Høring: Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om forurenet jord
Baggrund for lovforslaget
Formålet med dette lovforslag er dels gennem præcisering og skærpelse af de eksisterende vejledende retningslinjer i lovbemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven og indsættelse af nye i jordforureningsloven for fastsættelse af straf, herunder minimimsbødeniveauer, for overtrædelse af regler om jordflytning og om bygge- og anlægsaffald at sikre øget håndhævelse og tydelige konsekvenser af overtrædelse af lovgivningen på området. Det er bl.a. hensigten, at der skal sættes ind over for professionelle, der tilsidesætter reglerne til skade for miljø og sundhed.
Lovforslaget skal ligeledes sikre, at også de bødeniveauer, der blev indsat i lovbemærkningerne med lov nr. 173 af 12. marts 2008 for andre overtrædelser af miljøbeskyttelseslovgivningen, eksempelvis regler om udvidet producentansvar, skærpes, da de ikke tager højde for de sidste knap tyve års prisudvikling, ligesom de ikke reflekterer det fortsat stigende behov for at sikre miljøets tilstand, herunder med henblik på at sikre menneskers sundhed.
Lovforslag skal bl.a. ses som et led i opfølgningen på de sidste års øgede fokus på de store økonomiske gevinster, der kan være forbundet med manglende overholdelse af regler om håndtering af jord, der er eller kan være forurenet, og efterlevelse af regler om bygge- og anlægsaffald, og på kriminelle netværk, der bl.a. opererer i disse sager. Der er bl.a. tale om manglende lovpligtige miljøgodkendelser, hos eksempelvis dem der modtager overskudsjord, der kan være blandet med bygge- og anlægsaffald, og snyd med analyseresultater om jordens eller affaldets forureningsgrad fra dem, der skal håndtere, herunder bortskaffe jorden eller affaldet. Alvorlige overtrædelser er ligeledes eksempelvis snyd med kortlægningen af problematiske stoffer i bygge- og anlægsaffald, eller at jorden eller affaldet er afleveret andre steder end til det, der er anmeldt til kommunen. Det kan medføre, at forurenet jord og bygge- og anlægsaffald med problematiske stoffer håndteres forkert. Overtrædelser af lovgivningen kan i værste fald påvirke vores miljø og sundhed negativt.
Lovforslagets indhold
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
Vejledende retningslinjer, der forudsætter, at det generelle bødestrafniveau for overtrædelse af såvel regler i miljøbeskyttelsesloven og regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven som regler om håndtering af jord, der er eller kan være forurenet, i jordforureningsloven og regler i medfør af jordforureningsloven som udgangspunkt forhøjes til det dobbelte i forhold til det gældende strafniveau.
Er der tale om manglende overholdelse af krav, der er centrale for at sikre sporbarhed og håndhævelse og dermed imødegåelse af risikoen for forurening og skade på miljø og sundhed, foreslås dog som udgangspunkt en firdobling af bødeniveauerne for visse af disse overtrædelser. Med skærpelsen tages for begge lovgivninger udgangspunkt i de bødesatser, der fremgår af lovbemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven og af praksis på jordforureningsområdet. På den måde kan der sikres et ensartet strafniveau på tværs af de to lovgivninger om henholdsvis flytning af jord og regler om bygge- og anlægsaffald.
- En markant skærpelse af bødeniveauet i de tilfælde, hvor der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel med den manglende overholdelse af de relevante regler i miljøbeskyttelseslovgivningen eller jordforureningslovgivningen. Det foreslås her, at bøden i almindelighed forhøjes med et beløb, der er to gange den skønnede opnåede eller tilsigtede økonomiske fortjeneste eller besparelse – eller tre gange den opnåede økonomiske fordel, hvis der ikke kan ske konfiskation af denne. Dette forslag vil medføre en markant forhøjelse af bødeniveauet i forhold til domspraksis, der med afsæt i lovbemærkningerne til miljøbeskyttelsesloven, opererer med en bødestørrelse, der som udgangspunkt kun er en fjerdedel af den opnåede besparelse, og hvor der i ingen af de to lovgivninger er klare retningslinjer for bødeniveauet i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at foretage konfiskation af en opnået økonomisk fordel ved overtrædelse af reglerne.
- Er der tale om overtrædelser begået i forbindelse med erhverv foreslås endvidere, at der foretages en differentiering af bøderne, således at der ved straffens udmåling vil blive lagt vægt på virksomhedens størrelse, nærmere bestemt på antallet af ansatte.
- Med henblik på at sikre mere effektiv håndhævelse af lovgivningen indeholder lovforslaget herudover forslag til en række ændringer og præciseringer af og tilføjelser til andre retningslinjer for straffastsættelse, herunder for de tilfælde, hvor der foreligger skærpende omstændigheder.
- I lighed med det, der fremgår af miljøbeskyttelseslovens forarbejder, vil der med lovforslaget blive indsat retningslinjer for straffastsættelse, herunder bødeniveauer, i lovbemærkningerne til jordforureningsloven.
Fastsættelse af straf vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering, men lovbemærkninger af den foreslåede karakter vil være retningsgivende.
Den foreslåede forhøjelse af bødeniveauerne berører ikke de retningslinjer for fastsættelse af straf for overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens regler om miljøzoner og om nulemissionszoner, som blev vedtaget med ændringer af miljøbeskyttelsesloven i henholdsvis 2020, 2022 og 2024.
Læs mere på Høringsportalen
Dakofa, 27. juni 2025, Forslag til nye indsatser om jordflytninger
Dakofa, 27. juni 2025, Forslag til nye indsatser for bygge- og anlægsaffald