EU’s institutioner spiller en betydelig rolle i regeludviklingen, og det kan give anledning til forvirring, hvordan kommunerne skal orientere sig mod eksempelvis en fortolkningsmeddelelse fra EU-Kommissionen mv.
Der gives en kort introduktion til de forskellige EU-institutioners sammensætning og rolle i lovgivningsprocessen og håndhævelsen af EU-rettens korrekte implementering og anvendelse. Eksempelvis belyses processen omkring traktatbrudssøgsmål.
EU-retten har forrang for national ret. Kommunerne er ligesom Miljøstyrelsen EU-retligt forpligtet til at sikre, at EU’s direktiver og forordninger implementeres i overensstemmelse med deres formål ved reglernes anvendelse og håndhævelsen heraf. En række definitioner er af afgørende betydning for den praktiske anvendelse af de regler, som kommunerne administrerer, og kommunen er derfor forpligtet til at foretage en EU-konform fortolkning af reglerne samt iagttage EU-domstolens praksis.
Processen for EU-retsakters tilblivelse samt de almindelige EU- og miljøretlige principper i Traktaten og fra retspraksis gennemgås.
Kursus: Affaldsjura - Modul I
Kurset består af 2 moduler på hver 2 dage; Modul I - d. 12.-13. december 2018 i Middelfart og Modul 2 - 4.-5. februar 2019 i København. Max 30 deltagere.
Modul 1: 12.-13. december på Hindsgavl Slot, Hindsgavl Alle 7, 5500 Middelfart
Dag 1:
- Introduktion til EU’s institutioner og deres rolle i lovgivningsprocessen samt EU-retlige retskilder
- Den danske lovgivningsproces - love og bekendtgørelser
- Introduktion til den juridiske metode
- Overblik over de centrale nationale og EU-retlige kilder på affaldsområdet
- Klarificering af rollerne for de offentlige myndigheder på affaldsområdet
- Affaldsdefinitionen og øvrige definitioner i affaldsbekendtgørelsen samt nye definitioner
- Principielle domme på affaldsområdet
Middagen efter dag 1 finder sted på Hindsgavl Slot
Undervisere på dag 1:
Advokat (H) Jacob Schall Holberg, Bech-Bruun
Funktionsleder, cand. jur., Mikkel Clausen, Miljøstyrelsen
Dag 2:
- Affaldsplanlægning, herunder ressourceplanen i et retligt perspektiv
- Klassificering af affald - set i juridisk perspektiv
- Klassificeringsreglerne i relation til erhvervsaffald
- Klassificeringen i den virkelige verden, herunder sondringen mellem nyttiggørelse og bortskaffelse
Undervisere:
Funktionsleder, cand. jur., Mikkel Clausen, Miljøstyrelsen
Deltagerprisen er pr. modul og er med eller uden overnatning afhængig af den valgte deltagerpris.
OBS: husk at du skal tilmelde dig begge moduler enkeltvis. Det er muligt kun at deltage i et af modulerne. Der vil være fællesmiddag om aftenen på førstedagen. Program og tilmelding til modul II kan ses her.
Program
Kursus i affaldsjura - modul I - Dag 1
Undervisere:
Advokat (H) Jacob Schall Holberg, Bech-Bruun
Funktionsleder, cand. jur., Mikkel Clausen, Miljøstyrelsen
Grundloven fastlægger spillereglerne for Folketingets vedtagelse af lovgivning i Danmark, hvilke vil blive gennemgået. Derudover gennemgås, hvordan bekendtgørelser bliver til, herunder betydning af lovbemærkninger i forhold til rækkevidden af ministerens bemyndigelser.
Der gives desuden et overblik over reglerne om offentlighedens inddragelse i Århus-konventionen og miljøbeskyttelsesloven.
Affaldsområdet er karakteriseret ved høj kompleksitet, og det er reglerne, der regulerer området følgelig også. Kommunerne er tillagt størstedelen af kompetencen på affaldsområdet, og de skal navigere i en verden af direktiver, love, bekendtgørelser, retspraksis i løbende udvikling, vejledninger og en skov af vejledende udtalelser fra Miljøstyrelsen.
Behovet for kendskab til den juridiske metode og retskildernes hierarki er betydeligt. Der gives en kort indføring i den juridiske metode med henblik på at gøre deltagerne bedre i stand til at anvende juridiske fortolkningsmetoder i forhold til de mange retskilder, der skal iagttages i den kommunale administration af affaldsområdet.
Klarificering af rollerne for de offentlige myndigheder på affaldsområdet.
Der redegøres for Miljøstyrelsens og Energistyrelsens roller som regeludarbejdende og regelfortolkende myndigheder samt, hvordan styrelserne ser sin opgave som sektortilsynsmyndighed.
Kommunernes kompetencer og roller på affaldsområdet beskrives. Derudover gennemgås samspillet mellem affaldsreglerne og kommunalfuldmagten med henblik på at beskrive kommunernes muligheder for at varetage opgaver, som ikke er udtrykkeligt reguleret i miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen.
Endelig beskrives statsforvaltningens kompetence og rolle på affaldsområdet. Statsforvaltningens muligheder for at sanktionere ulovlig kommunal opgave- varetagelse i medfør af kommunestyrelsesloven gennemgås.
Affaldsdirektivets affaldsdefinition er direkte indskrevet i affaldsbekendtgørelsen. Der er tale om en dynamisk definition, som er vanskelig at håndtere i praksis, og dagen tager derfor sit afsæt i en gennemgang af affaldsdefinitionen og den dertilhørende omfangsrige retspraksis fra navnlig EU-domstolen om definitionens forståelse og betydning. Derudover vil der blive set på definitionen for biprodukter og affald, der ophører med at være affald gennem end-of-waste-kriterierne.
Affaldsbekendtgørelsen indeholder herudover en lang række øvrige definitioner, hvoraf en del stammer fra affaldsdirektivet.
Affaldsområdet er karakteriseret ved detaljeret regulering, men der er en række domme fra EU-domstolen og de danske domstole, som bidrager afgørende til reglernes forståelse og anvendelse i praksis.
Med henblik på at illustrere, hvad der kan give anledning til tvister ved domstolene på affaldsområdet, gennemgås en række centrale domme fra EU-domstolen og de danske domstole. Det er desuden hensigten, at gennemgangen illustrerer, hvordan den juridiske metode anvendes i praksis.
Kursus i affaldsjura - Modul I - Dag 2
Undervisere:
Funktionsleder, cand. jur., Mikkel Clausen, Miljøstyrelsen
Miljøbeskyttelseslovens § 46c og § 47 fastlægger det overordnede retlige grundlag for den nationale plan for håndtering af affald og den kommunale affaldsplan. Affaldsbekendtgørelsens kapitel 4 fastlægger de nærmere retlige rammer for den kommunale affaldsplanlægning.
Reglerne vil blive gennemgået og forholdet mellem den nationale affaldshåndteringsplan (ressourceplanen) og den kommunale affaldsplan vil blive nærmere belyst. Derudover vil det forventede indhold af den nationale affaldsplan blive introduceret.
Det er kommunerne, som ifølge affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 1, afgør, om et stof eller en genstand er affald, og det er kommunerne som skal træffe afgørelse om, hvorvidt noget ikke er affald efter kriterierne i affaldsbekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1-4, eller om der er tale om ”end-of-waste”, jf. affaldsbekendtgørelsens § 4, stk. 4 og 5. Klassificeringsreglerne vil blive gennemgået, så deltagerne bliver klædt på til at anvende reglerne i praksis, herunder med fokus på oplysning af sagen. Under dette punkt vil også kommunernes muligheder for at klassificere noget som end-of-waste blive berørt.
Som udgangspunkt er det den affaldsproducerende virksomhed der klassificerer sit affald, men hvad er kommunens muligheder for at om-klassificere det og hvad siger reglerne herunder, hvad findes der af vejledende udtalelser.
I forhold til klassificeringsopgaven er det i høj grad affaldets karakteristika og egenskaber, som er afgørende. Deltagerne vil derfor få en gennemgang af nogle eksempler på klassificering af affald fra den virkelige verden med henblik på, at sammenhængen mellem reglerne og de tilfælde, som den kommunale medarbejder bliver stiller overfor i hverdagen. Herunder vil deltagernes egne erfaringer blive inddraget.