Miljøstyrelsen har undersøgt PFAS i visse overfladebehandlede beklædningsdele indsamlet som affald

Resultaterne fra undersøgelsen kan bruges til at underbygge Miljøstyrelsens nuværende sorteringsvejledning. Projektet skal også ses i konteksten af et politiske ønske om et dansk forbud mod import og salg til forbrugere af beklædning, fodtøj og imprægneringsmidler, der indeholder PFAS.

Projektet har haft fokus på beklædningstekstiler, der kan være imprægneret med PFAS. Projektet har således ikke undersøgt sko, bælter, gardiner eller gulvtæpper etc.

Undersøgelsen omfatter udelukkende beklædningstekstiler, som:

a. vurderes potentielt at være overfladebehandlet med PFAS-midler.

b. vurderes at kunne genanvendes.

c. er så repræsentativt udvalgt som muligt.

d. tager udgangspunkt i dansk indsamlet tekstilaffald.

På denne baggrund blev der i undersøgelsen fokuseret på en udvalgt del af den samlede tekstilaffaldsfraktion, som vurderes at imødekomme ovenstående inklusionskriterier.

Det fremgår af rapporten, at følgende typer af beklædning blev udvalgt som værende potentielt behandlet med PFAS, og dermed relevante for prøveudvælgelsen:

Kategori A: Regntøj (uden PVC9 og uden PU10), herunder regn- og skaljakker, regnbukser, regnslag.

Kategori B: Vandafvisende overtøj, herunder vinter- og softshell-jakker, veste, termobukser, flyverdragter.

Kategori C: Vandafvisende sportstøj, herunder løbejakker, skitøj.

Kategori D: Vandafvisende tilbehør, herunder handsker, huer, køreposer.

Der fremgår desuden, at ’vandafvisende’ her dækker over et syntetisk materiale (typisk polyester, ikke PU eller PVC), der formodes at være overfladebehandlet for at kunne være eller have været vandafvisende engang. Det bemærkes, at alle kategorier kan omfatte både ”almindeligt” forbrugertøj og arbejdstøj.

I projektet blev der indsamlet 119 prøver af dansk tekstilaffald, herunder regntøj, vandafvisende overtøj og sportstøj fra modtagestationer og genbrugspladser på Sjælland og i Jylland. Prøverne blev kombineret i blandeprøver med fem enkeltprøver (fra samme beklædningstype) i hver blandeprøve. 24 blandeprøver blev analyseret for 40 forskellige PFAS-forbindelser.

Der er blevet detekteret 75% (30 ud af 40) af de analyserede PFAS-forbindelser i 92% (22 ud af 24) af blandeprøverne. Undersøgelsens repræsentativitet for dansk tekstilaffald generelt er dog begrænset, idet der er tale om en mindre undersøgelse.

Af rapporten fremgår det dog blandt andet, at resultaterne fra undersøgelsen kan bruges til at underbygge Miljøstyrelsens nuværende sorteringsvejledning. Ifølge denne skal visse tekstiler, såsom regntøj ikke sorteres som tekstilaffald, men derimod som restaffald, da disse tekstiler mistænkes for at indeholde stoffer bl.a. PFAS, som kan være problematiske i genanvendelsesprocessen. Den nuværende viden om PFAS i tekstilaffald er, ifølge rapporten, begrænset, men i forbindelse med kravene om øget genanvendelse af tekstilaffald, er det nu blevet relevant at undersøge PFAS i tekstilaffaldet.

Projektet skal også ses i konteksten af et politiske ønske om et dansk forbud mod import og salg til forbrugere af beklædning, fodtøj og imprægneringsmidler, der indeholder PFAS. Dette er ét af initiativerne i den danske handlingsplan for PFAS. Regeringen sendte en bekendtgørelse i høring i august 2024. Ifølge Dansk Erhverv er dette høringsudkast i december 2024 blevet opdateret og sendt til EU-Kommissionen. Dette nye opdaterede udkast lægger, ifølge Dansk Erhverv, op til, at:

  • Forbuddet kun gælder produkter til privat brug, hvilket betyder, at arbejdstøj er undtaget.
  • Privatpersoner ikke må importere de pågældende produkter.
  • En grænseværdi på et samlet fluorindhold på maks. 50 ppm for hver artikel, der indgår i beklædningen og fortøjet samt i imprægneringsmidler. Denne stræder i stedet for grænseværdierne for de individuelle PFAS-stoffer.
  • Personlige værnemidler (PPE) for bestemte risikokategorier og PPE til forbrugere fortsat er undtaget.
  • Genbrug og genanvendelse er fortsat undtaget.

Ifølge Dansk Erhverv er tidsplanen, hvis EU-Kommissionen ikke har nogen indvendinger, for den danske bekendtgørelse følgende:

  • Ikrafttrædelse: 1. juli 2025
  • Forbud mod salg: 1. juli 2026
  • Slutdato for salg af eksisterende lager: 1. januar 2027

Læs mere her:

Du kan læse hele rapporten her på Miljøstyrelsens hjemmeside

Du kan læse nyheden om det opdaterede forslag til forbud her på Dansk Erhvervs hjemmeside

Du kan læse om det oprindelige forslag til forbuddet her på Dakofas hjemmeside

Du kan læse om den danske handlingsplan for PFAS her på Dakofas hjemmeside

Du kan læse om det europæiske forslag til forbud mod anvendelse af PFAS her på Dakofas hjemmeside

Relaterede nyheder