Mængder, potentialer og muligheder.
Seminar: Hvad gør vi med problembørnene i skraldespanden? - Kompositter og bioplast
Seminarets første session handler om indsamling, håndtering og genanvendelse af papbaserede kompositemballager, primært til drikkevarer, eller bare ”mælkekartoner”.
Indsamling og genanvendelse af mælkekartoner og andre sammensatte papbaserede emballager bør være relativt simpel. Det sker i vid udstrækning i landene omkring os, men alligevel er der etableret meget få løsninger i Danmark. På seminaret forsøger vi at finde ud af hvorfor.
Vi vil give et overblik over mængder, potentialer og genanvendelsesmuligheder samt se på, om økonomien kan hænge sammen. Vi skal høre om både erfaringer fra udlandet samt om de praktiske erfaringer fra en dansk kommune, der igennem mange år har indsamlet drikkevarekartoner til genanvendelse.
På anden session af seminaret skal vi se på et af de nye problembørn i skraldespanden, nemlig bioplasten. Både den biobaserede og den bionedbrydelige volder problemer, på hver deres måde. Både i produktions- og affaldsfasen. Men hvad er problemerne egentlig? Og hvordan kan vi løse dem?
Vi skal se på hvad bioplasten, både den ene og den anden slags, er, hvor den kommer fra og hvad vi kan gøre med den, når vi er færdige med at bruge den. De to overordnede typer af bioplast er meget forskellige og kræver derfor forskellige behandlingsformer; men hvordan passer de ind i det danske affaldssystem, hvis overhovedet?
Vi skal fra producenten høre, hvor, hvordan og af hvem den bionedbrydelige plast kan nedbrydes og vi skal have deres bud på fremtiden inden for den bionedbrydelige plast. Er plast der kan nedbrydes under naturlige forhold på vej?
Vi slutter hver session af med en grundig debat; hvordan kan vi udnytte potentialer og hvad er faldgruberne?
DAKOFA ser frem til en spændende dag med ny viden, gode debatter og forhåbentlig brugbare løsninger.
Program
Session 1: Hvordan løser vi udfordringerne med mælkekartoner og andre sammensatte emballager?
Hvad gør man i andre lande? – både hos vores nærmeste naboer og i resten af Europa.
Oplægget holdes på engelsk og via Skype
Hvordan har en dansk kommune valgt at håndtere drikkevarekartonerne? Fredericia kommune fortæller om resultater og erfaringer.
Session 2: Hvordan er det nu det er med bioplasten?
Hvad kan og gør producenterne? Hvordan kan den bionedbrydelige plast nedbrydes, hvem gør det og hvad bliver det til? Hvad er fremtidens bionedbrydelige plast?
Oplægget holdes på engelsk
Hvordan passer de to overordnede typer af bioplast ind i det danske affaldssystem? Hvordan passer bioplasten ind i fremtidens bioøkonomi?