Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Teknologiudvikling og -markedsføring skal ske i samarbejde med hele værdikæden

13. februar 2023
Teknologiudvikling og -markedsføring skal ske i samarbejde med hele værdikæden
Europa-Kommissionen har udgivet en ny rapport, der præsenterer køreplaner for hvordan både tekstil-, bygge- og energiintensiv industri skal blive cirkulær. Fokus er bl.a. på at fremme de brede værdikædesamarbejder.

Et vigtigt element i den nye europæiske innovationsdagsorden er at afstemme forsknings- og innovationsinvesteringer, der skal fremme udvikling og udbredelse af innovative teknologier på både EU- og nationalt niveau. Derfor har en arbejdsgruppe under Europa-Kommissionen udarbejdet en ny undersøgelse, der forbinder centrale partnerskaber under Horizon Europe med udvalgte industrielle økosystemer (i dette tilfælde tekstil- og byggeindustrien samt energi-intensive industrier) med henblik på at understøtte implementeringen af EU’s industristrategi ved at forbedre formidlingen af forskningsresultater og sikre, at de bliver udrullet hurtigere i økonomien. De tre områder er udvalgt i deres egenskab af bl.a. at medføre betydelige affaldsproblemer i forhold til deres andel af økonomiernes BNP.

Rapporten fremhæver bl.a., hvad der skal til for at udvikle og anvende en række identificerede teknologier i EU og viser samtidig de steder hvor EU-virksomheder forventes at kunne få en førende position i forhold til cirkulære teknologier. Rapporten ser også på de betydelige investeringsbehov inden for forskning og udvikling, som der er, på både EU- og nationalt plan, samt hvilke rammebetingelser, der skal etableres, for at den cirkulære økonomi kan komme ud over stepperne.

Masser af teknologiudvikling i gang
Rapporten (med dertilhørende bilagsrapport) præsenterer først og fremmest 92 cirkulære teknologier inden for tekstil-, bygge- og de energiintensive industrier, som adresserer alle stadier af materiale- og produktlivscyklerne inden for de tre industriområder. I rapporten vurderes teknologiernes markedsparathed samt deres cirkulære potentiale, økonomiske performance bidrag til nul-forurening samt mulige sideeffekter.

I forhold til tekstilindustrien vurderes det helt generelt, at der er godt skub i udviklingen omkring automatisk sortering og genanvendelsesmetoder, men at der mangler fokus på de faser, som går forud herfor, herunder design, indsamling, sortering og eventuel neddeling, som altså skal muliggøre, at de føromtalte teknologier kan blive relevante i fremtiden. Det påpeges ydermere, at der skal sættes mere ind i forhold til at gøre produktionsprocesserne langt mindre miljøbelastende samt at der skal meget mere fokus på forbrugernes adfærdsmønstre, hvis der skal opnås et egentligt cirkulært økosystem inden for tekstilindustrien. Det vil være nødvendigt, hvis forbrugerne skal og vil bakke op om de løsninger, som industrien udvikler og sidenhen tilbyder.

I forhold til byggeindustrien påpeger forfatterne ligeledes, at der også her er behov for flere – og bredere – samarbejder på tværs af værdikæden, hvis de nye teknologier skal gøre en reel forskel i en fremtidig cirkulær økonomi. Det påpeges i den forbindelse også, at der skal sættes ind over for design, materialeindkøb, genanvendelse og genbrug frem for i selve produktionsprocessen (bygge- og nedrivningsprocesserne). Cirkularitet kan først komme i spil, hvis bygninger er designet med selektiv nedrivning for øje, så de (nye) genanvendelsesteknologier kan komme i spil.

Generelt for alle tre industrier fremhæves det, hvor vigtigt det er, at teknologiudvikling sker i et samlet værdikædeperspektiv. Cirkularitet skal indtænkes allerede i design- og produktionsfaserne, så både materialer, forretningsmodeller og værdikæder bliver den del af den systemiske forandring, som der er behov for, hvis den cirkulære økonomi skal blive til virkelighed. I den forbindelse påpeges det, at teknologi, herunder kunstig intelligens, block chain, platformteknologier og virtual reality, forventes at skulle spille en vigtig rolle.

EU’s virksomheder er (endnu) i front, men vi skal holde fast
Rapporten viser også, at EU-virksomheder er generelt mere aktive inden for cirkulær økonomi end deres globale konkurrenter. Bl.a. ses det, at EU har den højeste andel (32%) af virksomheder på verdensplan, der er aktive inden for cirkulære teknologier sammenlignet med f.eks. USA (20 %) og Kina (4,4 %). På globalt plan er EU også førende i absolutte tal i forhold til at opfinde cirkulære teknologier. Investeringerne i forskning og udvikling er imidlertid koncentreret til ganske få medlemsstater (86 % af virksomhederne i sektoren for cirkulær økonomi findes i ni medlemsstater med Tyskland, Spanien og Italien i front).

I den forbindelse kan man i bilagsrapporten også se en række landespecifikke oplysninger om de enkelte medlemsstaters generelle initiativer og investeringer i den cirkulære økonomi.

Sammenfattende viser den nye rapport imidlertid også, at omstillingen af EU's industrielle økosystemer for tekstil, byggeri og energiintensive industrier kun lige er startet og bør overvåges nøje. EU-industriernes nuværende førende rolle inden for patentering, forskning og innovation for avancerede materialer og ny, mere cirkulært orienteret lovgivning, er som udgangspunkt positivt, men vil kun blive en succes, hvis vi formår at markedsføre teknologier, der passer til hele værdikæden, på tværs af medlemsstaterne og til virksomheder af forskellig størrelse.

 

Læs mere

Du kan læse mere i rapporten ”ERA industrial technology roadmap for circular technologies and business models in the textile, construction and energy-intensive industries”, som du finder ved at klikke her.

Du kan også finde bilagsrapporten her.

Læs mere i vidensbanken

Cirkulær økonomi
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.