Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Betaler forureneren?

24. maj 2023
Betaler forureneren?
Europa-Kommissionen har i forbindelse med en ny høring sat sig for at forstå, hvordan ”forureneren betaler-princippet” anvendes på tværs af EU’s politikker og på tværs af medlemsstaterne. Høringsfrist er 4. august.

Forurening resulterer i betydelige miljøproblemer som klimaforandringer, luftforurening og affaldsgenerering, hvilket medfører massive omkostninger for samfundet. Forureneren betaler-princippet, der længe har været et nøgleprincip i EU's miljølovgivning og -politikker, dikterer, at forurenere betaler for foranstaltninger til bl.a. at forebygge, kontrollere og afhjælpe forurening og for de omkostninger, som forureningen pådrager samfundet. På den måde har det været tanken, at princippet skal give incitament til at undgå at skade miljøet ved kilden og at holde forureneren ansvarlig for deres negative påvirkning af omverdenen.

Den Europæiske Revisionsret har i en tidligere undersøgelse konkluderet, at forureneren betaler-princippet anvendes i ”varierende grad” i EU's miljøpolitikker og at dets dækning og anvendelse er ufuldstændig. Det er derfor, at Kommissionen nu har igangsat en undersøgelse af emnet, som vil munde ud i en række anbefalinger til, hvordan princippet kan implementeres bedre. En del af dette arbejde er en netop offentliggjort høring, hvori det er muligt for alle relevante aktører at komme med input til, hvor godt EU anvender princippet i deres politikker og hvor godt det fungerer på medlemsstatsniveau.

Undersøgelsen skal bl.a. se på en bred vifte af aktiviteter og politikker, der primært er rettet mod miljøbeskyttelse (herunder klimaforandringer, affaldspolitik eller miljøansvarskrav) og sektorspecifikke politikker på andre områder, der inkluderer miljøhensyn, herunder aktiviteter og politikker for cirkulær økonomi og industri. Undersøgelsen vil også fokusere på, hvem der er ansvarlig for at anvende forureneren betaler-princippet og på, hvordan ansvaret for at gøre dette er delt mellem henholdsvis EU og medlemsstaterne.

Den aktuelle høring vil bl.a. komme ind en række forskellige aspekter inden for forureneren betaler-princippet, herunder effektivitet, relevans, sammenhæng og EU-merværdi. Spørgsmålene lyder bl.a.:

  • I hvilket omfang anvendes princippet i de politikker, der påvirker miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten?
  • Hvor effektivt er princippet til at levere effektive miljøforbedringer?
  • Findes der faktorer, der hæmmer anvendelse af princippet?
  • Om (og i givet fald hvorfor) der er væsentlige forskelle i (effektiv) anvendelse af princippet på tværs af EU-politikker og mellem EU-lande.
  • Om EU's udformning af politikker kunne gøres mere effektiv ved at indarbejde princippet
  • I hvor høj grad princippet opfylder EU’s behov som beskrevet i Den Europæiske Grønne Pagt
  • Hvor konsekvent og sammenhængende anvendelsen af princippet er i EU på tværs af politikker, der påvirker miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten.
  • Hvor vidt det er den rigtige måde, hvorpå ansvaret for at anvende princippet i øjeblikket er spredt mellem EU og EU-lande?

Høringen skal besvares senest 4. august. Det forventes, at anbefalinger til hvordan princippet bedre kan implementeres, vil blive præsenteret i begyndelsen af 2024.

Læs mere
Du kan besvare høringen ved at klikke her

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.