Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Bedre rammebetingelser for den cirkulære økonomi efterlyses

15. november 2016
Bedre rammebetingelser for den cirkulære økonomi efterlyses
Med de rette rammebetingelser kan den cirkulære økonomi resultere i økonomiske gevinster i milliard-klassen samt masser af jobs i de små- og mellemstore virksomheder.

Den europæiske Kommission har fået udarbejdet et studie, som identificerer reguleringsmæssige barrierer for den cirkulære økonomi i Europa. Med udgangspunkt i ti case-studier, har man undersøgt, hvordan den cirkulære økonomi potentielt ville kunne udfolde sig, hvis en eller flere af de identificerede barrierer blev fjernet. De ti cases er valgt med udgangspunkt i at dække den cirkulære økonomi bredt således, at der både er fokus på forskellige sektorer samt både forebyggelse, genbrug og genanvendelse. Samtidig har man forsøgt at inkludere hele værdikæden således at man både fokuserer på design for genbrug, genanvendelse og adskillelse, anvendelsen af genanvendte materialer i produktionsprocesser samt, indsamling af affaldsstrømme. I de ti cases er der bl.a. set på, hvordan man, ved hjælp af bedre rammebetingelser, kan reducere mængden af madspild i storkøkkener, øge aktiviteten inden for forberedelse til genbrug af elektronikprodukter samt, øge genanvendelsen af plast.

Barrierer for den cirkulære økonomi
I studiet identificerede man en lang række reguleringsmæssige barrierer, som har kunnet kategoriseres under følgende seks hovedtemaer: 

  1. Manglende definitioner samt huller i lovgivningen (direktiverne for udrangerede køretøjer og batterier samt forordningerne for gødning og animalske bi-produkter)
  2. Uklare definitioner ifm. konkrete målsætninger (Affaldsrammedirektivet)
  3. Definitioner af konkrete grænseværdier (eksempelvis REACH-direktivet)
  4. Manglende eller ufuldstændig implementering eller håndhævelse af lovgivningen (eksempelvis ift. affaldsrammedirektivet, herunder affaldshierarkiet samt transportforordningen)
  5. Varierende eller endog modstridende implementering af den europæiske lovgivning i medlemsstaterne (særligt ifm. affaldsrammedirektivet, Basel-konventionen og WEEE-direktivet)
  6. Lovgivning med modsatrettede effekter (eksempelvis i forbindelse med lovgivning omkring hygiejne, der kan arbejde imod reduktion af madspild eller omkring momsregler i forbindelse med donationer)


Som svar på disse udfordringer bringer forfatterne 11 anbefalinger til, hvordan man kan fjerne barriererne. Anbefalingerne knytter sig naturligvis tæt op ad de netop præsenterede udfordringer og går bl.a. på, at skulle formulere lovgivning omkring produkter, som skal inkludere den fulde produkt-livscyclus, at øge og harmonisere dataindsamling af materialeflows, at håndhæve deponeringsforbuddet for genanvendelige materialer, for hvilke der findes et alternativ om genanvendelse, samt at fjerne intra-europæiske barrierer for handel af værdifulde ressourcer, som på nuværende tidspunkt klassificeres som affald.

En del af de anbefalinger, som forfatterne præsenterer, er imidlertid allerede under luppen i forbindelse med de igangværende revisioner af den europæiske lovgivning, herunder eksempelvis opstilling af end-of-waste kriterier for en række materialestrømme samt revision og udbygning af eco-design kriterierne. Men processen er lang, og der kan fortsat være udfordringer forbundet med at komme i mål ift., hvad forfatterne pointerer vil være nødvendigt. Og selv hvis disse barrierer bliver fjernet, og reguleringen således kommer til at støtte op om den cirkulære økonomi, frem for at hindre den, kan der fortsat være udfordringer på grund af eksempelvis misvisende prissignaler på varer og materialer, udfordringer i forbindelse med at udskifte eksisterende teknologi samt forbrugervaner og –krav.

Store gevinster i sigte
I studiet viser man, at der inden for hver af de enkelte cases kan indhentes værdier for op til 4 mia euro. Til trods for, at forfatterne indrømmer, at det har været en betydelig udfordring at skaffe pålidelige og sammenlignelige data for gevinsterne, og at de numeriske værdier, som gruppen har identificeret derfor ikke nødvendigvis ikke er retvisende, understreger de alligevel, at de overbevisende positive økonomiske konsekvenser, samt den generelle positive trend, er vigtig at fokusere på, når det politiske apparat i Kommissionen arbejder videre med anbefalingerne.

Samtidig viser undersøgelsen også, at en overgang til cirkulær økonomi naturligvis vil medføre både vindere og tabere inden for forskellige brancher, men også, at det ser ud til, at det især er SMV’erne, som vil kunne drage fordel af bl.a. nye forretningsmodeller og et øget fokus på toppen af affaldshierarkiet. 

Du kan læse hele rapporten her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.