Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.
Log indNyhed: Forbrænding af imprægneret træ bliver nu muligt på danske anlæg
Hovedparten af det metalimprægnerede træaffald sendes i dag til forbrænding i Tyskland, mens en mindre del deponeres. Det drejer sig især om træ imprægneret med kobber, krom eller arsen (CCA), som er de stoffer man gennem mange år anvendte, og som man med affaldsbekendtgørelsens regler har ønsket at undgå spredning i miljøet af.
Det er nu undersøgt, om det fortsat er den miljømæssige og samfundsøkonomiske bedste måde at håndtere og behandle imprægneret træaffald på.
Arbejdet, der i 2013 blev igangsat som opfølgning på Ressourcestrategi I ”Danmark uden affald”, har resulteret i fire miljøprojekter:
- Fuldskala forbrænding af imprægneret træ (Miljøprojekt nr. 36, 2017)
- Samfundsøkonomisk vurdering af behandling af imprægneret træ (Miljøprojekt nr. 37, 2017)
- Livscyklusvurdering af behandling af imprægneret træaffald (Miljøprojekt nr. 38, 2017)
- Kortlægning af CCA-imprægneret træaffald i Danmark (Miljøprojekt nr. 39, 2017)
Resultaterne af projekterne har givet anledning til, at Miljøstyrelsen nu opdaterer den vejledende udtalelse vedr. håndtering af imprægneret træaffald, således at metalimprægneret træ nu også kan betragtes som forbrændingsegnet.
Der skelnes mellem to typer af metalimprægneret træaffald:
- Metalimprægneret træ behandlet med arsen klassificeres som udgangspunkt som farligt affald og må kun forbrændes på anlæg, der har en miljøgodkendelse til at forbrænde arsen-behandlet træ. For anlæg, der ikke i forvejen har en miljøgodkendelse til at forbrænde denne type affald, er der VVM-pligt.
- Øvrigt metalimprægneret træ er som udgangspunkt klassificeret som ikke-farligt affald. Affaldet kan forbrændes på konventionelle affaldsforbrændingsanlæg, dog kræver det en konkret miljøgodkendelse hertil.
Miljøstyrelsen anbefaler, at hvis der er tvivl om træaffaldets sammensætning og karakter, så bør det hele betragtes som metalimprægneret farligt affald og håndteres som dette. Det vil ofte være tilfældet for blandet træaffald fra genbrugspladser og lignende indsamlingsordninger, hvor kilden er ukendt.