Regeringen ønsker 4-årlige bevillinger til MUDP, TRACE og bioteknologi

Regeringens udspil til fordeling af Forskningsreserven lægger op til flerårige rammer for bl.a. MUDP og de fire Grønne innovations- og forskningspartnerskaber inkl. TRACE og for det "nye" område Bioteknologi & biosolutions.

En endelig, dansk finanslov består normalt af flere delaftaler, og regeringen indgik den 23. oktober 2025 en aftale med Det Konservative Folkeparti om sit overordnede finanslovsudspil og om fordelingen af den såkaldte forhandlingsreserve (se Dakofas nyhed her). En anden delaftale, som skal på plads, er den store Forskningsreserve, hvor der traditionelt indgås meget brede forlig. I år lægger regeringen som noget nyt op til at indgå en 4-årig aftale (2026-2029) i stedet for de traditionelle 1-årlige forlig om Forskningsreserven.

Den endelige delaftale om fordelingen af Forskningsreserven er meget vigtig for affalds- og ressourcesektoren og arbejdet med cirkulær økonomi og klima. For eksempel, så stammer størstedelen af støttemidlerne til MUDP, Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, fra Forskningsreserven, og der aftales også store beløb til klimateknologier. Denne nyhed bringer uddrag fra Regeringens udspil “Strategiske prioriteter for forskning og innovation 2026-2029”.

I forlængelse af “Fremtidens grønne løsninger – Strategi for investeringer i grøn forskning, teknologi og innovation” fra 2020 og udspillet “Fart på fremtidens grønne løsninger” fra 2024 lægger regeringen op til at afsætte flerårige midler til de fire grønne forskningsmissioner, den frie grønne forskning og de grønne strategiske forskningsmiljøer på universiteterne, som understøtter velfungerende rammer for den forskningsbaserede myndighedsbetjening.

Fra regeringens udspil skal bl.a. nævnes:

  • Videreføre de fire grønne forsknings- og innovationsmissioner inden for PtX, CCUS, landbrug og cirkulær økonomi (plast og tekstil) med 300 mio. årligt i 2026-2029.
  • Videreføre tilskud fra forskningsreserven til MUDP med 108 mio. kr i 2025 og 60 mio. kr. årligt i 2027-2029
  • Prioritere 85 mio. kr. i 2026 til opfølgning på arbejdet med en roadmap for mindre, grønne test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter, som understøtter implementering af nye teknologier i virksomheders produkter og services.
  • Prioritere 310 mio. kr. i 2026 til grøn forskning, teknologi og innovation med fokus på bl.a. energiproduktion, energieffektivisering, landbrug og fødevareproduktion, transport, miljø og cirkulær økonomi, natur og biodiversitet, bæredygtig adfærd og samfundsmæssige konsekvenser.
  • Afsætte 45 mio. kr. i 2025 til PFAS-Center
  • Videreføre tilskud fra forskningsreserven til EUDP med 296 mio. kr i 2025 og 150 mio. kr. årligt i 2027-2029
  • Videreføre tilskud fra forskningsreserven til GUDP - Økologiforskning i samarbejde med ICROFS - med 53,6 mio. kr i 2025 og 30 mio. kr. årligt i 2027-2029
  • Prioritere 500 mio. kr. i 2026 til styrket udvikling og implementering af klimateknologier inden for bl.a. landbrug og fødevarer, herunder bl.a. 100 mio. kr. til test, demonstration og udvikling af konkrete biosolutionsteknologier.
  • Etablere et langsigtet, strategisk program for forskning, innovation og teknologisk udvikling inden for bioteknologi og biosolutions på 460 mio. kr. i 2026-29 under Danmarks Innovationsfond

 

Se Regeringens pressemeddelelse “I et nybrud med dansk forskningspolitik vil regeringen gennemføre flerårige investeringer i forskning og innovation på over 19 mia. kr.” fra den 22. oktober 2025 på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside her

Find Regeringens “Strategiske prioriteter for forskning og innovation 2026-2029” fra oktober 2025 her

Se evt. “Aftale om fordeling af forskningsreserve mv. i 2025” fra den 1. november 2024, her

Se evt. “Aftale om fordeling af forskningsreserven samt midler fra reserven til genstart af dansk økonomi samt særlige udfordringer afledt af COVID-19 i 2021 mv.” fra den 30. oktober 2020, her

Relaterede nyheder