Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Ørsted vinder Energistyrelsens første udbud om støtte til CO2-fangst

19. maj 2023
Ørsted vinder Energistyrelsens første udbud om støtte til CO2-fangst
Energistyrelsen og Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S har forhandlet en kontrakt på plads om støtte til Danmarks første projekt med fangst, transport og lagring af CO2 (CCS) i fuld skala. Projektet vil fange og lagre 430.000 ton CO2 om året fra 2026. Vestforbrænding havde også søgt støtte fra CCUS-puljen første udbudsrunde.

Energistyrelsen har i en pressemeddelelse den 15. maj 2023 (se her) offentliggjort, at det blev Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S som vandt første udbudsrunde i CCUS-puljen. Stand still-perioden udløber den 25. maj.

Styrelsen nævner følgende fakta om støttepuljerne til CCUS:

  • CCUS-puljen (carbon capture, usage, and storage) på samlet 16 milliarder kroner blev vedtaget med Klimaaftalen om energi og industri mv. fra 2020.
  • Første udbud af puljen – som dækker cirka halvdelen af det afsatte beløb - skal sikre, at 400.000 ton CO2 bliver lagret om året fra 2026 og i 20 år frem gennem én kontrakt.
  • Tre aktører I/S Vestforbrænding, Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S og Aalborg Portland var prækvalificerede til at deltage i udbuddet, og alle tre indsendte vejledende tilbud og deltog i forhandlinger med Energistyrelsen. (red.: Aalborg Portland trak sig senere fra udbuddet)
  • I denne første fase af CCUS-puljen bliver midlerne udmøntet med henblik på at bidrage til etablering af en samlet værdikæde for fangst, transport, og lagring af CO2.
  • Støtten gives pr. reduceret ton CO₂ og vil blive justeret for udviklingen i CO₂-afgifter, herunder eventuelle negative afgifter for negative udledninger og kvoteprisen. (red.: se uddybning nederst i nyheden)
  • Puljen til negative emissioner (NECCS puljen) forventes udbudt henover sommeren 2023.

Ørsteds pressemeddelse af 15. maj 2023 (se her) om projektet til CO2-fangst og -lagring ”Ørsted Kalundborg Hub” nævner:

  • Ørsted nu vil etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn
  • Den norske virksomhed Aker Carbon Capture skal levere teknologien til CO2-fangst i form af fem Just Catch™-anlæg til kraftvarmeværkerne. Det standardiserede Just Catch™-koncept er et modulært og konfigurerbart produkt.
  • Ørsted vil årligt opsamle 150.000 ton biogen CO2 fra den halmfyrede blok på Avedøreværket. Den opsamlede CO2 bliver i første omgang transporteret med lastbil til Asnæsværket, indtil der er etableret en fælles rørledning på tværs af Sjælland. Ørsted vil årligt opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværkets træflisfyrede blok.
  • De 430.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværket og Avedøreværket skal transporteres med skib til Northern Lights’ lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen. Ørsted har indgået kontrakt med Northern Lights, der udvikler infrastruktur til transport og lagring af CO2. Fase 1 i Northern Lights’ projekt skal stå færdigt i 2024.
  • Som direkte støtte til dette nye projekt har Microsoft indgået en aftale om at købe 2,76 mio. ton varig CO2-fjernelse af høj kvalitet over 11 år fra fangst og lagring af biogen CO2 fra Asnæsværket. Dette udgør en af verdens største aftageraftaler om CO2-fjernelse målt på volumen til dato. Det bygger bl.a. videre på en aftale mellem Ørsted, Aker Carbon Capture og Microsoft fra marts 2021.

I Vestforbrændings pressemeddelelse af 15. maj 2023 (se her) ærgrer direktør Steen Neuchs Vedel sig over, at Vestforbrænding ikke har vundet men understreger, at arbejdet med CO2-fangst ikke stopper her.

  • ”Vi er meget langt fremme i arbejdet med at kunne bygge et CO2-fangstanlæg, og vi er mere end klar til at gå i gang. Der kommer snart et nyt tilsvarende udbud fra staten. Det afventer vi med stor interesse. Men vi arbejder naturligvis også på andre modeller for finansiering. Vestforbrændings bestyrelse vil snarest tage stilling til dette,” siger Steen Neuchs Vedel.
  • Vestforbrænding havde i deres projektforslag valgt en onshore-løsning, som på sigt kunne rumme flere store CO2-udledere: ”Vores løsning var mere enkel, hvor transport og lagring skulle ske i undergrunden ved Stenlille. Der er et stort potentiale for betydelige CO2-reduktioner med en offentlig kollektiv rørløsning, hvor flere store CO2-udledere kan koble sig på. Dette har Klimarådet også påpeget, og det håber vi på, at regeringen vil kigge nærmere på ved at indtage en koordinerende rolle for at sikre dette,” siger Steen Neuchs Vedel.
  • Vestforbrænding har under den langstrakte proces fra udbud til tilbud høstet en række erfaringer. En af disse er, at den gældende lovgivning står i vejen, hvis de mange, som er klar til at bygge anlæg til CO2-fangst, skal kunne understøtte klimamålsætningerne. Det handler ganske enkelt om, at rammerne for CO2-fangst skal etableres nu for at sikre, at investeringerne sker.

Klima-, Energi- og Forsyningsministerens notits ”Prissætning af biogen CO2 og puljen til CCS" af 18. april 2023 (se her ) udleveret til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 17. maj som svar på spørgsmål 6 i forbindelse med udvalgets behandling af L115. Her fremgår det bl.a.:

  • For at sikre mod overkompensation vil støtten i puljen blive nedjusteret i forhold til eventuelle indtægter, der ikke er inkluderet i ansøgernes businesscase. I et scenarie, hvor der gives et generelt tilskud til fangst og lagring af biogen CO2, eller indføres en negativ afgift for fangst og lagring af biogen CO2, vil støttebeløbet til vinderen af CCUS-puljen blive nedjusteret tilsvarende. For den vindende aktør i udbuddet vil der derfor ikke være en usikkerhed i forhold til eventuelle indtægter fra biogen CO2 forbundet med støtte til fangst og lagring af biogen CO2, da omkostningerne hertil vil blive dækket af puljen og en eventuel ny indtægt fra en negativ afgift vil blive modregnet støttebeløbet. Konklusionerne fra en analyse af prissætningen af biogen CO2 forventes derfor heller ikke at have betydning for budgivernes priser i forbindelse med første udmøntning af CCUS-puljen.

Læs mere i vidensbanken

Energi & klima
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.