Biogas er en gasart, der dannes ved biologisk nedbrydning af organisk materiale uden tilstedeværelse af ilt. Gassen kan bruges til at producere el og varme samt som drivmiddel til køretøjer.
 
Et biogasanlæg består i hovedreglen af en række tanke, bl.a. en såkaldt fortank og en reaktortank. I fortanken bliver husdyrgødning (gylle) og organisk affald blandet sammen for at opnå den rette substans.
 
Herefter varmes det op til enten ca. 35-37 grader (mesofil proces) eller ca. 52-54 grader (termofil proces), hvilket har betydning for nedbrydningsprocessens fart og følsomhed. Den termofile drift er hurtigere end den mesofile, da en højere temperatur fremskynder nedbrydningen, men den er samtidig mere følsom over for kvælstofindholdet.
 
Efter opvarmningen pumpes blandingen gennem et lukket rørsystem over i en reaktortank, hvor den egentlige gasproduktion foregår. I den iltfrie reaktor foregår den biologiske nedbrydningsproces ved hjælp af bakterier, og opholdstiden er to-fire uger.
 
Gassen, hovedsageligt metangas (CH4) og kuldioxid (CO2), brændes derpå af i en motor, der trækker en generator. Herved skabes der energi i form el og varme.
 
Den afgassede, fiberrige biomasse, fermentat, køres ud på landsbrugsjorden som gødning eller behandles efterfølgende ved separation.
 
Separation og efterseparation
Separation (og efterseparation) gør det muligt at fjerne nogle af de overskydende næringsstoffer fra gyllen. Det har betydning for størrelsen af det areal, hvorpå gyllen kan udbringes (det såkaldte harmoniareal).
 
Separationen kan både finde sted på den enkelte landbrugsejendom, eksempelvis i form af et mobilt anlæg, eller på et biogasanlæg som efterseparation. Ved separation bliver gyllen udskilt i en flydende og i en fast del.
 
Den faste del, fiberfraktionen, overføres til biogasanlægget, hvor det øger mængden af organisk materiale og dermed produktionen af gas. Den flydende del, væskefraktion, bringes ud som gødning på de tilhørende marker.
 
Der findes overordnet tre forskellige teknologier til separation, nemlig dekanter, kemisk fældning og skruepresse.
 
• Dekanter: Gyllen slynges med høj fart rundt i en centrifuge, hvilket leder fiberfraktionen ud i periferien af centrifugen, hvor det opsamles af en snegl. 

• Kemisk fældning: Gyllen tilsættes et flokkuleringsmiddel, der får de mindre tørstofpartikler til at samle sig i større klumper, som derved sies fra.

• Skruepresse: Gyllen føres ind i den ene ende af en opretstående, tragtformet beholder. Her driver en skrue fiberdelen op og ud af toppen, mens væsken løber retur mod bunden.

Afhængig af teknologi og størrelse kan et separationsanlæg klare mellem 3-100 tons i timen.