v/ DAKOFA
Webinar: Indsamling af farligt affald
Vi har på et tidligere DAKOFA-webinar hørt, at langt fra alle kommuner fik etableret de nødvendige henteordninger inden fristen 1. juli 2021, og at en del kommuner ikke når det inden dispensationsfristen. Indsamling af farligt affald ser ud til at være et af problembørnene, hvor kun 30 kommuner er klar med en fuldt udrullet henteordning pr juli 2021.
En af udfordringerne ved ikke at indsamle det farlige affald på optimal vis er, at det derved kan ende i de genanvendelige fraktioner, som indenfor de nærmeste par år vil blive rullet ud i det ganske land. Det medfører ringere genanvendelse; såvel kvalitativt som kvantitativt.
Dette webinar belyser muligheder og barrierer ved husstandsindsamlingen af farligt affald både i enfamilieshuse og etageboliger. Vi skal se på, hvordan indsamling kan indrettes i praksis, hvor meget der er af de forskellige typer af farligt affald, og hvordan det fungerer i samspil med indsamling af fx elektronikaffald og batterier.
Vi vil også dykke ned i, hvordan den for mange borgere lidt ulogiske fraktion kan kommunikeres. Hvordan kan vi få det store flertal af borgere til reelt at udsortere mere af deres farlige affald og undgå, at de giver op efter et blik på lange lister over alt det farlige, der kan forekomme i en husstands affald?
Endelig skal vi høre om, hvordan det afhentede farlige affald kan blive sorteret yderlige og behandlet.
Deltag i webinaret og bliv klædt på til fremtidens indsamling af farligt affald.