Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: TAK for 2017 - vi glæder os til 2018

31. december 2017
TAK for 2017 - vi glæder os til 2018
Rekordstor opbakning til DAKOFA i 2017 giver øget medlemsservice i 2018.

Kære alle DAKOFA-medlemmer

I anledning af, at året så småt er ved at gå på hæld, vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke jer alle for den massive opbakning til DAKOFA i 2017. Hvad enten det har drejet sig om vores netværk, kurser, seminarer eller konferencer, har der været en særdeles høj grad af videndeling og erfaringsudveksling helt i den DAKOFA’ske ånd. Ud over graden af deltagelse ved vores arrangementer, kan vi også notere os, at medlemstallet støt og roligt er steget gennem de seneste år, hvilket tillige gælder antallet af sponsorer.

Men der har som bekendt også været tale om et år, hvor der har været rigelig grund til at lade sig berige af viden og kompetencer, så man kan være opdateret i en tid med alt fra FN’s bæredygtighedsmål, EU’s cirkulær økonomi-pakke og den kommende nationale affaldsplan til reviderede affaldsdirektiver og en barslet forsyningsstrategi med mulige omkalfatrende organisatoriske konsekvenser for hele sektoren. Vores årskonference i september havde således rekordhøj deltagelse med 324 gæve skralde- og ressourcefolk, der gerne ville give deres input til udformningen af den kommende, nationale affaldsplan.

Den øgede interesse for foreningens aktiviteter har afspejlet sig i en opnormering af sekretariatet, så vi pr. 1. januar har fornøjelsen af at ansætte Marit Vedelsdal til blandt andet at medvirke til at sikre videreformidlingen af den torvebragte viden via vores opdaterede hjemmeside, konference-APP og de sociale medier, der måtte være relevante. Desuden bliver vi ligeledes den 1. januar fuldtallige på den miljøfaglige side, da Anders Gideon vil glide ind i teamet med henblik på at kunne opfylde de stadigt stigende ønsker om kompetenceopbygning, som vi er tilsmilet af fra medlemmernes side.

Vi håber således at være trimmet til dels at kunne tilbyde de efterspurgte aktiviteter og dels fortsat at være garanten for, at ny viden og kommende rammebetingelser kan findes ved at søge ét sted; nemlig på www.dakofa.dk eller på ét af vore mange arrangementer, som i øvrigt kan findes samme sted.

Det er derfor med den største fortrøstning, at vi i DAKOFAs sekretariat ser frem til et 2018 med øget netværksopbygning og fortsat opbakning til, at DAKOFA er stedet man mødes, når man vil være med til at gøre en forskel...

Med ønsket om en glædelig jul og et ressourcestærkt nytår.


Ole Morten Petersen
Direktør

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.