Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Genbrug af byggematerialer

19. oktober 2023
Genbrug af byggematerialer
Ny viden fra Social- og Boligstyrelsen om om den gode dokumentationsproces og genbrug af bærende konstruktioner

Nye rapporter udspringer af den nationale strategi for bæredygtigt byggeri for hhv. initiativ 10 om sikkert og sundt genbrug i bygninger og initiativ 9 om potentiale for mere bæredygtige konstruktioner. 

Den gode dokumentationsproces for genbrugte byggematerialer
Rapporten henvender sig primært til bygherrer, rådgivere, entreprenører og leverandører, der ønsker ny viden og praksisbaserede handlingsanvisninger til, hvordan dokumentation af genbrugsmaterialer kan tilvejebringes og anvendes. Den tager afsæt i viden og læring fra otte best practice-cases fra byggebranchen og en analyse af, hvilke materialer der har størst potentiale for genbrug.

Rapporten giver gode råd til at fastslå og dokumentere egenskaberne for genbrugte byggematerialer i byggeprojekter. Den rummer også gode råd til, hvordan man kan udarbejde arbejdsbeskrivelser for håndtering af de genbrugte byggematerialer.

Fem gode råd til den gode dokumentationsproces på tværs af de tre kravtyper, myndighedskrav, proceskrav og bygherres krav, er: 

  • Gå tidligt i dialog med en (certificeret) rådgiver
  • Lav en mock-up
  • Gå tidligt i dialog med de aktuelle myndigheder
  • Brug en mock-up som afsæt for arbejdsbeskrivelser
  • Involver leverandøren ifm. arbejdsbeskrivelser. 

Rapporten indeholder også en analyse af hvilke byggematerialer der er skalerbare og har størst genbrugspotentiale. Det estimeres, at der nedrives 1,7 mio. m2 pr. år, hvilket svarer til 0,2 pct. af det samlede bygningsareal. Baseret på en vurdering af hvilke bygningstyper der rives ned, skønner rapporten, at følgende mængder ressourcer har potentiale til genbrug, om året:

  • 100 mio. stk. mursten
  • 50.000 m2 tagsten
  • 40.000 m3 konstruktionstræ
  • 0,5 mio. ton beton over sokkelhøjde (til genbrug, genanvendelse er ikke med i rapporten)

Prognoseberegninger, baseret på gennemsnit af data for nybyggeri de sidste 30 år, viser, at enfamiliehuse udgør den største vægtandel (42 pct.), mens etagebyggeri udgør 31 pct. og kontorbyggeri 27 pct.

Bæredygtighed er her globale opvarmningspotentialer (GWP) og det er næppe overraskende, at beton ligger øverst på en liste af fem materialer i det fremtidige byggeri med 31 pct. af GWP. Isoleringsmateriale er nr. to med 23 pct. af GWP, men da det ikke genbruges, er det ikke vurderet yderligere. 

Mangel på dokumentation af bæreevne og brandegenskaber er væsentlige barrierer for genbrug. Dertil kommer problematiske stoffer, som fx PCB.

De otte best-practice-cases er (genbrugsmateriale): Katrinedals Skole (mursten), Børnehuset Svanen (mursten), Nordeas gamle domicil Christiansbro (træ), Upcycling Orangeri – Aalborg (træ), Næste skure (træ), Made in Aarhus (tagsten), Upcycling Orangeri – Frederikshavn (beton), og Tschernings kontorudvidelse (beton).

Projektet er gennemført i et samarbejde mellem Værdibyg, BUILD – AAU og Artelia.

Vejledninger om genbrug af bærende konstruktioner
To guides skal hjælpe hhv. professionelle og private bygherrer til at genbruge bærende konstruktioner i eksisterende bygninger frem for at rive ned eller bygge nyt. Der er også en casesamling. Rapporterne er udarbejdet af ABC Ingeniører og Teknologisk Institut.  

Læs mere
Social- og Boligstyrelsen, okt. 2023, Den gode dokumentationsproces for genbrugte byggematerialer
Den gode dokumentations-proces – Bilag: Analyse, August 2023
Social- og Boligstyrelsen, september 2023, Nye guides: Genbrug af bærende konstruktioner

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.