Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Forbrændingsanlæg må ikke optjene overskud til kapitalforhøjelse

05. marts 2024
Forbrændingsanlæg må ikke optjene overskud til kapitalforhøjelse
Ministersvar vedrørende kapitalforhøjelse ved negativ egenkapital på affaldsforbrændingsanlæg - herunder mulighed for at hæve takster.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har stillet følgende spørgsmål til Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard (M) efter ønske fra Samira Nawa (RV):

”Som følge af lovændringen, der udmønter aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra 16. juni 2020, skal de kommunalt ejede forbrændingsanlæg selskabsudskilles i et ApS eller A/S senest pr. 1. januar 2025, hvorefter de vil være omfattet af selskabsskatteloven. Det kan indebære, at selskabers egenkapital med eksisterende gæld vil være negativ, da gældsforpligtelserne overstiger selskabets værdi. Opstår en sådan situation, vil selskabet ikke kunne stiftes, uden at der foretages en kapitalforhøjelse. Kan ministeren bekræfte, at der i sådan en situation er tale om en kapitalforhøjelse, som har til hensigt at opnå en positiv egenkapital i selskabet? Og kan ministeren i forlængelse heraf bekræfte, at denne kapitalforhøjelse kan finansieres ved at hæve taksterne? Såfremt kapitalforhøjelsen ikke kan ske over taksterne, kan der så i stedet opkræves et ekstraordinært momsfrit kapitalindskud hos borgerne?”

Hertil svarer ministeren:

"Indledningsvist vil jeg bemærke, at når de kommunalt ejede affaldsforbrændingsvirksomheder skal selskabsgøres, er det op til den enkelte affaldsforbrændingsvirksomheds ejer (kommunen) og ledelse at vurdere, hvordan dette gøres mest hensigtsmæssigt. Hvorvidt en kapitalforhøjelse er det rigtige og muligt vil afhænge af den konkrete situation. Det vil tilsvarende være ejeren (kommunen) og ledelsen, der vurderer, hvilken hensigt der er bag en given kapitalforhøjelse.

Jeg vil også fremhæve, at der i forbindelse med vedtagelsen af lov 745 om ny organisering af forbrændingssektoren og konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald blev indført mulighed for, under helt særlige betingelser, at forlænge fristen 1. januar 2025 for selskabsgørelse for affaldsforbrændingsvirksomheder, der ikke vil kunne etablere et aktie- eller anpartsselskab (fx pga. at affaldsforbrændingsvirksomhedens balanceopgørelse er negativ). Fristen for selskabsgørelse kan forlænges til det tidligste tidspunkt efter den 1. januar 2025, hvor selskabsgørelse forventes mulig for den pågældende affaldsforbrændingsvirksomhed (dvs. fx hvor affaldsforbrændingsvirksomhedens balanceopgørelse er positiv). Affaldsforbrændingsanlæg, der har fået fristforlængelse, vil skulle byde på opgaven med behandling af forbrændingsegnet affald, der ikke er farligt affald, på lige fod med selskabsgjorte anlæg.Det vil være en forudsætning for at kunne opnå en fristforlængelse, at affaldsforbrændingsvirksomheden forud for en anmodning om fristforlængelse har afsøgt og udelukket andre løsningsmuligheder (fx muligheden for at indskyde yderligere kapital).

I forhold til anden del af spørgsmålet, hvor der spørges ind til, hvilke muligheder der er for at finansiere en kapitalforhøjelse igennem affaldsforbrændingstaksterne, har jeg spurgt Energistyrelsen om, hvilke regulatoriske rammer, som man skal forholde sig til. Energistyrelsen oplyser følgende, som jeg vil henholde mig til:”Med takster forstås den pris, som en affaldsforbrændingsvirksomhed modtager fra fx en kommune i betaling for behandling af affaldet. Det er ikke reguleret, hvilke konkrete omkostninger, der kan medregnes ved fastsættelse af affaldsforbrændingstaksten på en kommunalt ejet affaldsforbrændingsvirksomhed. Affaldsforbrændingstaksten på en kommunalt ejet affaldsforbrændingsvirksomhed skal dog svare til de omkostninger, der er forbundet med at levere ydelsen. Det vil være en konkret vurdering, hvilke omkostninger som kan indgå i affaldsforbrændingstaksten, forbundet med at levere affaldsforbrændingsydelsen.

Det bemærkes i tillæg hertil, at en kommunal affaldsforbrændingsvirksomhed er underlagt princippet om økonomisk at skulle hvile i sig selv. Det betyder, at indtægter fra og udgifter for en kommunal affaldsforbrændingsvirksomhed over en vis (kortere) årrække skal balancere. Affaldsforbrændingsvirksomhed må frem til konkurrenceudsættelsen således ikke optjene et overskud, og må ikke drives med fortjeneste for øje.

”I forhold til tredje del af spørgsmålet, hvor der spørges ind til, om en kapitalforhøjelse kan opkræves hos borgerne, forstås det sådan, at kapitalindskuddet foretages af kommunen, der i kraft af sit virke som ejer kan indskyde kapital i affaldsforbrændingsselskabet. Hertil har jeg spurgt Energistyrelsen om rammerne for, at kommuner kan indskyde kapital i affaldsforbrændingsvirksomhed, som oplyser følgende, som jeg vil henholde mig til:

”El- og varmeforsyningsloven er ikke til hinder for, at kommuner indskyder kapital i en affaldsforbrændingsvirksomhed. Det vil imidlertid som udgangspunkt være op til den eller de kommuner, som investerer i og ejer virksomheden, selv at vurdere, om investeringen er saglig og økonomisk forsvarlig. Indskud af egenkapital skal endvidere ske under hensyntagen til statsstøttereglerne. Det kan for eksempel gøres ved, at kommunen i situationen agerer, som en sammenlignelig markedsøkonomisk aktør ville have ageret i en lignende situation. Den egenkapital, som en kommune indskyder i virksomheden, vil som udgangspunkt gå tabt i forbindelse med en eventuel konkurs.”

Afslutningsvist bemærker jeg, at der i spørgsmålet fremgår en antagelse om, at et kommunalt kapitalindskud er momsfrit. For så vidt angår, hvorvidt et kapitalindskud er momsfrit, så vil jeg henvise til Skatteministeriet."


Du kan læse spørgsmål og svar i sin helhed ved at trykke hér.

Læs mere i vidensbanken

Affaldsforbrænding
Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.