Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Cirkulær økonomi på dagsordenen

25. marts 2015
Cirkulær økonomi på dagsordenen
På møde i DAKOFAs Tekniske Råd den 24. marts blev der fokuseret på mulighederne for at fremme den cirkulære økonomi. Fra såvel politisk side som på embedsmandsniveau blev det understreget, at det kun kan gå for langsomt samt at affaldssektoren også har en vigtig rolle.

Der var næsten fuldt hus i DAKOFAs Teknisk Råd til en seance om ”Vækstperspektivet i den cirkulære økonomi” tirsdag den 24. marts. Erhvervspolitisk ordfører for Radikale Venstre, Ida Auken, indledte med en peptalk for at pointere det nødvendige i at arbejde i retning af en cirkulær økonomi. Det er hensynet til såvel de miljø- og klimamæssige perspektiver som de erhvervsøkonomiske og konkurrencemæssige vilkår, der er driveren for det stigende fokus på vores ressourcer.

Ida Auken tog således udgangspunkt i en ressourcemæssigt set optimal verden, hvor et materielt overforbrug er erstattet af låne-, leje-, lease- og deleøkonomi. At det ikke kun er en politisk vision blev eksemplificeret ved de aktuelle initiativer fra en lang række internationale virksomheder, som er blevet langt mere optaget af deres fremtidige ressourceadgang i hensynet til deres fremtidige konkurrenceevne.

Ida Aukens oplæg var i god tråd med oplægget fra Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Anders Hoffmann. Han fremhævede blandt andet virksomhedernes potentielle produktivitetstilvækst på op til 20 kr. i timen, hvis virksomhederne altså udnytter de eksisterende ressourcepotentialer. Desuden henviste Anders Hoffmann til Ellen MacArthur Policy Toolkit Project om udvikling af værktøjer til myndigheder om cirkulær økonomi samt til de 5 cirkulære forretningsmodeller, der i engelske termer kaldes: Substitute, Optimize, Loop, Intensify samt Digitize. Disse forretningsmodeller får flere og flere eksempler i kød og blod, hvilket understreger den stadig stigende kommercielle interesse for de ressourcebesparende initiativer.

Endelig berettede Vicedirektør i Miljøstyrelsen, Claus Torp, om hvordan vi kommer i mål med Ressourcestrategiens del 1 og 2 samt hvordan det går med de udviklingsprojekter, der er søsat i Miljøstyrelsens ressort. Claus Torp kunne således inkludere den samlede affalds- og ressourcesektor ved at fastslå, at cirkulær økonomi handler om at forebygge affald, genbruge produkter og genanvende materialer. Han konkluderede endvidere, at lovgivningen skal understøtte, at affald er en ressource og således repræsenterer en værdi, at vi skal sikre innovation og marked omkring ressourcer og affald samt at vi skal målrette den cirkulære økonomi, så den får størst mulig effekt – og som udgangspunkt med fokus på hele værdikæden.

Oplæggene benyttet ved mødet i Teknisk Råd kan findes ved at trykke her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.