Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Grønne tiltag i Finanslov 2024

27. november 2023
Grønne tiltag i Finanslov 2024
Der er bred opbakning til at fremme reparationer, adgang til reservedele, opdateringer og levetidsforlængelser

Regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige har indgået Aftale om finansloven for 2024. På "det grønne område" er aftalepartierne enige om at gennemføre nye initiativer om: 

Uddannelse for bæredygtig udvikling (UBU)
Der er enighed om at yde driftstilskud til sekretariatet for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (UBU) med henblik på at understøtte uddannelsespartnerskabernes arbejde med bæredygtig udvikling.

Der afsættes 1 mio. kr. årligt i perioden 2024-2027 til formålet.

Pulje til cirkulær økonomi
Regeringen og aftalepartierne ønsker at understøtte en kulturændring, hvor cirkularitet, genbrug og reparationer styrkes for på den måde at bidrage til et reduceret klimaaftryk fra danskernes forbrug.

På denne baggrund etableres der en ny pulje, hvorfra der kan søges om tilskud til projekter, der har til formål at fremme cirkularitet og reparationer. Der kan fx være tale om reparationscaféer, undervisningsforløb, tilskud/fradrag samt andre tiltag, der bidrager til at gøre reparationer mere udbredte og tilgængelige.

Midlerne udmøntes på baggrund af et konkret oplæg fra regeringen i 2. halvår 2024.

Aftalepartierne afsætter 10 mio. kr. årligt i 2024-2027 til formålet.

Handlingsplan for reparationer, adgang til reservedele, opdateringer og levetidsforlængelser
Aftalepartierne er enige om at udarbejde en handlingsplan, der understøtter reparationer, adgang til reservedele, opdateringer og levetidsforlængelser med konkrete initiativer, der understøtter mindre forbrug af naturressourcer og øger genanvendelsen i Danmark. 

Midlerne og handlingsplanen udmøntes på baggrund af et konkret oplæg fra regeringen i starten af 2. halvår 2024.

Der afsættes 10 mio. kr. årligt i perioden 2024-2027 til formålet.

Pulje til grøn efteruddannelse og undervisningsforløb
Aftalepartierne er enige om at understøtte udviklingen af pædagogiske og didaktiske tilgange til undervisning i bæredygtighed samt kompetenceløft for undervisere, der mangler værktøjerne til at undervise i bæredygtighed. Puljen er rettet mod gymnasiale uddannelser. 

Der afsættes 11 mio. kr. i 2024 og 15 mio. kr. i 2025.

Læs mere
Aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige om: Finansloven for 2024 (27. november 2023)

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.