Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: National strategi for bæredygtigt byggeri: status september 2023

26. oktober 2023
National strategi for bæredygtigt byggeri: status september 2023
Vejledning om genbrug i datagrundlag og ændringsbekendtgørelse offentliggøres ultimo november med ikrafttrædelse 1. januar 2024

Søren Egge Rasmussen (EL) har bedt social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om at svare på følgende spørgsmål:

”Vil ministeren lave en status over de aftalte handlinger i »National strategi for bæredygtigt byggeri« fra den 5. marts 2021, både for de specifikke punkter i aftalen angående LCA og CO2-krav til nybyggeriet, helhedsvurderinger ved renoveringer, sikkert og sundt genbrug i byggeriet, fremme af klimavenlige byggematerialer samt alle de 21 punkter beskrevet under øvrige initiativer i aftalen?”

Hertil svarer ministeren:

”Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Social- og Boligstyrelsen, der oplyser følgende:

”Gennemførelsen af de 21 initiativer i aftale om National strategi for bæredygtigt byggeri forløber planmæssigt. En række af initiativerne skal afrapporteres til aftalekredsen bag aftalen, hvilket vil ske i år.

Således har aftalekredsen tidligere i 2023 modtaget afrapportering vedrørende initiativ om Helhedsvurderinger ved renoveringer. Der er i forlængelse af denne afrapportering igangsat en case-opsamling om renoveringer, der skal bidrage til at opbygge viden og data om renoveringer med henblik på anvendelse i et videre arbejde om klimapåvirkning fra renoveringer. Desuden bliver der inden årets udgang gennemført en formidlingsindsats målrettet boligejere, med henblik på at inspirere til at renovere frem for at rive ned og bygge nyt.

Ifølge den politiske aftale vil aftalekredsen modtage afrapporteringer ultimo 2023 vedrørende initiativer om Sikkert og sundt genbrug i byggeriet og Fremme af klimavenlige byggematerialer. Disse afrapporteringer er under udarbejdelse i Social- og Boligstyrelsen.

Ligeledes skal aftalekredsen ifølge den politiske aftale mødes ultimo 2023 med henblik på fastsættelse af grænseværdi for bygningers klimapåvirkning fra 2025. Analyser og materiale til dette er under udarbejdelse i Social- og Boligstyrelsen.”

Vedlagt er Social- og Boligstyrelsens seneste statusrapport af september 2023 for arbejdet med ”National strategi for bæredygtigt byggeri”.”

Mht. principper om data for genbrugsprodukter i krav til bygningers klimapåvirkninger hedder det i statusrapporten, at ”Der er gennemført national høring og EU notifikation vedrørende principper om data for genbrugsprodukter, som kan indgå i datagrundlaget for kravet i 2024. Vejledning om genbrug i datagrundlag og ændringsbekendtgørelse offentliggøres senest ultimo november før ikrafttrædelse 1.1.2024. Der er igangsat markedsanalyse om anvendelse af genbrugsprodukter i byggeri samt påbegyndes udvikling af generiske data for genbrugsprodukter primo 2024.”

Læs mere
Se statusrapporten fra september 2023 her (Bilag 1): Boligudvalget (BOU) Alm. del, 2022-23 (2. samling), spørgsmål 120
DAKOFA, 16. juni 2023, Genbrug skal belønnes i byggeriets klimaregnskab

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.