Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Høring over udkast til ændring af affaldsvarmeprisloftbekendtgørelsen

28. juni 2023
Høring over udkast til ændring af affaldsvarmeprisloftbekendtgørelsen
Affaldsforbrændingsanlæggene vurderes at ville forsøge at opkræve mere for affaldsvarme for omvendt at kunne sælge el- og forbrændingsydelsen billigere. Bekendtgørelsens overordnede formål er derfor at ændre prisreguleringen af affaldsvarme. Høringsfrist er 18. august.

Energistyrelsen har sendt udkast til ændring af bekendtgørelse om et prisloft for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg i høring. Der er frist for at afgive høringssvar fredag den 18. august 2023.

Baggrund
Aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra juni 2020 fastlægger en ambition om øget genanvendelse, mindre forbrænding af affald, en klimaneutral affaldssektor og giver konkrete CO2-reduktioner på 0,7 mio. tons i 2030. Et væsentligt bidrag hertil kommer ved, at kapaciteten i forbrændingssektoren skal tilpasses ved, ”at forbrændingsanlæggene skal konkurrere om affaldet, så det behandles, hvor det kan gøres mest miljørigtigt, bedst og billigst”.

I følge høringsbrevet fremgår det, at med konkurrenceudsættelse af affald er kun varme fortsat en regulatorisk monopolaktivitet. Det skaber incitament til, at affaldsforbrændingsanlæggene vil forsøge at opkræve mere for affaldsvarme for omvendt at kunne sælge el- og forbrændingsydelsen billigere. Det nuværende prisloft vurderes ikke at være tidssvarende til at imødegå dette og ift. nye konkurrerende VE-teknologier.

Med den foreslåede justering af affaldsvarmeprisloftbekendtgørelsen erstattes det gældende affaldsvarmeprisloft af et VE-prisloft. Det nye VE-prisloft for affaldsvarme skal supplere den omkostningsbestemt pris og substitutionsprisen, ligesom det er tilfældet med det gældende affaldsvarmeprisloft.

Ændringer
De væsentligste ændringer gennemgås nedenfor.

  • Metoden hvorpå affaldsvarmeprisloftet fastsættes, tager udgangspunkt i alternative VEteknologier. Dette fremgår af bekendtgørelsens § 8 samt bilag 1 til bekendtgørelsen.
  • For at tage højde for længerevarende udsving i elpriser for affaldsforbrændingsanlæg med elproduktion vægtes de anlæg, der indgår i beregningen af prisloftet, anderledes end for det prisloft, der beregnes for anlæg uden elproduktion. Dette fremgår af bekendtgørelsens § 8, stk. 2 og 3.
  • Tidspunkt for udmeldelse af prisloftet er ændret fra årligt den 15. oktober til årligt den 1. november. Denne ændring er foretaget for at ensrette med, hvornår VE-prisloftet for overskudsvarme udmeldes. Det første år udmelder Forsyningstilsynet dog prisloftet den 1. december, med virkning for det efterfølgende kalenderår. Det skyldes, at bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. november 2023.
  • Hertil er tilføjet to overgangsbestemmelser som fremgår af bekendtgørelsens § 15.
  • Ved overgangen til, at den nye regulering får virkning, indeksreguleres det gældende affaldsvarmeprisloft årligt og skal fortsat være gældende i en periode på to år for alle anlæg, og op til fem år for anlæg med nye større investeringer.
  • For at tage højde for, at nogle fjernvarmeselskaber foretager straksbetalinger af varmesidens andel af affaldsforbrændingsanlæggets investeringer, skal der i fastsættelsen af maksimalprisen for affaldsvarme fratrækkes et beregnet fradrag fra prisloftet, hvis der er foretaget straksbetalinger i affaldsforbrændingsanlægget. Det beregnede fradrag beregnes efter samme metode som ved fastsættelse af det nuværende affaldsvarmeprisloft, og anlæggets varmeproduktion det år, som prisloftet er gældende, lægges til grund. Dette fremgår af bekendtgørelsens § 6.
  • I dialog med branchen og Forsyningstilsynet har der i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen været undersøgt muligheden for at opnå tillæg til prisloftet ved levering af varme ved højere temperatur. På baggrund heraf har Energistyrelsen vurderet, at bekendtgørelsens §§ 4 og 5 også gælder ved levering af varme ved højere fremløbstemperatur.

Hertil kommer en række redaktionelle ændringer.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft den 1. november 2023.

Du kan læse høringsbekendtgørelsen i sin helhed ved at trykke hér.

Der er frist for at afgive høringssvar fredag den 18. august 2023.

Informationsmøde

Energistyrelsen inviterer alle høringsparter til høringsmøde om bekendtgørelsen tirsdag den 15. august 2023 kl. 13 – 15. Høringsmødet vil foregå fysisk i Energistyrelsen med mulighed for virtuel deltagelse og kræver forudgående tilmelding (se høringsbrevet).

Baggrundsinformation

Diverse forhold er tidligere uddybet i flere notitser, som Klimaministeren udleverede til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget den 17. maj som svar på spørgsmål 6 i forbindelse med udvalgets behandling af L115. Det drejer sig bl.a. om Notitsen ”Ny prisregulering af varme fra affaldsforbrændingsanlæg” af 10. februar 2023 (se her). Denne notits giver et overblik over den nuværende prisregulering af affaldsvarme og beskriver det kommende nye VE-prisloft, som forventes at være lavere end det nuværende affaldsvarmeprisloft. 

Læs mere i vidensbanken

Affaldsforbrænding
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.