Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Genbrugte byggevarer og sundhedsskadelige stoffer

19. marts 2024
Genbrugte byggevarer og sundhedsskadelige stoffer
Behov for bedre dokumentation af genbrugte byggevarers egenskaber, tydelig ansvarsfordeling og mere samarbejde mellem aktørerne i byggevarens værdikæde.

Social- og Boligstyrelsen har fået undersøgt, hvilke problemstillinger den danske byggebranche oplever med sundhedsskadelige stoffer i genbrugte byggevarer. Undersøgelsen er udført af Niras, og er baseret på kvalitative interview med 16 aktører i værdikæden.

Aktørerne oplever en række barrierer, der gør det udfordrende at genbruge byggevarer, hvoraf de fleste handler om økonomi, risiko, forsyningssikkerhed og timing. Risikoen for sundhedsskadelige stoffer i genbrugte byggevarer, udgør en mindre del af de samlede barrierer.

Eftersom byggeriet fokuserer på at styre og minimere risici, undgås materialer, der vurderes som risikofyldte, bl.a. for at undgå ansvar for fejl. Genbrugte byggevarer vurderes ofte som en risiko, fordi de er mindre veldokumenterede end nye, fx hvad angår indholdsstoffer.

Hvis genbruget skal øges kræver det, at der skabes forbindelser og procedurer, der gør det praktisk, juridisk, miljømæssigt og økonomisk muligt at udveksle byggevarer fra nedrivning, håndtering af bygge- og anlægsaffald, byggeprodukter og byggeri på standardiseret og effektiv vis. Håndteringen af sundhedsskadelige stoffer er en tværfaglig opgave, som hører til i samtlige led af en bygnings værdikæde, og som kræver en klar ansvars- og rollefordeling gennem byggeriets værdikæde.

Der er usikkerhed om hvornår, hvor meget og hvordan, der skal testes for sundhedsskadelige stoffer. Typisk undersøges der for indhold af asbest, 6-8 tungmetaller, kulbrinter, klorerede paraffiner, tjærestoffer og PCB.

Usikkerheden om PCB handler om grænseværdier, viden om afsmitning mellem materialer over tid, testmetoder og sammenhængen mellem affaldslovgivningen og bygningsreglementet. Flere af aktørerne er usikre på, om grænseværdien for PCB i genbrugte byggevarer er 0 eller 50 ppm. Ifølge Bygningsreglementet (§329) må forureninger fra byggematerialer ”ikke påvirke bygningers indeklima, så der opstår risiko for personers sundhed eller komfortmæssige gener”, og derfor kan der være tvivl om, hvorvidt en byggevare under farligt affaldskriteriet på 50 ppm kan eller må genbruges og evt. til hvilke formål. Konkret efterspørges en afklaring af, hvilken grænseværdi der er for PCB.

Flere aktører oplever, at de kommunale myndigheder håndhæver og fortolker lovgivningen forskelligt, for eksempel for PCB, og de efterspørger operationelle grænseværdier, ensartet håndhævelse samt faste producerer for, hvordan det skal måles og kontrolleres, så at indeklimakravene overholdes.

Aktørernes løsningsforslag: 

  • Behov for kompetenceopbygning vedr. viden om og krav til indholdsstoffer: Her efterspørges særligt vejledninger, som kan hjælpe med at vurdere, hvornår et materiale er egnet til at kunne genbruges. Samtidig efterspørges en differentiering i kravene, der fx tager hensyn til, hvilken placering og anvendelse materialerne havde i den foregående bygning, og om materialet skal bruges inden- eller udenfor i den næste bygning.
  • Behov for specifikke grænseværdier, som gør det muligt at genbruge bygningsdele, herunder hvilke test der er nødvendige.
  • Behov for et sammenhængende overblik over de regler, der gælder hele processen fra nedrivning til indbygning samt en vejledning eller en standardliste, som den ansvarlige kan gennemgå for at sikre, at der er taget højde for og undersøgt alle relevante forhold.
  • Dele konkrete erfaringer og gode praksisser om genbrug af byggevarer på tværs af værdikæde og brancher.
  • Behov for et paradigmeskift, hvor byggebranchen begynder at udvikle nye retningslinjer, hvor genbrugte materialer ses som en ressource, og hvor genbrug udgør en ny standard.
  • Udvikle en velfungerende værdikæde for genbrugte byggevarer, hvor bl.a. bygherre efterspørger genbrug i byggeriet (og gerne udfordrer rådgiverne i den forbindelse) og stiller præcise krav ift. indholdsstoffer.

Læs mere
Social- og Boligstyrelsen, 2024, Sundhedsskadelige stoffer i genbrugte byggevarer

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.