Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.
Log indNyhed: Ny rapport om nano-materialer i affald fra Miljøstyrelsen
Undersøgelsen giver et overblik over den eksisterende viden på området og den præsenterer indledende massestrømme for de potentielt vigtigste nano-materialer i forskellige affaldsstrømme. I undersøgelsen udpeges områder, hvor der er behov for nærmere undersøgelser mht. miljø og sundhed, når affald med nano-materialer håndteres i vores affaldssystemer.
Betydelige affaldsstrømme med nano-materialer
I undersøgelsen fokuseres på følgende affaldsstrømme
• Metalaffald
• Plastik
• Tekstiler
• Elektronikaffald og udtjente biler
• Bildæk
• Bygge- og anlægsaffald
Affaldsstrømmene er udvalgt dels fordi de er interessante i forhold til de danske affaldshåndteringssystemer, dels fordi der er viden tilgængelig i litteraturen.
De anvendte nano-materialer i forhold til disse affaldsstrømme omfatter f.eks. carbon nanotubes (CNT), Nano-SiO2, nano-Ag, Nano-TiO2, Nano-ler, Nano-ZnO, Nano-CeO2. Nano-materialerne i affaldsstrømmene anvendes f.eks. i forbindelse med overfladebehandling og anden behandling, maling, emballager, tilsætninger, o.lign.
Udfordringer ved håndtering af nano-materialer i affaldssystemerne
Gennem indledende massestrømsanalyser peger undersøgelsen på, hvad der sker med nano-materialerne gennem traditionel affaldshåndtering.
Ved genanvendelse og nyttiggørelse af affald indeholdende nano-materialer er der generelt et behov for at se på arbejdsmiljøeffekter i forbindelse med selve genanvendelsesprocessen samt miljøeffekter ved behandling og efterfølgende disponering til genanvendelse/nyttiggørelse. Endeligt er det relevant at se på tilførslen af nano-materialer til ”nye” produkter, når affald med nano-materialer oparbejdes til brug i nye produkter. Arbejdsmiljøeffekter hovedsageligt relateret til håndteringen ved indsamling, sortering, neddeling og knusning i forhold til støv. Miljøeffekter relateres til frigivelse af nano-materialer fra affaldet med risiko for spredning til det omkringliggende miljø ved nyttiggørelse.
I affaldsforbrændingsprocessen viser litteraturen, at de uorganiske nano-materialer, TiO2, ZnO og Ag, primært ender i slaggerne og kun i mindre grad i flyveasken. I forbindelse med nyttiggørelse af slagger peges der på behovet for viden om arbejdsmiljøforhold ved oparbejdning og håndteringen af slaggerne samt risiko for miljøpåvirkninger ved udvaskning af nano-materialer fra slaggerne.
Ved deponering af affald med nano-materialer peges der på risikoen for frigivelse af nano-materialer til perkolatet og den manglende viden om membranens evne til at tilbageholde disse nano-partikler.
Endelig peger undersøgelsen på nødvendigheden af at udvikle analysemetoder til at bestemme indhold af nano-materialer i affaldsfraktioner.
Læs hele rapporten - hent den her
Se materialet fra DAKOFAs seminar om nanoaffald her
Læs også en videnskabelig undersøgelse fra DTU-Miljø om nano-partikler i affald – hent artiklen her