Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Tilskudsordningen til etablering af biocover forventes at åbne midt juni

02. maj 2016
Tilskudsordningen til etablering af biocover forventes at åbne midt juni
Med et biocover kan klimapåvirkningen fra deponeringsanlæg og gamle lossepladser nedbringes betydeligt. Deponeret organisk affald producerer gas som, hvis den frigives til atmosfæren, bidrager væsentligt til drivhuseffekten i kraft af gassens metanindhold.

Biocovers er en teknologien, der udnytter biologisk oxidation i jord og i kompost, til at omdanne metan til kuldioxid og vand. Da kuldioxid som drivhusgas er ca. 25 gange ”mildere” end metan, er dette meget fordelagtigt for klimaet. Etablering af biocovers kan således bidrage til effektivt at opfylde de klimamæssige målsætninger.

I forbindelse med åbningen af tilskudsordningen forventes det, at Miljøstyrelsen udgiver en bekendtgørelse og en vejledning, der tilsammen udsteder regler og retningslinjer for tilskudsansøgning samt etablering og monitering af biocover-systemer under tilskudsordningen.

Seminar om biocovers 22. juni
DAKOFA afholder d. 22 juni 2016 i Vejle et seminar om biocovers. På seminaret gives et overblik over, hvad ordningen omfatter, og hvordan man søger tilskud. Den nyeste viden om biocoverteknologien vil endvidere blive fremlagt, og der vil være rig muligheder for at tale med både myndigheder, forskere og rådgivere om selve teknologien og om tilskudsordningen. Læs mere her på DAKOFAs hjemmeside, hvor tilmelding også er mulig

Ny rapport med viden om etablering og monitering af biocoversystemer på affaldsdeponeringsanlæg
DTU har for Miljøstyrelsen udarbejdet en vidensopsamling, som har til formål at formidle nationale og internationale erfaringer med biocover-teknologien.  I rapporten giver DTU endvidere anbefalinger til etablering og monitering af biocovers. Der gives endvidere eksempler på, hvordan biocovers kan etableres på affaldsdeponeringsanlæg, og hvordan funktionen af biocoversystemer efterfølgende kan moniteres.

Rapporten indeholder også en oversigt over de forskellige tekniske alternativer, der findes for at imødegå emissionen af metan fra affaldsdeponier, samt under hvilke forhold, biocoversystemer kan benyttes – både som selvstændige løsninger på gamle lossepladser uden forudgående gasopsamling, eller som løsninger der initieres, når gasopsamlingen ikke længere af tekniske eller økonomiske grunde kan opretholdes.
 
Endelig gennemgås en protokol for etablering og monitering af biocoversystemer. Protokollen er bygget op over de konkrete undersøgelser, overvejelser og beslutninger, der skal sikrer en effektiv og velfungerende løsning for det enkelte anlæg. Protokollen er udarbejdet på baggrund af DTUs erfaringer.

Hent Miljøprojekt nr. 1817, 2016 om etablering og monitering af biocoversystemer på affaldsdeponeringsanlæg her

Om biocoverpuljen
Som en del af vækstdelaftalen på energiområdet, der blev offentliggjort i juli 2014, blev der afsat 185 mio kr. i 2014-2017 til etablering af ca. 100 biocovers på nedlukkede affaldsdeponier. Det var den daværende Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som blev enige om en delaftale til vækstaftalen.

Puljen til statslig finansiering til etablering af biocovers skal bidrage til at opfylde klimamålet i 2020, og Energistyrelsen forventer, det vil reducere udledningen med ca. 0,3 mio. tons CO2-ækvivalenter i 2020.  Derudover forventes det, at et bedre dansk know-how-grundlag kan åbne for muligheder for eksport af viden og rådgivning i forhold til etablering og vedligeholdelse af biocovers.

Læs vækstaftalen fra juli 2014 her

 

 

Læs mere i vidensbanken

Deponering
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.