Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Nye guides om Klimakompasset bredt og om Scope 3 CØ-tiltag

19. november 2023
Nye guides om Klimakompasset bredt og om Scope 3 CØ-tiltag
Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen giver et godt overblik i en ny vejledning om Klimakompasset og gennem en ny inspirationsguide om reduktion af Scope 3 udledningen ved cirkulære tiltag.

Erhvervsstyrelsen har udgivet en ny inspirationsguide, hvori man bl.a. kan læse om, hvordan 14 forskellige virksomheder arbejder med reduktion af CO2e-udledninger. Guiden har særligt fokus på reduktionstiltag indenfor cirkulær økonomi, fx gennem reduktion af materialer, tilbagetagningsordninger og symbiosesamarbejder.

Den nye guide skriver, at det kan være svært at komme i gang med at reducere CO2e-udledninger for virksomheder i værdikæden, også kaldet scope 3. Scope 3 udledninger dækker fx over udledninger fra indkøb af materialer eller kunders brug af solgte produkter, og udgør ofte størstedelen af en virksomheds samlede CO2e-udledninger. For mange virksomheder kan op mod 90% af de samlede CO2e-udledninger være placeret i scope 3. 

Cirkulære tiltag vil ikke altid resultere i lavere klimaaftryk hos producenten - fx. kan mere holdbare produkter resultere i højere udledning, når producenten opgør den samlede udledning pr. solgt enhed i produktets levetid. Derfor anbefaler drivhusgasprotokollen, at man sammen med klimaregnskabet angiver produktlevetider og årlige udledninger per produkt, produkternes energieffektivitet osv. På den måde kan du vise, at din virksomhed har arbejdet med forlængelse af produkters levetid.

Inspirationsguiden gennemgår trin-for-trin “den ideelle proces” for implementering af cirkulære tiltag. Desuden introduceres en aktionsmodel, der i modsætning til “den ideelle proces” ikke er lineær. Aktionsmodellen tillader dig at træde et skridt tilbage og danne dig et overblik over, hvor du har været, og hvor du skal hen. Aktionsmodellen kan anvendes som et arbejdsredskab, hvor du kan se, hvilke trin du og din virksomhed måske allerede har været igennem, samt planlægge hvad jeres næste skridt skal være.

I casesamlingen kan du læse om andre virksomheder, der allerede har været igennem processen med identifcering og udvælgelse af cirkulære tiltag. Nogle af de læringer, som går på tværs af case-virksomhederne, er:

  1. Spar med andre virksomheder og dem i dit netværk, som har prøvet det før.
  2. Arbejdet skal forankres bredt i organisationen og ikke kun hos de bæredygtighedsansvarlige.
  3. Sørg for, at både ledelsen og medarbejderne er involveret.
  4. Det er bedre at starte småt og komme i gang med omstillingen end ikke at gøre noget.
  5. Det handler om at komme i gang og få sine egne erfaringer.

Ny udvidet vejledning for Klimakompasset og nye klimafaktorer

Det øgede fokus på klimaregnskaber hos virksomhederne gør, at Energistyrelsen i samarbejde med Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en ny udvidet vejledning til Klimakompasset. Den nye udvidet vejledning giver en grundig introduktion til det metodiske grundlag for klimaregnskaber og er et godt sted at starte for de virksomheder, der gerne vil blive klogere på klimaregnskaber.

Klimakompasset er et online værktøj, der kan bruges til at beregne virksomheders og organisationers drivhusgasudledning. Klimakompasset består af over 500 emissionsfaktorer, der bruges til at udregne drivhusgasudledningen forbundet med forskellige aktiviteter i virksomhederne. I år udvides Klimakompasset med 101 nye emissionsfaktorer for at imødekomme et stigende behov hos virksomhederne for at kunne lave mere detaljerede klimaregnskaber.

Vedledningen om de kommende rapporteringskrav fra CSRD

Mange virksomheder skal i de kommende år rapportere på deres bæredygtighed som følge af EU’s Corporate Sustainability Reporting Directive, også kaldet CSRD eller Direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Rapporteringskravene er ikke udelukkende for klimaområdet, men stiller også krav til rapportering af en lang række informationer om virksomheden inden for forskellige miljø-, sociale og ledelsesmæssige forhold.

CSRD rammer virksomheder forskelligt, da direktivet – når det er fuldt indfaset – kun vil stille rapporteringskrav til store og børsnoterede virksomheder, herunder også børsnoterede små- og mellemstore virksomheder. Der er ikke fremlagt krav til, at øvrige små- og mellemstore virksomheder skal rapportere som følge af CSRD. Men CSRD kan have en indirekte påvirkning af de små- og mellemstore virksomheder, som indgår i de omfattede virksomheders værdikæder. De omfattede virksomheder vil nemlig være afhængige af data fra deres leverandører for at kunne rapportere efter CSRD’s standarder.

Affald fra drift (scope 3, kategori 5) ifølge den nye vejledning

Udledningerne forbundet med affaldshåndtering er en særlig størrelse i Drivhusgasprotokollen. Det skyldes, at det affald din virksomhed sender til genbrug, genanvendelse eller forbrænding typisk ikke vil have udledninger i scope 1, 2 eller 3. Du vil kun opleve udledninger inden for de tre scopes, hvis du har farligt affald, spildevand eller sender affald til deponi. Dette skyldes flere ting.

Når du opgør udledninger fra håndtering af din virksomheds affald i Klimakompasset, vil du i flere tilfælde opleve, at der er CO2e-besparelser udenfor scopes. Det skyldes, at når din virksomhed sender affald til genbrug, genanvendelse eller forbrænding, så antages det, at din virksomhed, i varierende grad, har undgået en vis mængde udledning ved at have erstattet udvinding af jomfruelige materialer til f.eks. nye produkter, fjernvarmeproduktion m.m., sammenlignet med ikke at udnytte affaldet (deponering).

Ifølge Drivhusgasprotokollen kan disse undgåede udledninger ikke trækkes fra udledninger inden for scope 1, 2 og 3, hvorfor det bliver opgjort i feltet ’Udenfor scopes’ i Klimakompasset. Undgåede CO2e-udledninger fremgår i Klimakompasset med et minustegn foran, og opgør altså hvor mange tons CO2e-udledning, der undgås som følge af den angivne affaldshåndtering. 

Der gøres hovedsageligt brug af to metoder til at opgøre udledninger forbundet med genanvendelse, genbrug og forbrænding: ”Recycled Content” og ”Avoided Burden”. ”Recycled content” er en metode, hvor gevinsten ved at genanvende, genbruge eller forbrænde tildeles køberen af materialet. ”Avoided Burden” er en metode, hvor gevinsten ved at genanvende tildeles den, der sender materialet/produktet til genanvendelse, genbrug eller forbrænding med energiproduktion. Klimakompasset anvender (i langt de fleste tilfælde) recycled content-metoden jf. Drivhusgasprotokollens anbefaling.

Læs den nye ”Klimakompasset. Udvidet vejledning version 2.0” fra Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen fra September 2023 her 

Læs Erhvervsstyrelsen omtale af den nye vejledning her  og Energistyrelsens omtale her  

Hop direkte til ”Reducering af CO2e-udledning i scope 3 med cirkulære tiltag. Inspirationsguide” fra Erhvervsstyrelsen, september 2023, her 

Læs Erhvervsstyrelsens nyhed fra den 19. oktober 2023 om den nye inspirationsguide ”Reducering af CO2e-udledning i scope 3 med cirkulære tiltag” her

Læs også DAKOFAs nyhed ”Nye klimafaktorer for husholdningsaffald hjælper sammenligning og kommunikation på tværs” fra den 1. november 2023 her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.