Dansk Kompetencecenter for Affald og Ressourcer

Nyhed: Genbrugsnetværk som central aktør i den cirkulære omstilling

15. juni 2022
Genbrugsnetværk som central aktør i den cirkulære omstilling

Genbrugsnetværk er ifølge en ny rapport en vigtig spiller i den cirkulære omstilling. Rapporten præsenterer viden og inspiration til både eksisterende og kommende netværk.

En ny rapport undersøger ni forskellige netværk af socialøkonomiske aktører, der er aktive inden for genbrugsområdet – de såkaldte genbrugsnetværk. Målet var at blive klogere på eksisterende genbrugsnetværk, herunder at identificere deres primære opgaver, struktur, muligheder for (ekstern) finansiering, det omkringliggende politiske og strukturelle miljø samt best practice. Resultaterne skal danne baggrund for et nyt landsdækkende finsk genbrugsnetværk, men kan naturligvis også inspirere andre steder.

Vigtigt samlingspunkt
Rapporten viser, at den primære opgave for både nationale og regionale genbrugsnetværk er at koordinere lobbyarbejde, at dele knowhow blandt medlemmerne samt, mere bredt, at skabe opmærksomhed om genbrug. Netværkene er blevet afgørende for lobbyarbejdet, fordi etablering af et enkelt kontaktpunkt i forhold til genbrugssagen øger synligheden og letter deltagelse i forskellige offentlige begivenheder, herunder både politiske og socialt relaterede debatter. I den forbindelse anbefales det derfor også, at genbrugsnetværk, hvis de ikke allerede har det i forvejen, etablerer en omfattende strategi for lobbyarbejdet, der er i overensstemmelse med medlemmernes interesser, at man kommunikerer hyppigt med relevante interessenter, skaber en stærk online tilstedeværelse og organiserer interne arbejdsgrupper, der kan diskutere politiske spørgsmål med medlemmerne.

Rapporten identificerer ligeledes opgaver som formidling af best practice og ekspertise som en vigtig opgave for genbrugsnetværk. Her peges der bl.a. på, at det er vigtigt at opbygge et fællesskab af organisationer, som kan som kan diskutere praksis og eksisterende projekter og som på sigt kan samarbejde om fælles projekter og danne partnerskaber.

Lidt mere overordnet peges der også på, at god og professionel styring af netværket er vigtigt, herunder eksempelvis en generalforsamling bestående af alle medlemmer, der bl.a. kan udnævne en bestyrelse, lave vedtægtsændringer, godkende budgetter og årsregnskab, samt inkludere nye medlemmer. I forhold til finansiering er netværk ifølge undersøgelsen som hovedregel primært finansieret af eksterne midler og kun i mindre grad medlemsgebyrer.

Central aktør i den cirkulære omstilling
Helt overordnet konkluderer rapporten, at genbrugsnetværk er centrale aktører i implementeringen af affaldshierarkiet og overgangen til en cirkulær økonomi og at de er vigtige i kraft af at repræsentere deres medlemmer i den sociale og politiske debat på regionalt, nationalt og internationalt plan.

Baggrund
Rapporten er udarbejdet af den europæiske organisation RREUSE og er en del af det 7 år lange EU LIFE-projekt CIRCWASTE, som skal være med til at fremme cirkulær økonomi i Finland. Rapporten er baseret på en omfattende undersøgelse, semi-strukturerede interviews og desk research såvel som Rreuses mangeårige erfaringer inden for genbrugsområdet.

Læs mere
Du kan finde hele rapporten ”Research study on developing re-use networks in Europe” her.

Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.