design af holdbare produkter samt klare krav om indsamling, sortering og genanvendelse af ALT plast. Kommissionen er her bevidst om, at det kræver udvikling af markedet for brug af de sekundære plastmængder, så det er ligeledes på EU's to-do list.

Såfremt Bormanns slides fra dagens oplæg bliver lagt på arrangørernes hjemmeside, vil vi linke disse til denne nyhed.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.