Nyhed: Byggeaffald fra husholdningerne i de kommunale regulativer

Regler, rammer og ressourcer
Bygge- og anlægsaffaldet fra husholdningerne består typisk af affald fra mindre renoveringer og nedrivninger, som i de fleste tilfælde afleveres på landets genbrugsstationer. Det vides ikke præcist, hvor stor en del af det affald, der ender på genbrugsstationen, der stammer fra husholdninger, da mindre erhvervsdrivende også ofte har adgang til at benytte genbrugsstationerne. Men det anslås at være en betydelige mængder. 

Store dele af det bygge-og anlægsaffald modtages i dag på genbrugsstationerne som uforurenede materialer. Men i takt med at vores viden om forekomsten af miljøfarlige stoffer i byggeri og anlæg øges og det faktum, at meget af det byggeaffald, som afleveres på genbrugsstationerne, hverken er anmeldt, screenet, kortlagt eller saneret for miljøfremmede stoffer, er der behov for at revurdere og gentænke, hvordan man via de kommunale regulativer og ordninger sikrer, at regler (lovgivningsmæssige krav), rammer (ordningerne) og ressourcer (tid og materiel) passer sammen, således at bygge- og anlægsaffaldet under hensyntagen til miljø og potentiel ressourceværdi.

Den retlige ramme
Bygge- og anlægsaffald, som er frembragt hos en husholdning, vil som udgangspunkt være husholdningsaffald og dermed være omfattet af det kommunale regulativ for husholdningsaffald. Dette udgangspunkt vil normalt også være gældende, hvor en håndværker forestår renovering eller nedrivning for husholdningen, medmindre dette fraviges på aftaleretligt grundlag. Regulativpligten, herunder pligten til at fastsætte bestemmelser om de kommunale ordninger, udspringer af Miljøbeskyttelseslovens §45, stk. 4 og 5, og er udmøntet i affaldsbekendtgørelsens kap. 6 og 7.

Kommunerne er med bestemmelserne indrømmet et hjemmelsgrundlag, der giver en bred adgang til at fastsætte de nødvendige bestemmelser for at etablere ordninger, der lever op til lovens krav og kommunens miljøpolitiske ambition. Reglerne skal fastsættes under hensyntagen til Miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelser, herunder forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund mm., begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre ressourcer, fremme genanvendelse og begrænse problemer i forbindelse med affaldshåndtering samt være i overensstemmelse med affaldshierarkiet i affaldsbekendtgørelsen. Der er derfor mulighed for at fastsætte skrappe og bindende krav til betingelserne for at benytte ordningerne, herunder til affaldets forureningsgrad. Eksempelvis kan kommunalbestyrelsen etablere en ordning for uforurenet bygge- og anlægsaffald, hvor kommunen selv har besluttet, hvilket affald der er omfattet af ordninger, herunder grænseværdierne for, hvornår affaldet er uforurenet.

Det skal gennem regulativets bestemmelser sikres, at bygge- og anlægsaffaldet fra husholdningerne som minimum udsorteres i følgende fraktioner:

• Farligt affald, 
• PCB-holdigt affald, 
• PVC
• Imprægneret træ
• Natursten
• Uglaseret tegl
• Beton
• Blandinger af natursten, uglaseret tegl og beton
• Jern og metal
• Gips
• Stenuld
• Jord
• Asfalt
• Blandinger af beton og asfalt
• Forbrændingsegnet affald
• Deponeringsegnet affald (det kan her være nødvendigt jf. deponeringsbekendtgørelsen at opdele i affald til deponering i mineralsk affald og blandet affald)
• Affald til specialbehandling

Ordningerne skal i lyset af affaldshierarkiet og miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelse indrettes på en måde som sikrer, at sortering og efterfølgende håndtering af bygge- og anlægsaffald ikke forringer mulighederne for eksempelvis genanvendelse uden risiko for forurening af bl.a. jord og grundvand eller risiko for påvirkning af indeklimaet i boliger. Det er en konsekvens heraf, at det for visse fraktioner er nødvendigt at opdele i uforurenet og forurenet affald.

Regulativfastsættelsen skal respektere de grundlæggende forvaltningsretlige spilleregler, dvs. at kravene skal være begrundet i saglige hensyn til især miljø og affaldshierarkiet, men også hensyn som økonomisk effektivitet, effektiv håndtering og lighedsprincippet bør tages i betragtning. 

Reglernes udmøntning i ordninger
De krav, der stilles til sortering af bygge- og anlægsaffaldet skal følges op af ordninger, der modsvarer sorteringskravene, idet der tages hensyn til den efterfølgende håndtering af affaldet. 

Læses og foldes sorteringskravene ud i bogstaveligste forstand, vil det betyde, at der på langt de fleste af landets genbrugsstationer skal stilles flere containere op til at modtage bygge- og anlægsaffald fra husholdninger. En mulig løsning kunne være at etablere særlige genbrugsstationer til at modtage bygge- og anlægsaffald. Begge løsninger vil kræve flere ressourcer både i form af mandetimer og materiel. 

I praksis vil det nok ofte være en udfordring at få rammerne/ordningerne og ressourcerne til at møde den ideelle verden hvad angår sortering og håndtering af bygge- og anlægsaffaldet, og det kan derfor ofte være nødvendigt at tage stilling til, hvordan man kan stille krav i regulativerne, som modsvarer de ordninger og ressourcer, der kan stilles til rådighed i kommunen.

Viden forpligter
Gennem de seneste år har vi opnået betydelig mere viden om miljøfremmede stoffer i bygge- og anlægsaffald, og vi får løbende ny viden om nye stoffer i bygge- og anlægsaffaldet. Det vides f.eks., at maling kan indeholde tungmetaller, og det er i dag almindeligt, at der tages prøver af malingslaget, som analyseres for betydelig flere miljøfremmede stoffer end blot PCB. Tilsvarende ved vi, at fuge- og klæberester kan indeholde f.eks. PCB, bly og asbest. 

Man kan således vælge at bruge den viden til at fastsætte krav om, at der skal udtages prøver til analyse, og resultaterne heraf kan danne grundlag for at fastsætte forureningsniveauet. Dette vil omfatte, at husholdningerne/private gennemfører screening, kortlægning inkl. prøvetagning og analyse af de stoffer, som kommunen mener, der skal undersøges for. Det betyder også, at denne viden skal kunne håndteres i de kommunale ordninger inkl. på genbrugsstationerne. 

En anden mulighed, som blev diskuteret på seminaret, kunne være at klassificere materialerne som forurenede alene ud fra, om der er maling, fuge- og klæberester på materialerne. Med denne tilgang får man udsorteret materialer, der med høj sandsynlighed kan være forurenet. Den resterende fraktion uden maling, fuge- og klæberester vil højest sandsynlig være renere. Denne tilgang vil kræve mindre ressourcer, være forholdsvis enkel at administrere og bringe os et stykke ad vejen mod bedre håndtering af byggeaffaldet i forhold til at begrænse risiko for spredning af miljøfremmede stoffer.

Viden forpligter - men uvidenhed forpligter også – forstået på den måde, at når der er en velkendt risiko for, at byggeaffaldet kan være forurenet – men det ikke er (eller kan) eftervises ved analyse, må der træffes sikkerhedsforanstaltninger i den efterfølgende håndtering for at sikre miljøet. Som et eksempel på ”anvendelse af dette forsigtighedsprincip” kunne Amager Ressource Center fortælle, at de på baggrund af viden om asbest og PCB i fliseklæb samt analyser heraf har besluttet, at containere, der indeholder fliser/klinker med fliseklæb, sendes til nyttiggørelse på en robust lokalitet (i dette tilfælde Langøya i Norge). 

Tilsvarende udarbejdes i regi af Miljøstyrelsen, KL og DAF en praktisk vejledning til genbrugsstationerne, som bl.a. peger på fraktioner af bygge- og anlægsaffaldet, der med høj grad af sikkerhed er uforurenet og derfor kan håndteres derefter til fri genanvendelse. 

Det er således både gennem anvendelse af viden, krav til sortering (og de tilsvarende ordninger) samt ved håndtering af de indsamlede mængder af byggeaffaldet det sikres, at regulativerne opfylder både Miljøbeskyttelseslovens og affaldshierarkiets krav. 

Se oplæg fra seminaret her