Du skal være logget ind som bruger med medlemsrettigheder for at kunne læse denne nyhed.

Log ind

Nyhed: Emballageforordning: EU-Rådet og Europa-Parlamentet er nået til enighed

09. marts 2024
Emballageforordning: EU-Rådet og Europa-Parlamentet er nået til enighed
Det er dog fortsat meget usikkert, om emballageforordningen bliver vedtaget.

På Dakofas møde i Netværk for cirkulær plast og emballage præsenterede Miljøministeriet status på forhandlingerne om den kommende emballageforordning. Den 4. marts blev EU-Rådet og Europa-Parlamentet enige om en kompromistekst, der dog ikke er offentlig endnu.

Da der er forholdsvis stor forskel på de to forhandlingsmandater for hhv. EU-Rådet og Europa-Parlamentet, har forhandlerne været nødt til at indgå nogle kompromiser, som Europa-Kommissionen har taget forbehold for. Det skyldes, at visse ting i aftalen strider mod verdenshandelsorganisationens, WTO, regler. Derfor venter vi på, om Kommissionen kan finde en løsning og om Rådet vil godkende aftalen. Hvis ikke, kan det være, at Kommissionen bliver tvunget til at trække hele forslaget tilbage. Men vi håber stadig, at det lykkedes!

Fra dansk side har der i forhandlingerne været fokus på at fastholde den danske organisering af affaldssektoren, at få krav med om reduktion af emballageaffald og genbrug, at sikre en bedre genanvendelse og, ikke mindst, at sikre en effektiv håndhævelse af de regler, der vedtages.

Nogle af de forventede hovedpunkter i aftalen er:
Affaldsforebyggelse og affaldsreduktion

  • Mål for reduktion af emballageaffald per indbygger:  5 pct. i 2030, 10 pct. i 2035 og 15 pct. i 2040, i forhold til mængden i 2018. EU-landene pålægges især at reducere mængden af plastemballageaffald.
  • Forbud mod visse typer af engangsplastemballage fra 1. januar 2030: fx emballage til uforarbejdet frisk frugt og grøntsager, emballage til fødevarer og drikkevarer fyldt og indtaget på caféer og restauranter, individuelle portioner (f.eks. krydderier, saucer, flødekande, sukker), miniatureemballage til toiletartikler (på hoteller o.l.) og krympefolie til kufferter i lufthavne.
  • Emballageminimering: der må maksimalt være 50 pct. tom plads i transportemballage og pakker til ehandel. I Kommissionens oprindelige forslag talte fyld (fx skumplast) med som tom plads.
  • Forbud mod meget lette plastikbæreposer (under 15 mikron), medmindre det er påkrævet af hygiejnemæssige årsager eller skal forhindre madspild af løse fødevarer.

Genbrug og genpåfyldelig emballage

  • Mål for genbrugs- eller genpåfyldelig emballage: Der skal sættes et specifikt mål for genbrugsemballage til alkoholholdige og ikke-alkoholholdige drikkevarer (undtagen fx. mælk, vin, aromatiseret vin, spiritus) inden 2030. Målene vil variere efter typen af emballage, men bør være mindst 10 pct. Medlemsstaterne kan give en femårig dispensation fra disse krav på visse betingelser. Papemballage er også generelt undtaget fra disse krav.
  • Distributører af drikkevarer og takeaway fødevarer i restauranter, cafeer o.l. bliver forpligtet til at tilbyde forbrugerne mulighed for at medbringe deres egen container. De bliver også forpligtet til at bestræbe sig på at tilbyde 10 pct. af produkterne i en genbrugelig emballage inden 2030.
  • Medlemslandene bliver forpligtet til at tilskynde restauranter, kantiner, barer, caféer og cateringtjenester til at servere postevand (hvor det er tilgængeligt, gratis eller mod et lavt servicegebyr) i genbrugs- eller genopfyldningsemballage eller service.

Mere genanvendelse af emballageaffald

  • Alle emballager skal være genanvendelige i 2030. Kriterier til design for genanvendelse skal udvikles og vil komme som delegerede retsakter.
  • Alle genanvendelsesmål er kun som mekanisk genanvendelse, da der fortsat er stor usikkerhed på tværs af EU om, hvordan man skal opgøre kemisk genanvendelse.  
  • Genanvendt indhold af plastemballage: De overordnede mål for 2030 og 2040 for indhold af genanvendt plast fastholdes. Der er enighed om at undtage komposterbar plastemballage og -emballage fra målene, hvis plastkomponenten udgør mindre end 5 pct. af emballagens samlede vægt. Kommissionen skal gennemgå muligheden for at implementere hhv. 2030 og 2040-målene. Desuden opfordres Kommissionen til at vurdere de teknologiske muligheder for biobaserede plastemballager og evt. sætte krav for indhold af biobaseret plast i plastemballage.
  • Pant- og retursystemer inden 2029 i hele EU: Medlemslandene skal sikre årlig, særskilt indsamling af mindst 90 pct. af engangsplastflasker og drikkevarebeholdere af metal. For at nå dette mål er de forpligtet til at etablere pant- og retursystemer herfor.

    • Minimumskravene til systemerne vil ikke gælde for systemer, der allerede er på plads før forordningen træder i kraft, hvis de pågældende systemer når målet på 90 pct. inden 2029.
    • Der blev tilføjet en undtagelse fra kravet om at indføre en pant- og retursystemer, hvis et medlemsland når en særskilt indsamlingsprocent på over 80 pct. i 2026, og hvis de fremlægger en implementeringsplan med en strategi for at opnå den overordnede 90 pct. separat indsamling. mål.

  • PFAS: Der indføres en begrænsning på markedsføring af fødevarekontaktemballage, der indeholder per- og polyfluorerede alkylstoffer (PFAS) over visse tærskler. Kommissionen skal vurdere behovet for at ændre denne begrænsning inden for fire år efter datoen for forordningens anvendelse. 

Forslaget fra Kommissionen skal bl.a. ses i lyset af at mængden af emballageaffald forventes at stige frem mod 2040. Miljøstyrelsen forventer, at den danske mængde kan stige fra 1 mio. ton i 2018 til ca. 1,4 mio. ton i 2040, hvis der ikke sættes ind med tiltag. Set i det lys, vil et reduktionsmål på 15 pct. i 2040 svare til en reduktion på 38 pct. (ca. 850.000 ton genereret affald i 2040).

Del denne side
Vi kan se, at du bruger Internet Explorer som browser. Microsoft har udfaset Internet Explorer, som er erstattet af Microsoft Edge. Da der ikke længere udvikles på Internet Explorer, er der visse ting, du risikerer ikke længere fungerer på DAKOFAs hjemmeside, hvis du fortsætter med at bruge denne browser. Der kan blandt andet være problemer med at se tilmeldingsknapperne. Du kan i stedet bruge Google Chrome, Microsoft Edge, Mozilla Firefox, Safari eller lignende til at tilgå DAKOFAs hjemmeside.