Bioethanol er en alkohol, der kan bruges som brændstof, typisk som supplement til benzin, hvorved det fortrænger en tilsvarende mængde fossilt brændstof. Det fremstilles ved gæring af organisk materiale i form af restprodukter fra landbruget, f.eks. halm. At det netop er restprodukter betyder, at der er tale om 2. generations bioethanol.
 
Som det første skal halmen igennem en forbehandling, som er nødvendig for at gøre halmen modtagelig over for den efterfølgende enzymbehandling. Forbehandlingen indebærer bl.a. snitning og befugtning, samt en varmebehandling, hvor materialet koges under højt tryk (20 bar).
 
Resultatet er en flydende fibermasse, som nu kan tilsættes enzymer. Enzymerne nedbryder massen, og herved frigives sukkerstofferne i halmen.
 
Derpå følger gæringen, også kaldet fermentering, som foregår i en reaktor, hvor gærens mikroorganismer omdanner sukkeret i halmen til ethanol.
 
Gæren, der benyttes, har betydning for om kun den ene eller begge sukkertyper i halmen kan omdannes til ethanol. Det har igen betydning for ethanoludbyttet og typen af medprodukter. Når gæringsprocessen er afsluttet, separeres ethanolen fra ved destillering.
 
Efterfølgende kan slutproduktet anvendes som tilsætning i benzin, normalt i forholdet 5-10 procent uden at ændre på motoren. Visse transportmidler kan køre på helt op til 100 procent ethanol, men det kræver en modifikation af bilen.
 
Udover ethanol kommer der to medprodukter, ud af den rest, som ikke omsættes i ethanolprocesen, i form af brændselspiller (lignin) og et foderprodukt (C5 melasse). Affaldets gennemløbstid er ca. 7 dage.