Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Højere ambitioner for kritiske råstoffer ønskes

14. september 2023
Højere ambitioner for kritiske råstoffer ønskes
Industri-udvalget i Europa-Parlamentet ønsker at arbejde for en langt mere ambitiøs tilgang til fremtidens adgang til kritiske råstoffer. I stedet for at fokusere på at diversificere kilderne til råstofferne, skal vi blive mere cirkulære og anvende de råstoffer, vi allerede har.

Tilbage i marts måned præsenterede Europa-Kommissionen et forslag til en ny forordning, der skal være med til at sikre en mere sikker og bæredygtig forsyning af kritiske råstoffer til EU. Helt overordnet er idéen at gøre unionen mindre afhængig af de få nuværende leverandører (herunder Kina). Mere specifikt går forslaget på, at vi bl.a. skal øge EU’s egen udvinding af de råstoffer, som vi selv har til rådighed, diversificere de værdikæder, der ligger uden for EU samt øge udvindingen fra det affald, der bliver produceret inden for unionens grænser. I forhold til sidstnævnte omfattede forslaget bl.a. krav til de enkelte medlemsstater om at:

  • Øge indsamlingen af affald med et ’højt kritisk-råstof-nyttiggørelses-potentiale’, hvorefter det skal sikres, at dette affald håndteres i relevante genanvendelsessystemer
  • Øge genbruget af produkter og komponenter med et ’højt kritisk-råstof-nyttiggørelses-potentiale’
  • Øge anvendelsen af sekundære kritiske råstoffer i produktionen og, hvor det er relevant, anvende indhold af sekundære kritiske råstoffer som del af kriterierne i offentlige udbud

På den måde var målet i Kommissionens forslag, at sikre, at mindst 15 % af EU's årlige forbrug af strategiske råstoffer vil stamme fra genanvendelse af affald i EU. 

Mere fokus på råstofferne i affaldet
Som et led i den sædvanlige lovgivningsproces i EU har Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi netop vedtaget sin holdning til Kommissionens forslag. Her ønsker man imidlertid i stedet at fokusere på at øge indsamling, sortering og genanvendelse ved at sætte et mål om, at 45 % af materialerne i EU-affaldet genanvendes. På den måde vendes logikken så at sige om, så fokus bliver på at fremme genanvendelse frem for at diversificere kilderne til råstofferne. Udvalget ønsker ydermere at øge genanvendelseskapaciteten for hvert af de 16 såkaldte strategiske råstoffer med 10 %, samt at øge EU’s samlede kapacitet til at raffinere og behandle kritiske råstoffer.

Endelig ønsker Udvalget også at EU begynder at nedbringe sit forbrug af kritiske råstoffer, hvilket skal ske ved at introducere et såkaldt benchmark, så unionen kan måle sig på at reducere forbruget i forhold til et referencescenarie.

Udvalgets position skal nu vedtages i plenarsal. Næste skridt i processen er trilogforhandlingerne med Rådet, hvorefter den endelige forordning kan vedtages.

Læs mere
Du kan læse mere om Udvalgets holdning i denne pressemeddelelse.
Du kan også læse mere om vedtagelsen i denne nyhed på Euractiv’s hjemmeside.

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.