Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Hollænderne vil introducere producentansvar på tekstiler

01. juni 2021
Hollænderne vil introducere producentansvar på tekstiler
For at sikre øget genbrug, mindre affald og mindre forurening skal hollænderne introducere producentansvar på tekstiler fra og med 2023.

Meldingen kommer fra det hollandske ministerie for miljø og infrastruktur, der i et brev til parlamentet annoncerer planen om at introducere et udvidet producentansvar på tekstiler fra og med 2023. Meldingen kommer med udgangspunkt i et ønske om at producenterne skal betale regningen for både indsamlingen og behandlingen af tekstilerne, med henblik på at skabe et incitament for produktion af tekstiler i en bedre kvalitet. Ordningen skal gælde for alle producenter, der markedsfører tekstiler på det hollandske marked og skal omfatte tekstiler fra både husholdninger og erhverv og udmeldingen er baseret på de seneste års samarbejde med især den hollandske industri.

I løbet af det kommende år skal ministeriet i samarbejde med markedets aktører udarbejde en mere detaljeret plan for, hvordan ordningen skal udformes, herunder bl.a. hvordan indsamlingen skal organiseres, hvordan finansieringsordningen skal skrues sammen samt, hvor vidt små virksomheder skal undtages.

En del af en større plan
Som du også kan læse mere om i denne nyhed satte den hollandske regering allerede sidste år et ambitiøst mål om, at man allerede i 2025 vil genanvende minimum 30% af de ikke-genbrugelige mængder tekstil samt øge andelen af genanvendte materialer i ny produktion. I 2030 vil man være halvvejs mod fuld cirkularitet for tekstilerne, hvilket bl.a. betyder, at minimum 50% af alle de tekstiler, der sælges i Holland, indeholder mindst 30% genanvendte materialer samt at 50% af de råmaterialer og produkter, der bliver solgt i Holland, i de tilfælde, hvor direkte genbrug ikke længere er muligt, bliver genanvendt efter de er indsamlet.

Senere på året annoncerede hollænderne også en såkaldt Green Deal for Circular Denim under navnet ”Denim Deal”, der forpligter hollandske denimproducenter til bl.a., så hurtigt som muligt, at introducere minimum 5% genanvendte fibre i alle denimprodukter med henblik på at skabe en øget efterspørgsel efter de genanvendte fibre. Visse navngivne producenter forpligtede sig til at gå helt op til 20% inden aftalens udløb i slutningen af 2023.

Læs mere
denne side kan du læse brevet til det hollandske Parlament (på hollandsk) og på denne side kan du finde en række baggrundsdokumenter, herunder bl.a. et dokument med overvejelser omkring organiseringen af producentansvaret (på hollandsk), en rapport over fremdriften for hollændernes 2020 plan for tekstiler (på hollandsk) samt en systemanalyse af tekstiler i Holland (på engelsk).

Du kan også læse mere om den hollandske Denim Deal (på engelsk) her. 

Læs mere i vidensbanken

Tekstiler
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.