Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Greenwashing og planlagt forældelse skal være fortid i EU

05. oktober 2023
Greenwashing og planlagt forældelse skal være fortid i EU
Foreløbig EU-aftale skal sikre et forbud mod vildledende markedsføring og at forbrugerne bliver sikret bedre og mere retvisende produktinformation.

Efter tre runders trilogforhandlinger er EU’s institutioner Rådet og Parlamentet nået til foreløbig enighed om den endelige tekst for et nyt direktiv om såkaldte grønne anprisninger. Forhandlingerne mellem de to institutioner har taget udgangspunkt i Kommissionens oprindelige forslag til et nyt direktiv, der blev præsenteret tilbage i marts måned. Formålet er at beskytte forbrugerne mod vildledende markedsføring, herunder greenwashing, og hjælpe dem med at træffe bedre købsvalg. Mere specifikt er forhandlerne nu blevet enige om et sæt regler, der bl.a. skal forbyde følgende:

  • Generiske miljøpåstande som f.eks. "miljøvenlig", "naturlig", "bionedbrydelig", "klimaneutral" eller "eco", der ikke understøttes af reelle beviser, som er relevante for påstanden
  • Markedsføringsmæssig kommunikation om en vare med en funktion, der begrænser dens holdbarhed, hvis der er oplysninger om funktionen og dens indvirkning på holdbarheden
  • Påstande om, at et produkt har neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet, hvis det er baseret på klimagasudligningsordninger
  • Bæredygtighedsmærker, der ikke er baseret på godkendte certificeringsordninger eller som er etableret af offentlige myndigheder
  • Holdbarhedskrav om levetid eller intensitet under normale forhold, hvis de ikke er bevist
  • At tilskynde forbrugeren til at udskifte produkter, som eksempelvis printerblækpatroner, førend det er strengt nødvendigt
  • At præsentere softwareopdateringer som nødvendige, selvom de kun forbedrer funktionaliteten
  • At præsentere produkter som egnet til reparation, når de ikke er det

I tillæg skal den foreløbige aftale også sikre, at garantioplysninger bliver mere synlige, da mange forbrugere ikke er klar over, at alle produkter har mindst to års garanti i EU. Ifølge pressemeddelelsen ved 60% af de europæiske forbrugere ikke, at der følger en 2-årig garanti med alle produkter. I den forbindelse vil Kommissionen også få til opgave at udfærdige et nyt mærke til de producenter, der vil forlænge deres garantiperiode ud over de to år. 

Næste skridt
Forud for den endelige vedtagelse af direktivet skal både Rådet og Parlamentet nu godkende teksten, hvilket forventes at være sket i januar 2024. Når direktivet træder i kraft, har medlemsstaterne 24 måneder til at indarbejde de nye regler i den nationale lovgivning.

Læs mere
Du kan læse Parlamentets pressemeddelelse her.

Du kan også finde Kommissionens oprindelige her i EURLex.

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.