Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: MUDP handlingsplan og deadlines for 2018 offentliggjort

07. december 2017
MUDP handlingsplan og deadlines for 2018 offentliggjort
Miljøstyrelsen har offentliggjort MUDP-bestyrelsens prioriteringer og relevante datoer for 2018. Flere emner indenfor cirkulære løsninger og teknologier er nævnt. Der er 87 mio. kr. til uddeling i 2018, hvilket er lavere end i 2017. Styrelsens uddybende annonceopslag er fastsat til 26. januar.

MUDP projekter skal fremme udvikling og demonstration af bæredygtige teknologiske løsninger, der sikrer effektiv ressourceudnyttelse og håndterer natur- og miljøudfordringer i Danmark og globalt. Bestyrelsen ønsker at invitere til projekter på alle de områder, som MUDP dækker. De lægger vægt på, at både miljø- og erhvervspotentialerne i MUDP ansøgninger og projekter er godt dokumenteret.

Prioritering i 2018

Bestyrelsen er også opmærksom på, at nye teknologiske potentialer, som fx big data, nyttiggøres i udviklingen af nye miljøteknologiske løsninger. Herudover er bestyrelsen opmærksom på projekternes potentiale i forhold til at bidrage til opfyldelse af FN’s bæredygtighedsmål. Bestyrelsen ser eksempelvis behov for nye innovative løsninger indenfor følgende områder:

Cirkulær økonomi ved at fremme investeringer i udvikling, test, demonstration og markedsmodning af cirkulære løsninger og teknologier, herunder:

  • løsninger, der fremmer reparation, genbrug og cirkulært design
  • bedre udnyttelse af de store affaldsmængder fra bl.a. byggebranchen
  • udvikling af alternativer til de mest skadelige miljø- og sundhedsbelastende kemikalier/biocider
  • drage fordel af danske styrkepositioner inden for digitalisering og ny teknologi

Plast, hvor MUDP bl.a. kan understøtte den kommende nationale handlingsplan mod plastforurening og EU’s plaststrategi, herunder fremme udvikling og demonstration af teknologier til at rense for mikroplast samt projekter, der forebygger forurening fra plastprodukter. Luft, vand, og klimatilpasning er også uddybet i prioriteringer for 2018.

Datoer for opslag og deadlines i 2018

  • 26. januar: Annoncering for fyrtårnsprojekter, almindelig runde og Grøn Innovationspulje
  •   3. april: Frist for fase 1 ansøgninger (fyrtårnsprojekter)
  •   7. maj: Frist almindelig runde og Grøn Innovationspulje

Der er pr. 6. december 87 mio. kr. til rådighed for MUDP tilskud i 2018, som bestyrelsen ønsker fordelt med 64,5 mio. kr. til fyrtårnsprojekter og udviklings- og demonstrationsprojekter, 3 mio. kr. til forsøg med måling og regulering af lattergas på renseanlæg og endelig 19,5 mio. kr. til Grøn Innovation i mindre virksomheder. Det er væsentligt færre midler end sidste år, hvor årshjul 2017 offentliggjort december 2016 angav en tilskudssum på ca. 100 mio. (og det endte med MUDP-tilskud i 2017 på i alt ca. 121 mio. kr.).

Opfølgning på evalueringen af MUDP

Bestyrelsen vil i 2018 tilrettelægge opfølgning på den evaluering og effektvurdering af MUDP, som bestyrelsen har gennemført. De vil sætte fokus på at:

  • følge projekterne efter afslutning, for at hjælpe med at fjerne barrierer for at lovende projektresultater kommer på markedet og bliver brugt
  • tilskuddene går til projektansøgninger med et solidt engagement hos de af projektdeltagerne, der efterfølgende skal omsætte projektresultaterne til nye forretningsmuligheder
  • MUDP markedsføres mere målrettet både i forhold til mulighederne for at søge støtte, men også i forhold til at fortælle om projekternes resultater

DAKOFAs tidligere nyhed "MUDP fører til øget investering og beskæftigelse", som gennemgår evalueringen af tilskudsprogrammet, kan findes her  

MUDP handlingsplan og årshjul for 2018, som er godkendt af ministeren, kan findes på Ecoinnovation's hjemmeside her 

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.