Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Relancering af DAKOFAs netværk for affaldsjura

18. november 2014
I lyset af de seneste års erfaringer fra driften af juranetværket er det blevet besluttet, at netværket fremadrettet får en mere fast struktur.

Der vil fremover blive afholdt to halvårlige møder (primo februar og primo september), som vil bestå af et halvdagsseminar vedrørende et aktuelt og/eller relevant emne inden for affaldsområdet om formiddagen og et egentligt netværksmøde om eftermiddagen.

Formiddagens seminar vil sætte fokus på et emne af juridisk betydning for affaldssektorens aktører. Til det kommende møde i februar forventes det eksempelvis, at eksterne eksperter vil fortælle om den nye danske udbudslov, som forventes fremsat i Folketinget ultimo november i år.

Eftermiddagens netværksmøde vil have nogle faste punkter på dagsordenen. Bl.a. vil sløret under ”Nyt fra Miljøstyrelsen” blive løftet for nylige og kommende regler på affaldsområdet ved en repræsentant fra Miljøstyrelsen. Derudover vil et fast punkt være ”Nye afgørelser, udtalelser og domme”, hvor netværkets formand, advokat Jacob Brandt, vil sørge for at orientere (eller der bliver orienteret) om den væsentligste udvikling i retspraksis på affaldsområdet de forgangne seks måneder.

På netværksmødet vil medlemmer også have mulighed for at sætte spørgsmål eller sager på dagsordenen, som de arbejder med i det daglige eller som har deres interesse. Spørgsmålene eller sagerne vil efter forudgående orientering blive drøftet af netværkets medlemmer med henblik på at sikre fremdrift og input til sagen. 

Endelig vil der på netværksmødet være mulighed for, at eksterne eksperter holder oplæg af mindre varighed om aktuelle og/eller relevante emner. Eksempelvis forventes Advokat Håkun Djurhuus at holde oplæg om ekspertpanelets arbejde med lovreformen på miljøområdet på netværksmødet i begyndelsen af februar 2015.

DAKOFAs mange faglige netværk har ofte juridiske emner på dagsordenen. Fremadrette vil medlemmerne af juranetværket løbende blive orienteret, når disse netværk har emner på dagsordenen, som kan have juranetværkets interesse.

Med henblik på at sikre netværket størst mulig berøringsflade, input samt kompetent ledelse heraf på basis af forankring i forskellige dele af sektoren er der etableret en styregruppe, som består af sekretariatsleder, cand. jur. Marianne Munch Jensen (Affalds- og Ressourceindustrien), Funktionsleder, cand. jur. Niels Bukholt (Miljøstyrelsen) samt advokat Jacob Brandt (Bech-Bruun advokatfirma). Jacob Brandt fortsætter som formand for netværket.

Møderne i 2015 vil blive afholdt den 5. februar og 3. september. Tilmelding til møderne kan ske her på hjemmesiden.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.