Vores planet er ikke en uendelig ressource – vi må gøre noget!
Den årlige tilbagevendende begivenhed, Earth Overshoot Day, markerer den dato, hvor menneskeheden har brugt alle de ressourcer, som Jorden kan regenerere på et år. Det er en øjenåbner, men også en påmindelse om, hvor hurtigt vi er ved at tære på vores planets økologiske kapital. I 2025 faldt Earth Overshoot Day allerede den 19. marts i Danmark, to dage tidligere end året før. Det betyder, at vi danskere nu forbruger 80 procent mere, end hvad Jordens økosystemer kan nå at producere på et år – et forbrug svarende til 4 jordkloder.
Der er i øjeblikket en økologisk gæld, som svarer til 22 års biologisk produktivitet, men det er som om, vi har sat vores ressourcegæld på et kreditsystem, hvor vi ikke indser, at vi til sidst må betale i manglende ressourcer til brug for fremtidens velfærd og velstand.
Gode intentioner - men mere affald
Et af de store problemer er, at vi ikke ser affald som noget, der kan gøres noget ved i et længere perspektiv. Vi hører om stigninger i affaldsmængderne år efter år, mens mængden af affald indsamlet til genanvendelse ifølge den netop offentliggjorte affaldsstatistik for 2023 er på 50-58 %. Dette tal kan nok vokse som følge af en senere fuld implementering af kildesorteringskravet, men det reelt genanvendte affald vil stadig være endnu lavere, og vores samlede affaldsproduktion vokser jf. samme affaldsstatistik.
Der er således en markant forskel mellem de generelt positive intentioner på affalds-/ressourceområdet og de håndgribelige resultater heraf. Så noget tyder på, at vi endnu mangler at sætte fuld turbo på de teknologier, der skal transformere affaldet til brugbare ressourcer i en ny produktion.
Vi har et valg
Vi kan fortsætte med at ignorere advarslerne og forbruge som om intet er galt, eller vi kan begynde at tænke anderledes – på en måde, der tilpasser vores forbrug med Jordens faktiske regenereringsevne. Vi kan ikke forvente, at teknologien alene kan løse problemet. Den langsigtede løsning kræver, at vi ændrer vores vaner og forbrugsmønstre.
Dernæst er det essentielt, at vi genbruger mere samt investerer i de teknologier, der kan øge den reelle genanvendelse med henblik på at minimere trykket på de jomfruelige ressourcer. Det handler altså om at forbruge mindre, leve mere bæredygtigt og sikre, at vi ikke efterlader et overdrevent aftryk til kommende generationer. Det er på høje tid, at vi stopper med at betræde vejen mod en uholdbar fremtid og begynder at tage ansvar for den økologiske gæld, vi har opbygget.
På Dakofas Årskonference 2025 vil vi forsøge at tage et spadestik dybere ned i de muligheder, vi har for at gøre en forskel via ændret adfærd, mindre forbrug samt fokus på genbrugs- og genanvendelsesteknologier. Tjek programmet - meld dig - og bliv en del af Dakofas apolitiske netværk for en cirkulær omstilling.